Grønlandsposten - 16.07.1943, Blaðsíða 6

162
GRØNLANDSPOSTEN
Nr. 14
Spørgsmaalstegnene er mine og vil forstaas af
det efterfølgende.
Omslagets angivelser lyder indholdsrige.
Men man kan jo ikke ved første øjekast lade
være med at studse over, at Danmarks navn
overhovedet ikke nævnes. Naa — lad det være,
hvad det være vil. Hr. Stefansson selv ved
maaske lige saa meget om Danmark, som han
ved om Grønland, maaske ovenikøhet mere, end
vi ved. Det kunde hans bog om Grønland ty-
de paa. Noget andet er, at hvis køberen gaar
efter omslagsangivelsen, vil han blive sørgeligt
skuffet, naar han kommer ind i bogen. Der er
nemlig ikke tale om nogen litterær behand-
ling, som omslaget forjætter, kun om litterær
mishandling.
Skal bogen anbringes i nogen kategori, maa
det vel nærmest blive under afdelingen historie.
Og som saadan maa den bedømmes og — for-
dømmes. Det er historieskriverens første pligt
at tjene, at bøje sig for sit emne og det stof,
som foreligger til belysning af emnet. Tværtimod
dette historieskrivningens første og største bud
gør hr. Stefansson det stik modsatte: Tvinger
stoffet til at tjene sig. Lad os se, hvordan det sker.
Efter en geografisk indledning, der hverken
siger det ene eller det andet i sammenhæng —
ihvertfald ikke paa smaa 9 sider kan give den
uvidende læser nogetsomhelst indtryk af Grøn-
lands udseende — gaar han over til den »histo-
riske del«.
Fra side 10 ti! 219, altsaa 2/3 af bogen, er inte-
ressen helliget middelalderen. Jeg er selv stærkt
interesseret i middelalderens historie, ogsaa i
Grønlands (nordbotiden); men med al respekt for
interesser saa er det dog ikke Grønland idag, det
Grønland, som man i et oplysende værk om ø og
folk vilde lade faa hovedbehandlingen; det moder-
ne menneske kræver kendsgerninger,der vedkom-
mer nutiden direkte, og en moderne forfatter maa
gøre sig dette klart, hvis han vil skrive populært.
Og havde saa dette middelalderafsuit været redelig
historieskrivning, kunde det endda have passeret;
men det er det ikke. Kapiteloverskrifterne faar
En til at stejle aldeles omgaaende. Kap. II: For-
historiske opdagelser af Grønland. Det er smaa
17 sider luftakrobatik om muligheder, som ikke
en kat hverken kan bevise eller modbevise, altsaa
roman. En fuldstændig latterlig konstruktion
over konebaaden som et eminent, søgaaende
fartøj, og som følge deraf i stadig fart over
Atlanten, læses som den daarlige vittighed, den er.
Kap. III: Græsk opdagelse omkring 325 f. v.
t. Denne overskrift er den mest humoristiske i
forbindelse med Grønland, og behandlingen ikke
mindre. Det er en gammel kending i nordens
historie, der her bliver taget frem igen og faar
en ny afpudsning. Overskriften er vildledende,
for intet sted i teksten vover Stefansson at sige,
at Pytheas, den marseillanske handelsrejsende
og matematiker, virkelig opdagede Grønland el-
ler blot saa kysten. Det er maaske rigtigt (iføl-
ge professor Laurits Weilbulls afhandling i
»Scandia« VII 1934, (som Stefansson ikke ken-
der), at Pytheas naaede Island (Thule); men
ingen kan bevise det, og derfor maa den ærlige
historieskriver ikke konstruere videre paa et
usikkert grundlag. Hr. Stefanssons argumenta-
tion bliver som følger: Pytheas rejste nordud
fra Island og naaede til taage og is, altsaa kun-
de han have set og opdaget Grønlands østkyst.
Og muligheden er for hr. Stefansson det samme
som kendsgerning. Det er akkurat, som hvis
man vilde hævde, at dampmaskinen blev op-
fundet af den hellenistiske videnskab (i det 3.
aarh f. v. t. og fremefter), fordi man var lige ved
det (man havde opdaget dampens drivkraft, men
forstod ikke mulighederne, der laa deri). Hvis
læseren efter dette kapitel har nogensombelst
tillid til hr. Stefansson som historiker, maa han
tage skade for hjemgæld.
Ligeledes stiller det sig med det følgende
kapitel, hvor irske helgenlegender og historier
fra den tidlige middelalder citeres og presses,
saaledes at samme luftige resultat fremkommer,
at irerne havde muligheden for at have opdaget
Grønland og ergo har gjort det. Uden at gaa
i detailler synes det mig klart, at en saadan
metode taler for sig selv. Det ejendommelige
er forøvrigt, at kapitlerne III og IV handler om
Island og ikke om Grønland, besynderligt i en
bog, der har den sidstnævnte ø som emne.
Efter saaledes yderligere at have spildt 30
sider naar vi endelig til et omraade, hvor der er
fastere grund under fødderne. Behandlingen af
nordbotiden fylder 124 sider, hvoriblandt et over-
sat uddrag af Erik den Rødes og Einar Sokkes-
søns sagaer. Dette sidste er meget prisværdigt.