Grønlandsposten - 01.10.1943, Blaðsíða 10

226
GRØNLANDSPOSTEN
Nr. 19
stallninger, men det kommer mig for, at man
her ikke vil »ploje Marken, før man høster Mar-
kens Frugt«.
Man maa sætte Ploven i Gang ikke alene
ved Kulturcentrerne, men ud over det ganske
Land, hele Norden. Og her synes det, som om
man har glemt de mange smaa Sædemænd, der
er spredt over Nordens Lande fra Nordkap og
Haparanda til Flensborg Fjord. Lad dem kom-
me med i Arbejdet, og nordisk sproglig For-
staaelse vil gro op i Løbet af faa Aar. Skal
Højskolen og Universitetet alene i det væsentli-
ge gøre det, vil det drøje længe. Man maa alt-
saa tage Nordens Folkeskolelærere for Alvor
med i dette overordentlig betydningsfulde Ar-
bejde. De er i Staud til at kunne lede Nordens
Uugdoms Tanker paa rette Vis, saa der bliver
levende nordisk Samfølelse, som vil avle Daad
og Fremgang for den nordiske Tale.
Denne Ungdom vil ikke nøjes med sproglig
Forstaaelse, den vil have historisk, social, psy-
kologisk Forstaaelse, og den vil have personlig
Kontakt med Brødrene og Søstrene paa den
anden Side Grænserne, ja, den vil rnaaske have
Grænserne slettede, idet den vil se stort paa Dia-
lektforskellen og øvrige Forskelligheder og netop
se stort paa Samhørigheden, der skal bære Nor-
dens Frændefolk ind i en Udvikling og Frem-
gang og Sammenvoksen, de nok har drømt om,
men aldrig evnet.
En Strøm af Unge vil gaa fra det ene Lands
Skoler til det andet. Først vil det begynde med
et udstrakt Lærerbytte. Hver Lærer, der i nog-
le Maaneder har undervist i Nabolandet, vil
komme hjem som et Centrum for yderligere
Forstaaelse af Sprog og Kultur. Og mange af
de unge højskolesøgende Mænd og Kvinder vil
givetvis søge til Grandelandene paa Højskoleop-
hold og derved faa et yderligere øget Udsyn.
Unge Mænd og unge Kvinder vil drage over
hinanden over Grænsen, og de blandede Hjem
vil være stærke Centrer for det gode Naboskab.
Efter den Udvikling, vore Folk har gennem-
gaaet, og de Farer, de har set i Øjnene, er det
just nu i disse Trangstider, at der er Mulighe-
der som aldrig før for en sund levedygtig Skan-
dinavisme. Men den skal gro organisk op af
Folkets Stamme, og dér er det, vi skal begynde
vidt og bredt og længst nede i Folkelegemet i
Folkeskolen, hvor vi har Tag i alle de smaa
Skandinaver. Vi skal ikke engang vente til de
ældste Klasser. Jeg har just i Aar gjort et For-
søg med en Underskoleklasse, og dette lille For-
søg peger paa, hvad der skal gøres. Det var
blevet min Opfattelse, bl. a. ved Gennemgang af
svenske Sangtekster, at man allerede i 4. Grund-
skoleklasse med Fordel kunde bringe Børnene
i Berøring med Svensk. Det vilde være en Af-
veksling for dem, det vilde snarere støtte end
skade Dansken, idet det vilde gøre dem til mere
bevidste Iagttagere af Sprogforskelligheder og
sproglige Fænomener. Det vilde glide i dem
som Mælk i en Spædekalv, og naar de gennem
4. og 5. Klasse havde haft et passende Antal Ti-
mer, vilde de have naaet det Standpunkt, jeg
før har talt om, hvor Svensk kun er en Dialekt
og en smuk og morsom Dialekt, som det ingen-
lunde er ubehageligt at beskæftige sig med. Na-
turligvis kan de Børn ikke Svensk, og dog har
de det nødvendigste inde til Forstaaelse og Vi-
derearbejde. Hvis alle skandinaviske Børn i de
Klasser ofrede hare 2 Gange 20 Timer paa de
nordiske Dialekter, saa vilde det se lovende ud
for fælles nordisk sproglig Forstaaelse.
Men hvorfor nu netop i 4. og 5. Klasse?
Jo, i 6. og de paafølgende Klasser (Mellemskole-
klasserne) faar de Engelsk og Tysk og har nok
at gøre dermed. 1 4. og 5. Klasse har de netop
Brug for en saadan Mundsmag af noget frem-
med, der tilmed viser sig at høre med til Sprog-
familien og gør dem modige over for de lidt
vanskeligere andre germanske Dialekter.
Gennem de mindre Børn faar vi ogsaa nem-
mere Forældrene med i Arbejdet.
Alt ialt er her en farbar Vej, der fører ind
i dybere, bredere, fuldere Folkesammenhørighed
i Skandinaviens Folkelærere, der her bliver Vej-
visere. At de saa selv kan trænge til at faa en
nordisk Opstrammer af og til paa omtalte skan-
dinaviske Højskoler, Seminarier eller Universi-
teter, er jo ligetil og selvfølgeligt. Men selve
Arbejdet kan begynde i Morgen i al Beskeden-
hed, om saa skal være. Der er i hvert P'ald
ingen Grund til at tøve længere end, indtil der
foreligger brugelige Hjælpemidler. I de forhaan-
denværende svenske Læsebøger er der anvende-
ligt Stof, men det var kun gavnligt, om der kun-
de udkomme noget til dette Øjemed specielt ud-