Grønlandsposten - 01.04.1946, Blaðsíða 4

60
GRØNLANDSPOSTEN
Nr. 3 — 1946
dertil. Den, der kun har set Grønland en sommer, vil
komme der og drømme om det store eventyrland,
som Grønland er. Den, der aldrig naaede derop, vil
komme der og forstaa, hvor uhyre stort landet er,
og forstaa nogle af de opgaver, der er løst, og ane
noget af det arbejde, der gøres ogsaa i dag. Og tu-
risten, der kun haster igennem bygningen, vil for-
uden indtrykket af at have besøgt et museum, bygget
op efter helt moderne principper, og følelsen af vir-
kelig at have besøgt et land, der er helt forskelligt
fra alt, hvad han tidligere har set, faa et begreb om
det store kulturarbejde, Danmark har udrettet i
Grønland gennem mere end 200 aar. Og lad os saa
allerede nu i de korte dage og mørke tider begynde
at planlægge dette arbejde, der engang vil staa ikke
alene som et monument over, hvad der er udrettet
af danske i Grønland, men ogsaa som et vidnesbyrd
om det arbejde, der stadig er i gang deroppe —.
I store træk har Eigil Knulhs ideer tangeret de af
Lauge Koch skitserede, men Eigil Knuth gaar lidt
længere. Han begynder med at pege paa den kærlig-
hed til Grønland, som alle nærer i Danmark, og som
ikke er blevet mindre gennem den lange adskillelse
under krigen. — Grønland har altid virket som en
magnet, der trak de bedste mænd i vort land til sig
og kaldte store, værdifulde kræfter frem. Selv i tider,
hvor det kneb at handle efter klare linier herhjem-
me i butikken, fik magneten pillet offervilje, mands-
mod og andet guld frem fra skjulte kroge, saaledes
at fanen holdtes højt paa Grønland. Det var Dan-
marks rene samvittighed, beviset paa, at vi kunde
sætte os maal udover os selv og havde evner til sam-
drægtigt og taalmodigt at løse dem. Og denne rene
samvittighed, disse uselviske maal, kolonisatoriske
og videnskabelige, rygterne om arbejdet deroppe,
virkede atter tilbage paa moderlandet som et spejl
holdt over vore hoveder, og øvede derved sin uvur-
derlige folkepædagogiske virkning.
... Der er en stor opgave, som burde løses her-
hjemme og det netop nu, en opgave, der hænger
nøje sammen med, hvad der er antydet, og som vil
kunne staa som manifestation af alt, hvad Grønland
er, har været og skal blive for Danmark: bygningen
af et Grønlands-museum, der dog skulde være noget
mere end et passivt museum — et levende institut,
en højborg for arbejdet i Grønland og dets tilgræn-
sende arktiske omraader.
Det forholder sig i dag saaledes, at hverken en
fremmed, der kommer til Danmark, eller landets
egne indbyggere kan gaa noget sted hen i Jylland
eller paa øerne og faa et indtryk af, hvad Grønland
er, og hvad det betyder for os, der ejer det. Paa ver-
densudstillingerne søger vi nu og da med et par ud-
stoppede slædehunde, nogle fotografier og lidt skind-
broderier at hævde os som den verdensstore ø’s for-
valtere, men i vort eget land og i dets hovedstad er
det til dato umuligt at faa syn for, at vi raader over
et velstyret, veludforsket og populært kolonirige.
Man skal søge, og søge omhyggeligt for hist og her
at finde smaamindelser derom: I Nationalmuseets
etnografiske samling i Ny Vestergade finder man i
afdelingen for polarfolk sager, som fortæller om de
grønlandske eskimoer. I middelaldersamlingen faar
man lidt kendskab til nordbotiden. Paa Mineralogisk
Museum paa Nørrevold kan man være heldig og
støde paa en meteorsten og en del forsteninger fra
Grønland, i Zoologisk Museum i Krystalgade kan
man i et og andet rum støve nogle fugle, et par mo-
skusokser i en montre og en kasse insekter op. Paa
Kronborg-museet findes enkelte relikvier fra ekspe-
ditionsfartøjerne. Paa Langelinie staar stenen for
Mylius Erichsen, Brønlund og Høegh Hagen, og paa
Christianshavns Torv en kajakmand i poleret granit.
Kun folk, der i forvejen er kendt med alle disse
skjulesteder, kan faa de spredte ting til at føje sig
sammen i fantasien til et billede, som alligevel ikke
bliver den helhed, man kunde ønske sig.
Bedre er man ikke stillet, hvis man vil have et
overblik over Grønland gennem litteraturen. — En
offentlig tilgængelig studiesal med alle bøger om
grønlandske emner troppet op paa hylderne, med
kartotheker og fotografiarkiver, findes ikke, og tænk,
hvor blot en saadan institution og bevidstheden om
dens tilstedeværelse vilde bidrage til at gøre det store
land til noget mere end en uopnaaelig fjern eventyrø.
Hvem ved, at man for at suge boglig lærdom om
Grønland til sig i øjeblikket gør bedst i at styre sine
skridt ud til marinens bibliothek i et lille gult hus
i overgaden paa Christianshavn? Herudover er der
kun repræsentative samlinger af Grønlands-littera-
tur paa private hænder ...
Idealet vilde naturligvis være, om de forskellige
museer afgav deres Grønlands-stof til fordel for
Grønlands-museet, og for mig lager det sig endog
ud, som om dette kun kunde være til gavn for de
paagældende specialsamlinger, der alle lider af plads-
mangel og er ved at vokse sig saa store, at det gaar