Grønlandsposten - 01.01.1946, Blaðsíða 12

12
GRØNLANDSPOSTEN
Nr. 1 — 1946
indenfor begrænsede omraader vil vejlede til selv-
stændigt arbejde. Det danske seminarium er efter
min opfattelse den danske skoleform, der bedst kan
fortsætte de dygtigste grønlænderes uddannelse i
Danmark, og der skulde man ogsaa kunne faa ind-
tryk af, hvad »liv og aand og dansk tankesæt« er,
ellers saa det jo trist ud for den danske folkeskole.
Kort sagt: De grønlandske præster skal uddannes
med specielle formaal for øje: præste- og lærervirk-
somhed. Jeg mener ikke, at højskolen er det bedst
egnede sted hertil.
»Det har gjort« lektor »ondt at bemærke den tone,
hvori rektor omtaler de grønlandske præster«. Det
vilde ogsaa gøre mig umaadelig ondt, hvis jeg skulde
have gjort mig skyldig i bemærkninger, der kunde
støde de grønlandske præster eller paa nogen maade
nedsætte deres arbejde. Mit indlæg var ikke tænkt
som et angreb paa de grønlandske præster, og jeg
har vanskelig ved at forstaa, hvorledes lektor har
kunnet læse det ud af det, men som et forsvar for
deres egne berettigede krav om en bedre uddannelse.
Min eneste hensigt var at støtte den grønlandske
kirkes egen forstaaelse af at befinde sig i en krise
og opfordre til, at der gøres noget effektivt for at
overvinde den.
Lektor berører slet ikke forholdet kirke-skole, no-
get, som i mit indlæg spillede en væsentlig rolle, idet
der her foreligger et alvorligt problem, som det vilde
være uklogt af kirken ikke at have sin opmærksom-
hed henvendt paa.
Provst Storch skrev engang, at de danske embeds-
mænd, deriblandt præster, som udsendtes til Grøn-
land, ofte ikke udgjorde nogen elite, blandt andet
fordi en del af dem mødte frem med mikroskopiske
karakterer. Naar han gjorde det, var det vel ud fra
den erkendelse, at til opdragelse af et fremmed og
til dels primitivt folk maa der kun sættes mænd og
kvinder, der er i besiddelse af en høj kultur og om-
fattende viden, fordi kun saadanne vil være i stand
til at leve sig ind i et andet folks tankegang og for-
staa dets problemer indefra. Hvad der kan kræves
af de danske i Grønland, maa selvfølgelig i lige saa
høj grad forlanges af landets egne ledende mænd,
og til lederne i Grønland hører præsterne. Netop
fordi jeg tillægger den grønlandske kirke en meget
stor betydning for det grønlandske folkeliv, er jeg
saa stærkt interesseret i, at de grønlandske præster
faar den bedst mulige uddannelse, og den maa til
enhver tid svare til folkets aandelige udvikling. Kun
faa samfund er statiske; det grønlandske er det saa
langtfra.
Til slut placerer lektor en del af ansvaret for kir-
kens krise hos seminariet, hvilket det naturligvis
ogsaa er villig til at tage sin part af. Jeg maa dog
bemærke, at ledelsen af seminariet ikke er ansvarlig
for den bestaaende lovgivning og praktisk talt ikke
tages paa raad ved ansættelse af lærere. Den ledelse,
som igen er ledelsen af seminariets ledelse, er for-
haabentlig ogsaa villig til at gaa med ind under an-
svaret. Et spørgsmaal for sig er det, om der i det
hele taget med henblik paa kirkens øjeblikkelige
krise efter loven af 1925 og dens forudsætninger kan
blive tale om et ansvar for seminariet som institu-
tion.
I de allersidste linier bliver efter lektors opfattelse
kirkens krise pludselig til en seminariekrise. Summa
summarum: hele ansvaret for miseren er nærmest
seminariets. Saa let naar man nu ikke ind til pro-
blemets kerne, og udtalelsen er simpelthen kun for-
staaelig, fordi forbindelsen mellem Danmark og
Grønland har været afbrudt i fem aar.
Seminariet er sig bevidst, at det har en kirkelig
side, som vi tillægger stor værdi, men det er ogsaa
klar over, at det har andre end kirkelige hensyn at
tage. Jeg har engang præciseret forstanderens op-
gave saaledes: »Den teologiske forstanders pligt er
det nu og i den nærmeste fremtid at se virkelighe-
den, som den er, og saa ud fra sit kendskab til det
grønlandske folk, dets sjæl, dets kaar og tarv, at lede
skolen her, saa den ikke grundstøder, at skabe lem-
pelige og naturlige overgange fra det gamle til det
ny, at bevare af det hidtidige, hvad der har livs-
værdi og sangbund i det grønlandske folk, at ind-
optage af det ny, hvad ikke kan afvises, fordi det
tjener til bedste for Grønland, ikke blot økonomisk,
men ogsaa almenkulturelt«. Kun ved at fastholde
dette standpunkt kan seminariet overvinde den krise,
som det befinder sig i, men som er væsentlig for-
skellig fra den, lektor hentyder til.
Lektor synes at glemme, at tilsynet for seminariet
bestaar af provsten og landsfogeden, at det hører ind
under et verdsligt ministerium og departement (Grøn-
lands Styrelse). Selv om biskoppen ogsaa efter loven
er med i topledelsen, er de verdslige myndigheder
stærkt repræsenteret, hvilket vel ikke blot er ud-
tryk for en tilfældighed, men skyldes vel overvejede
bevæggrunde, som seminariets forstander ikke har
lov til at se bort fra.
Ad. Fuglsang-Damgaard.