Grønlandsposten - 16.04.1945, Qupperneq 4

88
GRØNLANDSPQSTEN
Nr. 8 — 1945
enigt Danmarks magt. Man havde fundet hin-
anden, man havde - ja, det lyder underligt
sunget sig sammen i alsangens kæmpekor, hvor
had til tyskerne og tro til Danmarks ungdom,
samt haab om en menneskeværdig fremtid havde
baaret bud over land om, at Danmark var vaag-
net af dvale og var rede til at handle. Og de
titusinders kor, der rungede over land og by,
kaldte paa hver handlekraftig ung dansker og
kaldte ikke forgæves.
De flokkedes, de unge mænd og kvinder, om
de mænd, der symbolsk svang oprørsfanen og
manede til kamp mod undertrykkerne. De søgte
sammen i større eller mindre grupper, studenten
og arbejderen, kommunisten og de yderste kon-
servative — uden standsforskel, uden hensynta-
gen til politiske dogmer. Der krævedes kun, at
de skulde føle dansk — og saa selvfølgelig, at de
var villige til at sætte friheden, maaske livet,
som indsats for Danmarks befrielse.
Men samtidigt var det blevet meget farligt
at være en dansk frihedskæmper. Stikkerne bol-
trede sig frit og havde endnu kun i enkelte til-
fælde betalt prisen for de judaspenge, der flød
saa rigeligt fra det tyske gestapokontor. Een af
de modbydeligste stikkeraffærer fejrede netop sin
triumf hin 9. april 1942: den sølle dansker,
Charlis Hansen, der som en aadselgrib var fulgt
med de tyske besættelsestropper til Danmark,
henvendte sig til det illegale blad »De frie Danske«s
redaktion med tilbud fra en anonym mand om
25.000 kr. til bladets fortsættelse. Det var et
fristende tilbud, man manglede i høj grad penge
og man mødtes med Charlis Hansen paa en re-
stauration paa Kongens Nytorv — der da var be-
sat af gestapoagenter, som lyttede og fotografe-
rede og arresterede de fleste af redaktionens med-
lemmer, da de forlod lokalet.
Nogle enkelte slap ud af det tyske kvælertag
og spredte meddelelsen om skændselsgerningen
over landet — og da blev stikkernes dødsdom un-
derskrevet, fra da af kunde de ikke føle sig sik-
re noget sted: revolveren knaldede, og stikkere
betalte med livet for deres forbryderiske hand-
linger.
Saa gik der igen et aar, og den 9. april 1943
oprandt med haab for den danske befolkning, med
øget tro paa fremtiden, med fuld tillid til at Dan-
mark igen skulde blive frit — engang og snart.
Sabotørerne havde lært kunsten at sabotere,
og voldsomme drøn indledede dagen. En mægtig
brand flammede i et af Nordhavnens baadebygge-
rier og sendte en sort røgsky ind over byen for
at vise dens befolkning, at det unge Danmark ik-
ke længere frygtede tyskerne, at de hærgede og
brændte, hvor de fandt for godt, at ingen tysk
virksomhed kunde være sikker — trods tysk vagt,
trods tyskernes trusler om deportationer og hen-
rettelser.
De illegale blade florerede og fortalte dansker-
ne den glædelige nyhed om det knusende tyske
nederlag ved Stalingrad og i Kaukasus, om ty-
skernes flugt i Afrika og om deres selvmorderiske
kamp i Tunis. Alle nyhederne udefra var straa-
lende gode, og vi forberedte os paa den glade
dag, da vi alle kunde være med til at kaste ty-
skerne ud af landet — vi vilde tro, at en snarlig
allieret sejr stod for døren, selv om forstanden
sagde os, at den endnu maatte vente en stund.
Men vendepunktet var indtruffen. Tyskerne
var ikke længere verdens beherskere, der var ble-
ven saa stille om herrefolket, som i Danmark vi-
ste en meget vaklende kurs: det ene øjeblik for-
langte de for eksempel, at alle sabotagehandlin-
ger skulde omtales i aviserne i haab om derved
at vække afsky for de unge patrioters gerninger
- i det næste, at de ikke maatte omtales af frygt
for en forøgelse af dem. Hver eneste af deres
handlinger viste raadvildhed, som Danmark ikke
var sen til at benytte sig af.
I almindelighed var vi danske godt tilfredse
med os selv. Det gik den helt rigtige vej med
stemningen derhjemme — og dog: der var en
mislyd, som vi ikke godt kunde glemme: valget
den 23. marts, som havde givet det overraskende
resultat, at det radikale parti, Scavenius’s parti —
trods alle danskes forbitrelse mod partiets politik,
og særlig mod Scavenius’s politik — dog havde
holdt stillingen. Vi havde troet og haabet, at
folkestemningen vilde have vist hr. Scavenius vin-
tervejen, men nej, det var ikke saa vel.
Men valget havde ogsaa givet en meget glæ-
delig overraskelse: D’herrer danske nazister hav-
de aabenbart faaet kolde fødder efter tyskernes
nederlag i Rusland og Afrika de forlod i ska-
rer nazistpartiet og det samarbejdende L. S.- par-
ti: tilsammen havde de ikke faaet mere end en
trediedel af deres tidligere stemmeantal, og det
var jo ogsaa et fingerpeg!
Betegnende for stemningen hjemme paa den-
ne 9. april var, at damerne ikke iførte sig sorte
kjoler, og at vi mænd lod vore sorte slips hænge
i skabet. Der var ikke mere sørgestemning i
Danmark, snarere det modsatte, omend alle vid-