Grønlandsposten - 01.10.1943, Blaðsíða 4

220
GRØNLANDSPOSTEN
Nr. 19
»Min Pige er saa lys som Rav
og Danmarks gyldne Hvede,
og Rlikket er saa blaat som Hav,
naar Himmel er dernede.«
Danmark gav os det dyreste i Eje, vi mod-
tog det som Landets ydmyge Sønner, og sam-
men byggede vi paa Danmarks Fremtid.
Ja, og saa levede vi jo egentlig alle stille,
behageligt, lullet ind i den sikre Overbevisning,
at vor Fremtid og Danmarks Fremtid vilde lig-
ge lys og fredelig uden Storme til vore Dages
Ende!
Men Rlidhedens, Idyllens og Fredens Sange
er forstummet over Danmarks Land; andre To-
ner og andre Ord har faaet ny Retydning og ny
Værdi for os. Hør blot:
»Vift stolt paa Kodans Dølge,
blodrøde Dannebrog.
Din Glans ej Nat kan dølge,
ej Lynet Dig nedslog.
Du over Helte svæved,
som sank i Dødens Favn,
Dit lyse Kors har hævet
til Himlen Danmarks Navn.«
Tænk paa vore Sømænd, som Havet har ta-
get; de bar alle sejlet og stridt, om ikke alle
under Dannebrog, saa dog med Dannebrog i de-
res Hjerter!
Og vi maa tænke paa vore Helte, vore Ma-
rinehelte fra 29. August, naar vi hører Ordene:
»Du danskes Vej til Ros og Magt,
sortladne Hav!
Modtag din Ven, som uforsagt
tør møde Faren med Foragt
saa stolt som Du mod Stormens Magt,
sortladne Hav!
Og rask igennem Larm og Spil
og Kamp og Sejer før mig til
min Grav!«
Det var Kamp, om ikke Sejr, den Søndag
Morgen, da Danmark viste, at der var Helte og
modige Mænd endnu i Landet. Den Dag vaag-
nede Holger Danske, og ban har trykket man-
gen brav dansk Mand i Haanden. Det var Mænd,
der mødte Faren med Foragt, og ved deres
Daab bragte Ærens Fakkel til at lyse over Land
og Rige og langt derudover.
Kender De Rjørnsons Digt fra Paaskekvæld
1864? Der er et Par gribende Linier:
»Naar siden Du sejler i Kattegat
og gennem Relt,
Du finner ej mere den danske Fregat
med rød-hvid Pelt.«
og sidst i Digtet:
»Da atter vi sejled i Kattegat,
det var saa lyst,
der laa kun en tysk Admiral-fregat
under Skaanes Kyst« - -
Ja, nu er Ulykkens Flor hyllet over Landet,
selvom Aand, Hjerte og Mod nu er rigere og
mere løftefuldt end nogensinde. Trængsel og
Nød, Sult, Savn og Mord maa vi være indstillet
paa, men saa dukker der atter Ord op for os:
»Og myldred Djævle frem paa Jord
og os opsluge vilde,
vi frygte dog ej Fare stor,
de deres Trusler spilde.
Og tage de vort Liv,
Gods, Ære, Rarn og Viv,
lad fare i Guds Navn!
Dem bringer det ej Gavn.
Guds Rige vi beholde.
Det er Ord, der sikkert ofte vil lyde i Kir-
ke, i Hjem og i de enkelte Menneskers Sind,
vi lier bar ogsaa godt af at tænke alvorligt her-
paa; det er jo vore nærmeste og vore kære, det
gælder.
Og i Tankerne dukker jo ogsaa det op i os.
Husk og glem aldrig! Der er kæmpet og stridt
i disse sidste Dage i vor danske Højsommer!
Hvad er ellers mere fredfyldt end en Somrner-
søndag-morgen, naar Klokkerne kalder til Kirke
over Ry og Land, og saa lod dog den Dag Skud
og Rrag fra vor ellers saa søndagsstille Havn og
Ryens Gader! Vi maa ikke glemme, at da faldt
Helte, Soldater og civile, og blødte for Danmarks
Sag, og maaske deres Riod og Død vil give os
Danmarks Frihed og Lykke igen. Derfor siger vi:
»Guds Fred med vore døde
i Danmarks Rosengaard!
Guds Fred med dem, som bløde
af dybe Hjertesaar.«