Grønlandsposten - 01.09.1943, Blaðsíða 2

194
GRØNLANDSPOSTEN
Nr. 17
og Næstved. Ved Fredensborg havde kongen til
sidst givet garden ordre til at indstille kampen.
Flere hundrede tyskere og mange danske var
blevet dræbt. Ved Næstved fortsætter den dan-
ske garnison kampen, skønt omringet af svært-
bevæbnede tyske tropper. Al forbindelse med
Danmark har været afbrudt siden søndag mor-
gen, men flygtninge ankommer stadigt.
Til Danske og Grønlændere.
De seneste Begivenheder i vort Fædreland
er, som alt hvad vi har hørt hjemmefra i de
sidste tre Aar, hyllet i en Taage af Rygter og
Usikkerhed. Men een Kendsgerning lyser frem
af Forvirringen med Sikkerhed: de tyske Magt-
havere har stillet et Krav, som var uforeneligt
med vor Ære og Samvittighed og har mødt et
blankt Nej. Den tyske Reaktion hertil har væ-
ret den samme som altid tidligere i vor Histo-
rie: et banditagtigt Forsøg paa med Rrutalitet at
gennemtvinge Underkastelse, og Tyskland vil
atter faa bekræftet den historiske Sandhed, at
de ikke vil komme nogen Vej med saadanne
Midler overfor et fædrelandskærligt Folk.
Hvad der nu vil ske i vort Land, indtil
Refrielsen slaar, er uvist. Vor Konge er utvivl-
somt i enhver praktisk Henseende Fange. Lo-
ven er i Forbrydernes Hænder. Det danske
Folk gaar en streng Tid imøde, men med Stolt-
hed kan vi nu se vor Overbevisning bekræftet,
at det danske Folk ikke er til Fals for Løfter
eller Trusler, naar dets Ære eller Selvstændig-
hed staar paa Spil. 1 en af de alvorligste Skæb-
nestunder i vor Historie er der truffet en Af-
gørelse, som i Fremtiden vil blive et af vore
store Minder.
Eske Brun.
Danmark.
»Aah, Danmark, hvor dit navn er blidt
som klap af pigehænder —1«
— Vi har for ikke længe siden læst disse
linier af Kaj Munk. Vi har studset over deres
ungdom, læst dem igen og igen — og vi blev
rigere derved, lykkelige over at have del Dan-
mark som vort fædreland. Var det end fjernt
i rum og tid, var der end meget, vi ikke for-
stod, blidt lød dog Danmarks navn i vore øren
— som klap af pigehænder — rørende de dy-
bere strenge, vækkende følelser, attraa og læng-
sel — og inderst inde en stolt lykke over at eje
dette fædreland og igen kunne give det til
vore børn.
Igennem mange aar i fredeligt virke var
retten til at leve i frihed og fred os den selv-
følgeligste ting i verden. Men den 9. april 1940
paatog tyskerne sig at lære os, at det ogsaa kun-
de være anderledes. Sandt at sige var meget
godt kommet til os sydfra i tidens løb. Vi var
velvillig stemt overfor vor store nabo, som al-
drig havde forsømt nogen lejlighed til at fortælle
os, at Tysklands ære og ord var ukrænkelige,
ubrydelige som det højeste i enhver tyskers liv;
Tyskland ønskede kun at leve i fred og forslaa-
else med alle sine naboer, havde ikke noget
krav til os og havde givet os højtidelige forsik-
ringer om fred, sidst stadfæstede i ikkeangrebs-
traktaten af 31. maj 1939.
Men Tysklands æresbegreber var andre end
vore, og Tysklands ord var kun givet for at bry-
des, naar det fandtes belejligt. Tysklands ønske
om fred var baseret paa nabostaternes udslettelse,
og Tysklands forstaaelsesvilje var et falskt og
bevidst rænkespil.
I)et var det, tyskerne lærte os den 9. april
1940, og igennem tre aar og fem maaneder
gjorde de det yderste, for at vi aldrig skulde
glemme denne fundamentale tyske læresætning.
Vi havde lært den til bunds den 29. august 1943.
Der var simpelthen ikke mere at lære af Tysk-
land: vi vidste nu fuldtud, hvilken skæbne, der
var tiltænkt os, hvilken ære det havde været for
os at blive beskyttet af det tyske herrefolk —
og hvilken ufattelig dumhed, der besjælede det-
te folk som stat betragtet i dets forstaaelse af
andre.
Hvad de i mere end et halvt aarhundrede
med magt og brutalitet havde forsøgt overfor
sønderjyderne skulde nu gentage sig overfor hele
det danske folk i endnu større maalestok —
uden at være blevet klogere, uden at kunne fat-
te, at resultatet vilde blive det samme: at teknik
og strategi intet formaar overfor rettens og aan-
dens vaaben. Det har været med bitter ironi, at