Grønlandsposten - 16.07.1943, Blaðsíða 6

Grønlandsposten - 16.07.1943, Blaðsíða 6
162 GRØNLANDSPOSTEN Nr. 14 Spørgsmaalstegnene er mine og vil forstaas af det efterfølgende. Omslagets angivelser lyder indholdsrige. Men man kan jo ikke ved første øjekast lade være med at studse over, at Danmarks navn overhovedet ikke nævnes. Naa — lad det være, hvad det være vil. Hr. Stefansson selv ved maaske lige saa meget om Danmark, som han ved om Grønland, maaske ovenikøhet mere, end vi ved. Det kunde hans hog om Grønland ty- de paa. Noget andet er, at hvis køberen gaar efter omslagsangivelsen, vil han blive sørgeligt skuffet, naar han kommer ind i bogen. Der er nemlig ikke tale om nogen litterær behand- ling, som omslaget forjætter, kun om litterær mishandling. Skal bogen anbringes i nogen kategori, maa det vel nærmest blive under afdelingen historie. Og som saadan maa den bedømmes og — for- dømmes. Det er historieskriverens første pligt at tjene, at bøje sig for sit emne og det stof, som foreligger til belysning af emnet. Tværtimod dette historieskrivningens første og største bud gør hr. Stefansson det stik modsatte: Tvinger stoffet til at tjene sig. Lad os se, hvordan det sker. Efter en geografisk indledning, der hverken siger det ene eller det andet i sammenhæng — ihvertfald ikke paa smaa 9 sider kan give den uvidende læser nogetsomhelst indtryk af Grøn- lands udseende — gaar han over til den »histo- riske del«. Fra side 10 ti! 219, altsaa 2/3 af bogen, er inte- ressen helliget middelalderen, .leg er selv stærkt interesseret i middelalderens historie, ogsaa i Grønlands (nordbotiden); men med al respekt for interesser saa er del dog ikke Grønland idag, det (irønland, som man i et oplysende værk om ø og folk vilde lade faa hovedbehandlingen; det moder- ne menneske kræver kendsgerninger,der vedkom- mer nutiden direkte, og en moderne forfatter maa gøre sig dette klart, hvis han vil skrive populært. Og havde saa dette middelalderafsnit været redelig historieskrivning, kunde det endda have passeret; men det er det ikke. Kapiteloverskrifterne faar En til at stejle aldeles omgaaende. Kap. II: For- historiske opdagelser af Grønland. Det er smaa 17 sider luftakrobatik om muligheder, som ikke en kat hverken kan bevise eller modbevise, altsaa roman. En fuldstændig latterlig konstruktion over konebaaden som et eminent, søgaaende fartøj, og som følge deraf i stadig fart over Atlanten, læses som den daarlige vittighed, den er. Kap. III: Græsk opdagelse omkring 325 f. v. t. Denne overskrift er den mest humoristiske i forbindelse med Grønland, og behandlingen ikke mindre. Det er en gammel kending i nordens historie, der her bliver taget frem igen og faar en ny afpudsning. Overskriften er vildledende, for intet sted i teksten vover Stefansson at sige, at Pytheas, den marseillanske handelsrejsende og matematiker, virkelig opdagede Grønland el- ler blot saa kysten. Det er maaske rigtigt (iføl- ge professor Laurits Weilbulls afhandling i »Scandia« VII 1934, (som Stefansson ikke ken- der), at Pytheas naaede Island (Thule); men ingen kan bevise det, og derfor maa den ærlige historieskriver ikke konstruere videre paa et usikkert grundlag. Hr. Stefanssons argumenta- tion bliver som følger: Pytheas rejste nordud fra Island og naaede til taage og is, altsaa kun- de han have set og opdaget Grønlands østkyst. Og muligheden er for hr. Stefansson det samme som kendsgerning. Det er akkurat, som hvis man vilde hævde, at dampmaskinen blev op- fundet af den hellenistiske videnskab (i det 3. aarh f. v. t. og fremefter), fordi man var lige ved det (man havde opdaget dampens drivkraft, men forstod ikke mulighederne, der laa deri). Hvis læseren efter dette kapitel har nogensombelst tillid til hr. Stefansson som historiker, maa han tage skade for hjemgæld. Ligeledes stiller det sig med det følgende kapitel, hvor irske helgenlegender og historier fra den tidlige middelalder citeres og presses, saaledes at samme luftige resultat fremkommer, at irerne havde muligheden for at have opdaget Grønland og ergo har gjort det. Iden at gaa i detailler synes det mig klart, at en saadan metode taler for sig selv. Det ejendommelige er forøvrigt, at kapitlerne III og IV handler om Island og ikke om Grønland, besynderligt i en bog, der har den sidstnævnte ø som emne. Efter saaledes yderligere at have spildt 30 sider naar vi endelig til et omraade, hvor der er fastere grund under fødderne. Behandlingen af nordbotiden fylder 124 sider, hvoriblandt et over- sat uddrag af Erik den Rødes og Einar Sokkes- søns sagaer. Dette sidste er meget prisværdigt.

x

Grønlandsposten

Beinir tenglar

Ef þú vilt tengja á þennan titil, vinsamlegast notaðu þessa tengla:

Tengja á þennan titil: Grønlandsposten
https://timarit.is/publication/7

Tengja á þetta tölublað:

Tengja á þessa síðu:

Tengja á þessa grein:

Vinsamlegast ekki tengja beint á myndir eða PDF skjöl á Tímarit.is þar sem slíkar slóðir geta breyst án fyrirvara. Notið slóðirnar hér fyrir ofan til að tengja á vefinn.