Grønlandsposten - 01.01.1946, Blaðsíða 18

18
GRØNLANDSPOSTEN
Nr. 1 — 1946
A propos Grønlands Radio.
Et Dementi.
Bagved det Dementi, jeg for nogen Tid siden frem-
kom med i Ibsens Radioavis, foranlediget af mig til-
skrevne Udtalelser om, at Statsradiofonien burde
overtage Grønlands Radio, laa følgende:
Jeg havde i Overensstemmelse med mine Indtryk
fra Sommerbesøget i Godthaab udtalt mig i et In-
terview til »Information« om den store Betydning,
Radiof onit jenesten paa Grønland kunde og burde faa
fremover i Tiden som samlende, oplysende og ud-
viklende Faktor. Endvidere havde jeg bemærket, at
Opgavens Omfang maaske berettigede, at Undervis-
ningsministeriet tog Haand i Hanke med Sagen, som
kunde ligge i Periferien af Styrelsens Kompetence.
Jeg bad Intervieweren læse Artiklen højt for mig,
inden den kom i Bladet, og det gjorde han. Alt stemte
nøje overens med, hvad jeg havde sagt. Kun Over-
skriften undlod jeg at informere mig om, idet det ikke
et Øjeblik faldt mig ind, at den kunde komme til at
rumme nogen Fare.
Men saa kom Bladet om Eftermiddagen med In-
terviewet, hvorover med fede Typer stod at læse:
»Statsradiofonien bør overtage Grønlands Radio«.
Nedenunder mit Billede! Jeg protesterede straks og
henviste til, at dette gav den stik modsatte Mening
af, hvad jeg havde ment. Da Overskriften senere skaf-
fede mig adskillige Ubehageligheder, Indsigelser fra
Landsraadsdelegationen, Forkastning af et Foredrag
om Grønlands Radio i Statsradiofonien, bad jeg om
et Dementi, og nogle Dage senere stod der at læse i
en lille Notits i »Information«, at jeg tværtimod havde
ment, Grønlands Radio burde være uafhængig »saa-
vel af Statsradiofonien som af Grønlands Styrelse.«
Det gjorde jo blot Sagen endnu værre. Folk med
det mindste Kendskab til grønlandske Forhold for-
staar det utænkelige i, at Styrelsens egen Radio
skulde være uafhængig af Styrelsen. Men nu har jeg
opgivet at protestere mere og er blot glad, hvis Folk
i grønlandske Kredse forstaar, at jeg ikke har svigtet
den Radios Sag, som det ligger mig stærkt paa Sinde
at fremføre. Eigil Knuth.
Et nordbo-nonnekloster.
Mellem de faa gæster, der sidste sommer fik lejlig-
hed til at besøge Grønland, var ogsaa den unge ar-
kæolog magister Leif Vebæk, der med et dobbelt for-
maal kom op til landet efter at have været afskaaret
hjemme i seks aar. I 1937 og 1939 foretog magister
Vebæk en del udgravninger af nordboruiner i Julia-
nehaabsdistriktet for Nationalmuseet. Undersøgelser-
ne skulde have været fortsat i 1940, men dette for-
hindrede krigen imidlertid, der ligeledes brutalt af-
skar Vebæk fra sin unge forlovede, lærerinde Malia-
rak Kleist, som han samtidigt skulde have været op
for at gifte sig med. Først freden kunde igen forene
de unge mennesker, brylluppet fandt sted i Juliane-
haab kort efter første skibs ankomst fra Danmark,
og det unge pars bryllupsrejse gik derefter ind til
nordbodistrikteme, hvor de i fællesskab optog ud-
gravningsarbejdet, hvor de maatte slippe i 1939.
Vi træffer magister Leif Vebæk paa Nationalmu-
seet, hvor han sidder indeklemt mellem alle sine ben-
og redskabsfyldte kasser, lige hjemkommet fra Grøn-
land, i færd med den første bearbejdelse.
— De blev brat afbrudt i Deres arbejde paa Grøn-
land i 1939 — indleder vi en lille samtale. — Hvad
kastede De Dem saa over i stedet for herhjemme?
Videnskabsmænd plejer jo ikke at savne ideer til nye
arbejder —.
— Ja, desværre kom krigen som en slem streg i
regningen. Arbejdsløs gjorde den mig dog ikke. Jeg
benyttede tiden til at udgive nogle publikationer og
lægge nye planer, og nogle af de løbende bevillinger
blev anvendt til at indkøbe instrumenter, saa vi straks
efter krigen kunde begynde arbejdet paa ny med et
tip top moderne udstyr. Med velvilje fra Grønlands
Styrelse lykkedes det mig saa igen at komme af sted
til Grønland med første skib i sommer. I begyndel-
sen af august holdt jeg bryllup i Julianehaab og rej-
ste derfra sammen med min kone ind i Unartoq-f jor-
den, hvor Nørlund i 1932 i overensstemmelse med