Grønlandsposten - 16.09.1943, Blaðsíða 2

206
GRØNLANDSPOSTEN
Nr. 18
marks arbejde for os har resulteret i, at vor be-
folkning er voksende i stedet for det modsatte.
Endelig kan nævnes, at vore egne landsraad si-
den 1920 har deltaget i nævnte arbejde.
Jeg bar i det foregaaende udtalt, at Dan-
mark har vundet andre nationers og regeringers
anerkendelse for den maade, hvorpaa Grønland
er blevet styret. »Men hvorledes er da vort for-
hold til Amerika i dag?« vil maaske nogle af
mine landsmænd spørge.
Nuvel, vi maa jo sige, at vi for tiden staar
i forbindelse med Amerika, men dette er ikke
en udtømmende forklaring. Lad mig straks sige,
at denne forbindelse er næsten udelukkende en
handelsforbindelse, foruden dette, at Amerika
har paataget sig at forsvare Grønland.
Der kan maaske ogsaa være dem, der vil
sige: »Under vor midlertidige adskillelse fra Dan-
mark har vi set, at Grønland kan klare sig selv
uden økonomisk hjælp udefra; altsaa kan Grøn-
land og grønlænderne ogsaa for fremtiden klare
sig selv, saa vi kan roligt lukke Grønland op for
andre lande og nationer.« Men til dem, der tæn-
ker eller siger noget saadant, bør svaret være:
»Hvem har siden 1940 kunnet lade være med
at føle, i hvor høj grad vi er ude af stand til
at fortsætte vor vej som et selvstændigt folk, og
hvor meget vi mangler, inden vi kan konkur-
rere med andre nationer? Vi maa naa meget
højere uddannelse og civilisation, før vi kan kom-
me med en saadan udtalelse.« Dette er, hvad
de mere fremStaaende af vore landsmænd har
følt. Hvor meget mere maa da ikke de af
vore landsmænd, som ikke er saa fremskredne,
føle det.
---------Endelig er der den følelsesmæssige si-
de af sagen. Det danske folks, den danske konges
og den danske regerings følelse af tilknytning til
os er uomtvistelig. Paa den anden side føler vi
for Danmark, som vi kalder vor moder, ikke
blot fordi hun har givet os et levebrød eller det-
te eller hint, men meget mere fordi vi indtil nu
er blevet ført fremad i oplysning, velstand og
civilisation, saa vi efterhaanden begynder at nær-
me os andre nationers standard, — en udvikling,
der er foregaaet paa en saadan maade, at det
ligger indenfor enhver grønlænders rækkevidde
at være med deri.
Ved siden af alt dette har vi endnu danne-
brog, der dagligt vidner om, at vi virkelig stadig
tilhører Danmark. »Det hinder danske og grøn-
lændere sammen«, som der saa smukt staar i
vor grønlandske sangbog om vort flag. Vi be-
høver ikke at bruge mange ord; thi vort flag
vajer i vor midte, det vajer mod vore snedæk-
kede fjelde, mod den rene, hlaa himmel og mod
det bølgende hav, ikke blot paa festdage eller
naar embedsmænd er paa rejse, eller naar et
skib nærmer sig, men det vajer lige saa vel til
det mindste barns begravelse, og det vajer ved
den fattigste og mest afsidesliggende boplads og
vidner om den kærlighed, som knytter Danmark
og Grønland sammen; thi tlaget tilhører os alle.
— Først dersom det skulde blive fjernet og er-
stattet med et andet, kan vi sige, at vi tilhører
en anden stat.
Netop det danske flag er respekteret af ame-
rikanerne, som ikke tillader noget andet flag at
vaje i Grønland, og de vil forsvare Grønland
mod en hvilkensomhelst invasion, for at kun det
danske flag maa vaje i vort land og vore far-
vande.
Landsraadene had i 1940 paa deres lands-
mænds vegne Amerika om at forsvare Grønland,
saa længe Danmark var ude af stand dertil, for-
di vi ikke ønsker at blive skilt fra Danmark.
Amerika lovede i i9hi ved en skriftlig overens-
komst at forsvare og respektere Danmarks ret
til Grønland. Derfor siger vi i dag, at vi tilhø-
rer Danmark, og saa stærk er Danmarks ret til
Grønland, at vi selv i denne tid, hvor all andel
vakler, med fortrøstning tør sige — idet vi stoler
paa vor forsvarer, Amerika — at der intet er
forandret i vor tilknytning til Danmark, siden
krigen brød ud. Og vi haaber, at de allieredes
sejr ogsaa vil blive til vor gavn, saaledes at
krigens udfald maa styrke og ikke nedbryde de
bestaaende aftaler og bestemmelser, der er gæl-
dende.
Kommuneraadsvalget i Danmark den 6. maj.
Rigsdagsvalget i Danmark den 23. marts
blev 6. maj efterfulgt af kommuneraadsvalg, der
blev afholdt over hele landet undtagen Sønder-
jylland. Dette valg fulgte nøje rigsdagsvalget og
var saaledes en ny dansk sejr. I København
gik de konservative frem fra 11 til 16 mandater,
de radikale fra 5 til 6 mandater, medens social-
demokraterne gik tilbage fra 37 til 32 mandater.