Grønlandsposten - 01.04.1946, Blaðsíða 8

64
GRØNLANDSPOSTEN
Nr. 3 — 1946
er blevet færre. Til gengæld er der kommet en del
torsk, men disse er hidtil kun blevet indhandlet ved
et enkelt sted, Niakornat. Det har endnu ikke været
muligt at faa bygget fiskehuse andre steder. Udstedet
Nugssuak var engang et meget fint sted, men nu
er det helt nedlagt, og befolkningen er flyttet bort,
mest over til Kutligssat. Den kunde ikke klare sig
længere ved stedet paa grund af den svigtende fangst.
Hvis torsken vil blive staaende i distriktet, den
gaar nu helt op i norddistriktet, ja, helt til Uperna-
vik, bør der oprettes flere indhandlingssteder, hvil-
ket ikke kunde lade sig gøre under krigen. Befolk-
ningen var da henvist til at fremstille tørfisk, men
de skal passes gennem lang tid, før de er tjenlige til
indhandling, og det ligger nu engang ikke for grøn-
lænderne. De vil helst trække torsken lige op af ha-
vet og aflevere den for saa straks efter at kunne
bruge pengene i butikken. Grønlænderne maa lære
økonomi. Der er mulighed for at tjene store summer
de steder, hvor der er torsk, for eksempel ved Nia-
kornat, men pengene forslaar ikke, man bruger dem
straks og sidder saa og suger paa labben om vinte-
ren og modtager fattighjælp. Det var ikke nødven-
digt, hvis man blot forstod at økonomisere med pen-
gene.
— Hvad kan der gøres for at oplære grønlænderne
til mere økonomisk forstaaelse?
— Ja, mange af de gamle udstedsbestyrere gik
jo den vej, at de simpelthen tilbageholdt en del af
indtægterne til brug for senere sløje perioder, men
det syntes befolkningen jo heller ikke om, selv om
de godt forstod, det var til deres eget bedste. Op-
læring til økonomisk forstaaelse vil tage lang tid.
— Hvorledes staar det til med husbygningen i di-
striktet?
— Alle handelens bygninger er i god stand over-
alt, men med grønlændernes husbygning gaar det
tilbage. De trækasser, de nu sætter op, er meget
værre end de gamle tørvehuse, der baade var lune
og tætte. Hvis der skal bygges træhuse, maa det gøres
paa en hel anden maade, for eksempel kunde man
have tre slags standardhuse, i tre forskellige stør-
relser, som blev lavede en gros af faguddannede tøm-
rere, og husbygningslaanet skulde da være betinget
af, at huset blev sat op af en fagmand og ordentligt
opført. Der findes mange byggeregler, men hvad nyt-
ter det, naar folk ikke bygger efter dem. Det træ,
der kommer op til Grønland, er ikke lagret træ, eller
det ligger og bliver fugtigt, slaar sig og revner og
giver utæthed, træk og kulde i husene. Saa længe
grønlænderne ikke faar ordentlige huse at bo i, vil
det være umuligt at skabe forbedrede sundhedsfor-
hold.
Et andet stort problem er de grønlandske kvinder.
De maa lære noget, der maa være husholdningssko-
ler, hvor de unge grønlænderinder kan lære madlav-
ning, syning, renlighed og økonomi. Jeg har set
mange fangere, der har haft dygtige koner, og hvor
huset altid har været i den fineste orden, tøjet vel-
holdt og børnene velklædte, mens pengene er slaaet
godt til. Paa den anden side har jeg set mange dyg-
tige fangere med daarlige koner, der brugte alle
pengene til butiksindkøb og lod hjemmet forfalde,
lige meget hvad manden tjente, det slog aldrig til.
Det er disse dygtige fangere, der er at beklage, det
er dem, der bliver utilfredse og synes, de faar for
lidt for deres produkter.
— Hvorledes er det gaaet med Umanaks forsynin-
ger under krigen?
— I de sidste aar gjorde vi selv en del for at skaffe
kul, da vi ikke kunde faa dem fra Kutdligssat, men
vi havde et godt kulbrud lige overfor paa Nugssuak
og klarede os dermed. Vore øvrige forsyninger
maatte vi jo hente ved Egedesminde med »Hvid-
fisken«, der hele sommeren igennem sejlede frem og
tilbage mellem Umanak og Egedesminde. I det store
og hele fik vi, hvad vi skulde bruge, værst var det
med spæktønder, vi maatte desværre ofte gaa over
til at bruge gamle trætønder, fordi vi ikke kunde
faa andre op.
— Og isolationen?
— Ja, vi følte os jo lidt udenfor det hele. Især de
sidste aar tog mere eller mindre paa alle deroppe.
Det gav os forstaaelsen af, at det nu engang betyder
noget at se et rigtigt skib ved kolonien. Nerverne kom
nu og da lidt paa højkant, men det gjorde de vel
ogsaa andre steder. Værst tog det maaske paa os
ikke at vide, hvordan det vilde gaa hjemme i Dan-
mark, og om vi vilde komme hjem til et forarmet
og ødelagt land efter krigen. Deroppe vidste vi alle,
at vi nok skulde klare os krigen igennem. Det kan
heller ikke nægtes, at vi saa med lidt misundelige
blikke paa Godthaab, hvor vi følte, det hele foregik
nede, og man spurgte: hvorfor sender de ikke skib
op til os? Men i det store og hele havde vi det godt
og klarede os udmærket.
— Hvad er nu Deres planer?
— Jeg har nu forladt Grønland for at trække mig
tilbage til privatlivet herhjemme. Foreløbig vil jeg
nyde min frihed, men en skønne dag bliver jeg jo