Grønlandsposten - 01.10.1943, Blaðsíða 6

222
GRØNLANDSPOSTEN
Nr. 19
mark og Grønland sammen. Vi ser paa vor
konge som den, der mest af alt knytter os sam-
men, hvorfor vi føler, at vi har god grund til at
ære vor gamle konge.
De af os grønlændere, der selv har set kon-
gen og har hørt, hvorledes han selv i disse tun-
ge tider har tænkt paa os og ønsket at drage
omsorg for ;os, kan aldrig glemme dette. Kon-
gen har derved vist sig at være et fast støtte-
punkt, om hvilket vi alle trygt kan samle os.
Saa vidt vi forstaar, er det kongens og den dan-
ske regerings maal at bringe danske og grøn-
lændere i nærmere kontakt med hinanden, og
jeg synes, at kongens besøg her i landet først og
fremmest bør have hjulpet til dette.
Men hvor er vor elskede konge i dag, og
hvordan har han det?
Hvor vilde vi gerne hjælpe ham, om vi blot
kunde!
Lad mig nævne et par strofer af et digt,
som jeg har fundet trøst i, naar jeg møder tunge
dage: »Staar jeg hjælpeløs, — og er du magtes-
løs, — da formaar Gud dog at hjælpe«. Og det
er min overbevisning, at kongen henter styrke i
den samme tro.
Vi har hørt, hvorledes vor konge, skønt han
er ved at blive gammel, har skærmet sit folk
mod de indtrængte voldsmænd, og jeg kan ikke
glemme de ord, kongen udtalte til de menne-
sker, der hyldede ham den 29. august: »Det
glæder mig, at det danske sprog stadigt tales i
mit fædreland. Bliv ved med det!« Disse ord
genlyder ogsaa blandt os grønlændere, som føler,
at de ogsaa har bud til os og kunde være rettet
til os: »Værn ogsaa I i disse tunge og bitre tider
om jert folks og jer friheds dyreste klenodie og
kæmp for at bevare, hvad I har kært.«
Maatte vor konge kunne fejre sin 73-aars
fødselsdag med fred i sindet, og maatte de mør-
ke dage efterfølges af lyse og lykkelige for vor
konge og vort folk!
Biskop dr. theol.
H. Fuglsang-Damgaard.
Vor biskop er nu dikteret husarrest af de
tyske myndigheder. Vi kender intet til de nær-
mere enkeltheder. Selvfølgelig kan vi prøve at
tælle op, hvad der var den danske kirke og de
tyske myndigheder imellem. Der var sympati-
tilkendegivelserne for den norske kirkekamp,
kirkebønnen for det norske kongehus, jødespørgs-
maalet og adskilligt andet, der først senere kan
blive oplyst nøjagtigt og i sammenhæng. Det
afgørende bliver, at der ikke kan tænkes forso-
ning mellem nazismen og den danske kirke. —
Det nytter da heller ikke at tro, at husarrest er
en særlig fin og hensynsfuld behandling. Den
implicerer, at biskoppen er afskaaret fra at udø-
ve sine embedsfunktioner. Og enhver ved, hvor
uhyggelig let vejen kan føre videre fra husarrest
til regulært fængsel eller koncentrationslejr. Men
om dem, der øver aandelig tvang med den slags
midler, bliver da kun at sige, at »de har alle det
værste tilbage«. Det forekommer stadig dansk
tankegang komplet ubegribeligt, at de tyske myn-
digheder endnu intet har lært af det bagslag,
den slags metoder overalt fører med sig.-------
Biskop Fuglsang-Damgaard har altid interes-
seret sig levende for Grønland. Vi tænker med
tak paa den grundighed og interesse, hvormed
han trods betydelig optagethted aarligt har gen-
nemarbejdet et stort materiale af vore grønland-
ske kirke- og skolesager. Og med udelt glæde
mindes jeg den afgjorte følelse af personlig tryg-
hed og tillid, hvormed vi altid har kunnet hen-
vende os til ham, selv i de vanskeligste tilfælde.
Denne vor tillid til biskoppen vil vi da og-
saa bevare aldeles usvækket i den grønlandske
kirke, nu da han som den danske kirkes primas
er »sat fast«, og det danske folk staar midt i op-
gøret med det nytyske hedenskab og voldsherre-
dømme. Vi er overbeviste om, at han ikke staar
alene, og at vor hjemlige danske kirke, der har
fostret en Grundtvig og Søren Kierkegaard, trods
al sin svaghed har aandelige resourcer til at staa
dette opgør igennem.
I den grønlandske kirke vil der blive bedt
for vor biskop. Det føles atter svært at være
udenfor, hvad der sker derhjemme. Og mange
af os har i disse dage tænkt med bekymring og
deltagelse paa biskoppens familie. Men vilde no-
gen spørge, om man da vilde ønske det skete
usket, maa vi for ærligheds skyld sige nej. Selv
om det er et slag i ansigtet, at biskoppen sidder
i husarrest, kan det kun forøge den tillid, vi
havde til ham i forvejen. Og hellere end, at
den danske kirke skulde føres ind i en lang
række opslidende og nedværdigende kompromis-
forhandlinger, maa vi ønske den et ulægeligt
brud med nazismen.
Aage Bugge.