Grønlandsposten - 01.01.1946, Blaðsíða 9

1. Februar
GRØNLANDSPOSTEN
7
Ræveavl i Godthaab — ikke uden vanskeligheder.
- -
Blaaræv. Linoleumssnit af L. Lamberth.
Grønlandsposten har bedt mig skrive lidt om ræve-
stutteriet her i Godthaab, og for at man ikke skal
tro, at det er en lyssky institution, vil jeg efterkomme
ønsket og forsøge at gøre lidt rede for vort arbejde
her igennem mange aar.
Den største vanskelighed, stutteriet har at kæmpe
med, er klimaet. De undertiden kolossale snefald, de
lange regn-stormvejrsperioder, de alt for ofte sene
foraar gør livet i Godthaab surt for en ræveavler.
For det første bevirker vejret uregelmæssig tilførsel
til stutteriet af foder, som jo hovedsagelig er fisk.
Vi har ingen moderne anlæg saasom fryserum eller
lignende, saa vi kan opbevare den friske føde. Der
indtræffer ofte perioder med uroligt vejr, hvor vi
maa ty til at fodre dyrene med tørfisk flere dage,
og her har erfaringen vist os, at tørtorsken ikke er
et særligt egnet middel og især ikke om sommeren.
Ræveungerne taaler ikke tørfisk i længere tid, hvad
enten den er raa eller kogt. De store snefald gør det
umuligt at kontrollere dyrene i parringstiden. De
vanskeliggør renholdelsen af husene. De forhindrer
os i at faa fat i de dyr, man gerne skulde undersøge
o. s. v. De sene tøbrud, hvor alt sejler i vand, gør
husene fugtige og er skyld i mange ungers død.
Desuden er foderenmerne jo smaa her ved stedet.
Her er bogstavelig talt kun torsk, og tilførsler andre
steder fra af tørkød og lignende har været saa smaa
og uregelmæssige, saa de har været uden betydning.
Den sommetider store fuglejagt, der har været ved
distriktets udsteder, er i mange aar ikke kommet os
til gode, da Godthaabs befolkning mageligt har kun-
net fortære det hele. Naar saa dertil kommer, at
angmagssælter, som er et fortræffeligt reservefoder,
ikke er til at skaffe, da vi ikke selv mere har nogen
egnet baad, og det, der bliver fanget andre steder,
oftest gaar til hundefoder i Nordgrønland, saa for-
staar man, at det kan have sine vanskeligheder at
drive ræveavl ved Godthaab.
Disse kendsgerninger maa tages i betragtning,
naar vort arbejde skal bedømmes eller sammenlignes
med resultater andre steder fra.
Men fordelene ved ræveavl i Grønland maa ogsaa
nævnes, naar jeg nu har opremset en del af ulem-
perne. Det foder, som kan skaffes her i landet er
billigt, arbejdskraften ogsaa. Snyltere og sygdomme
hos rævene er faa, da der ikke findes løsgaaende
smittebærere, og der ikke er stor fare for, at føden,
som jo kommer fra havet, bringer noget med. En
fordel er det ogsaa, at der kan skaffes en vildræv til
blodfornyelse til fordelagtig pris. Men det synes
alligevel, som om ikke-fordelene fylder mest.
Naar ræveavlen trods alt alligevel er værd at ar-
bejde med, skyldes det, at blaaræven er et haardført
dyr, der trods de absolut ikke særligt gunstige for-
hold dog bringer et ikke ringe antal unger til verden,
som klarer sig igennem og ender som skind. Disse
skind burde være bedre, end tilfældet er, men hertil
kan siges til vor undskyldning, at det jo ikke er let
at sidde paa Grønland og være fuldstændig å jour
med, hvad moden kræver. Krigsaarene har jo ikke
givet mange impulser udefra, og vi har været stavns-
bundne og ikke kunnet følge med. Vi kan heller ikke
rose os af at være blevet favoriseret af vor Styrelse
gennem disse aar, har tilsyneladende levet ret upaa-
agtet. Delte skal ikke være nogen bebrejdelse til
styret, som saa vist har haft mange andre vigtige
opgaver for, men det bemærkes blot for en l'uldstæn-
digheds skyld, for at give en mere retfærdig bedøm-
melse af vore arbejdsvilkaar.
Vi har dog i dag en god rævebestand, som man
skulde tro er af stor værdi. Skal ræveavlen paa Grøn-
land udvides, har vi her et godt grundlag at arbejde
videre paa. Direktør Oldendow har jo bebudet, at
noget sligt skal ske. Vi haaber saa, nu krigen er