Grønlandsposten - 01.08.1943, Blaðsíða 6

174
GRØNLANDSPOSTEN
Nr. 15
Skænk mig Blomster, medens
jeg lever.
Det er i og for sig en smuk Tanke af Lands-
raadet, at man har besluttet at rejse el Mindes-
mærke for »Hans Egede«s Besætning.
Jeg er glad for at vide, at hvis jeg sætter
Livet til for at skaffe de nødvendige Forsyninger
til Grønland, kan jeg mulig ogsaa forvente at faa
rejst et Mindesmærke over mig. At vide dette
er da et Fortrin fremfor »Hans Egede«s Besæt-
ning, som ikke vidste, hvilken Ære, der vilde bli-
ve den til Del; men jeg siger nu hellere: skænk
mig Blomsterne, medens jeg selv kan have Glæ-
de af dem.
For os, der ogsaa sejlede under den første
Verdenskrig, har der vist sig en mærkbar For-
skel fra dengang til nu. Under første Verdens-
krig var den danske Presse fyldt med rørende
Artikler om de danske søfarendes heltemodige
Kamp for at skaffe de nødvendige Forsyninger
frem til Landet, og i den danske Rigsdag blev
der talt om, hvilken Hæder, man skulde give de
overlevende. Man blev staaende ved en Minde-
medaille og en Hædersgave. Men da det hele
var overstaaet, og den gyldne Efterkrigstid var
forbi, og der ikke var flere Penge i Kassen, ja
saa var noget af det første, man glemte, at sige
Tak til de søfarende. Kun Rederiforeningen
mindedes de omkomne ved et Mindesmærke
paa Langelinie i København.
Hvordan det dengang var i andre Lande,
ved jeg ikke.
Men under denne Krig har Billedet vendt
sig. Straks efter at de første Skibe var gaaet
tabt, blev der af den danske Rigsdag bevilget en
aarlig Hædersgave til de efterladte, saa det var
med en vis Foftrøstning, vi gik til Søs. Men og-
saa for dem, der »klarede Skærene«, i hvert
Fald for en Tid, blev der gjort noget, til Trods
for at Staten havde rigelig Brug for hver en
Skilling, den kunde faa jind i Skatter, saa blev
der, takket være en enkelt Mand, fundet en For-
mel, hvorefter man kunde fritage de søfarende
at betale Skat af det ydede Faretillæg. Nu mær-
kede man den gode Vilje, der blev vist os. Baa-
de for dem, der mistede Livet og for dem, der
nøjedes med at sætte Helbredet til og faa øde-
lagte Nerver, var der gjort en Indsats fra Na-
tionens Side.
Ude i det fremmede, hvordan var det der?
Heller ikke saa galt.
Man hørte om, at naar Skibene kom i
Havn, stod der en ny Besætning klar til at
overtage Jobbet, medens de andre fik en vel-
fortjent Hvile for efter en Tids Forløb at møde
med friske Kræfter, klar til at gaa til Søs igen.
I Canada læste man i en hel Uge store
Avertissementer fra de handlende, der udtalte
en Tak til Handelsflaaden for dens Indsats.
Man hørte om store Fester, der blev afholdt for
Søens Folk. Vi nød selv godt af det i Form af
en virkelig smuk Julegave fra Canadian Red
Cross.
Fra U. S. A. hører vi om »Maritime Day«,
hvor Handelsmarinen bliver hyldet med store
Fester. Vi har ogsaa hørt om, at det danske den
Generalkonsulat har haft Fest for de danske, der
sejler i de forenede Nationers Flaade. Men de
eneste, der endnu viser det danske Flag paa
Verdenshavene, hvad har man gjort for dem?
Det er med en stor Fortrøstning, jeg gaar
til Søs og sætter Livet i Vove, for nu ved jeg,
at skulde jeg miste Livet, saa vil den kongelige
Grønlandske Styrelse antagelig i Samklang med
det kongelige danske Generalkonsulat’s Grøn-
landsafdeling opfordre private Mennesker til at
rejse et Mindesmærke for mig, men jeg tillader
mig at sige: Giv mig Blomsterne, medens jeg
lever, hvis jeg skal have nogen.
Sophus Klein.
Linoleumsnit af L. Lamberth.