Grønlandsposten - 01.04.1946, Blaðsíða 2

58
GRØNLANDSPOSTEN
Nr. 3 — 1946
Det store Grønlands-museum.
Et levende institut, en højborg for arbejdet i Grønland.
Et Grønlands-museum! En tanke, som man un-
drer sig over ikke er blevet til virkelighed for længe
siden. Flere har fostret den, to har indtil nu fremsat
den offentligt: doktor Lauge Koch og billedhugger
Eigil Knuth, der begge uafhængigt af hinanden har
søgt at give ideen form, den første i »Berlingske Ti-
dende« 1. januar 1932, den sidste i »Information«
20. maj 1945.
Det er en vældig ide, en af de helt store — og saa
snublende nærliggende, at naar museet engang lig-
ger der, vil man have svært ved at fatte, at det ikke
altid har ligget der, som et værdigt monument over
den danske indsats i Grønland, som en levende illu-
stration af dette gigantiske land, som et stykke grøn-
landsk natur og folkeliv midt i København, men og-
saa som en arbejdende institution, rummende et
komplet grønlandsk-arktisk bibliothek, videnskabe-
lige laboratorier, hvorfra alt forskningsarbejde til
Grønland skal udgaa, hvor ekspeditioner planlægges
og realiseres. Med andre ord, museet skulde ved si-
den af at være en seværdighed for turister, der øn-
sker at lære Grønland at kende, være et centrum for
arktisk sagkundskab og viden.
Under sin første fremlæggelse af planen skildrer
doktor Lauge Koch et besøg i »Danmarks store Grøn-
lands-museum i København«: Vi er straks i Grøn-
land og staar foran et mægtigt panorama. Det er
stort og dybt. Til højre ser man ind over en forre-
ven kyst, fjeld efter fjeld helt ud i horisonten. Havet
ligger blankt uden en krusning, næsten olieagtigl,
saaledes som man kun ser det i polarlandene. En hel
flaade af fantastisk formede isfjelde er paa langsom
vandring sydover. Midt i billedet kommer en kone-
haad glidende, og rundt om er der flere kajakker.
Helt fremme i forgrunden sidder en mand i sin ka-
jak. Han har løftet sin arm med harpunen; en sæl
er i vandskorpen, lige ved at dukke under; i næste
nu skal harpunen slynges mod den. Billedet giver
Grønland, som det endnu er mange steder, og som
det har været i tusinde aar. Det er ikke nærmere
tidsbestemt. Panoramaet er stort, konebaaden og ka-
jakkerne er i fuld størrelse. Umærkeligt gaar det over
i maleriet i baggrunden, hvilket giver den store dybde
i billedet.
Og man føres videre og staar overfor et nyt pano-
rama, en sommerdag i Sydgrønland, hvor man ser
en arkæolog i arbejde og øjner i baggrunden nord-
boernes kirkeruin og tilgroede ruiner af gamle gaarde,
men et nyt folk har slaaet sig ned paa sletten med
deres faareflokke og køer, grønlænderen har afløst
nordboen. Man føres videre og ser en moderne grøn-
landsk by, Julianehaab, med springvand paa torvet,
og i tilstødende værelser vises udviklingen fra for-
tid til nutid.
Man gaar videre og kommer frem til en glasdæk-
ket gaard og ser pludseligt ud over et gigantisk kort
over Grønland. Det er plastisk og fylder hele gaar-
den. Man gribes af landets vældige udstrækning, de
lange, dybe fjorde og indlandsisen, der dækker det
meste af landet, det tilfrosne polarhav i nord og
drivisen i øst. Strømmen fører os nu videre, op langs
Vestkysten, nord om Grønland. Vi ser nu det mo-
derne Grønland med det opblomstrende fiskeri og
den udvikling, der er sket fra sælfangertid til nutid.
Der vises, hvorledes klimaet har forandret sig i de
sidste aar, og at det stadigt er underkastet sving-
ninger til snart det bedre, snart det værre.
Vi naar op til Nordgrønland og ser, hvorledes de
nydelige træhuse mere og mere afløses af de lunere
jordhytter. Vi ser isfangst og slædekørsel i alle va-
riationer helt op til Thule. Vi præsenteres for mør-
ketiden midt i Melvillebugten. hvor indlandsisen naar
helt ud til kysten. Solen naar ikke over horisonten,
men alligevel flammer hele himlen ude i sydvest.
De mange isfjelde kaster lange, blaa skygger. I for-
grunden af billedet er der rejst en snehytte. To polar-
eskimoer klædt i ræve- og bjørneskind har lige til-
endebragt flaaningen af en bjørn, mens endnu en
bjørn pludseligt viser sig paa valpladsen, skjult af
en isskruning. I løbet af nogle minutter forvandles
billedet til et maanelandskab, og indlandsisens skære
farver forsvinder. Snehytten lyser svagt i fugerne
mellem sneblokkene. Et spækbaal, som man først
næppe lægger mærke til, kaster nu et stærkt lys over
eskimoerne, hundene og bjørnen, der nærmer sig. I
maaneskinnet bliver dette panorama til noget helt nyt.
Man gaar videre og kommer op paa Nordkysten, en
foraarsdag i juni, hvor sneen er begyndt at smelte.