Grønlandsposten - 01.04.1946, Blaðsíða 9

1. April
GRØNLANDSPOSTEN
65
nok ked af det og længes igen efter at faa noget
mellem fingrene, men jeg har endnu ingen planer
i nogen retning. Gigten var slem mod mig de sidste
aar deroppe, det er allerede straks blevet bedre her-
hjemme.
— De har vel mange spændende oplevelser at for-
tælle om fra Deres lange liv i Grønland?
— Ja, der kunde jo nok fortælles en del, selv om
jeg i samtlige 33 aar ikke saa meget som har set
en isbjørn. Kun en enkelt gang er jeg kørt lige forbi
en uden at se den i mørket, mens en grønlænder, der
kom lige bagefter mig, tog gevinsten. I mine unge
aar gik jeg meget i kajak og satte garn for hvidfisk.
Del var dengang, der kunde fanges noget. Senere
nøjedes jeg med hundeslæden, og den gav mig
mange spændende oplevelser. Engang gik jeg igen-
nem isen om vinteren med det resultat, at min ene
fod blev stivfrossen og nær havde maattet sættes af,
men da der ingen læge var i nærheden, reddede jeg
benet og kan bruge det endnu, selv om der baade
gik aar og dag, før det kom sig igen. Og saa er der
jo alle de mange interessante mennesker, jeg har
været i berøring med deroppe. Dem kunde der nok
skrives en bog om, og hvem ved, maaske giver jeg
mig til at skrive paa mine gamle dage —, slutter
kolonibestyrer Johs. Nielsen.
Den grønlandske scene og dens skaber.
I de senere aar har Grønlandsposten’s læsere nu
og da hørt, at grønlandske skuespil er blevet opført
ved Julianehaab og andre steder i Grønland. Dette
har været noget helt nyt i Grønland, og disse skue-
spils tilblivelse har deres egen historie — og deres
egen forfatter: Hans Lynge.
Hans Lynge er i Danmark i øjeblikket som med-
lem af Grønlands-delegationen, men har tid til ind-
imellem at fortælle os lidt om sit tidligere virke som
forfatter og kunstner.
— Jeg er født i Godthaab 1906 —, fortæller Hans
Lynge, — min far var daværende overkateket Niels
Lynge, der nu er præst i Sukkertoppen. Min første
skolegang fik jeg i Godthaab, men den var meget lidt
bevendt. Vi lærte dengang overhovedet ikke dansk
i børneskolen; først et par maaneder før konfirma-
tionen fik vi pastor Lauf som lærer, der i religions-
timen lærte os et par danske vendinger, men det
blev ogsaa al den dansk-kundskab, jeg gik ud af
skolen med.
Fra børneskolen gik jeg nu lige over i seminariet.
Det var ikke mit ønske at blive kateket, blot at lære
' noget og faa en almen dannelse. Fra barn af var jeg
saa kunstnerisk anlagt, at jeg haabede paa at blive
kunstner. Min største lyst var at spille dilettantko-
medier, som man dengang i Godthaab gik meget op
i. Nogle unge grønlændere, der havde været i Dan-
mark, for eksempel Kr. Lynge, Frederik Høegh, Kir-
sten Høegh og Jens Chemnitz, havde været ivrige
teatergængere hjemme, og vilde da vise os, hvad der
kunde opnaas paa dette omraade i Grønland. Styk-
ker af Hostrup blev oversat til grønlandsk og spillet
af grønlandske aktører til megen glæde for befolk-
ningen, og jeg gik selv meget op deri og vilde gerne
være med til at føre ideerne videre —.
— Hvordan var undervisningen paa seminariet
dengang —?
— Undervisningen var i begyndelsen ikke meget
bevendt, blandt andet lærte vi næsten intet dansk.
Men saa i 1925 blev nuværende provst Aage Bugge
seminarieforstander, og han greb danskundervisnin-
gen an paa en ny og frisk maade, saa vi fik megen
interesse for dette fag. For mit eget vedkommende
gav denne undervisning mig stødet til at en dyb-
gaaende interesse for dansk skønlitteratur, og jeg
har siden læst meget, især Oehlenschlåger, Hertz og
Hostrup, og begyndte ogsaa snart at skrive selv, først
efterlignende de danske klassikere, men senere hen-
tede jeg emner frem fra den grønlandske sagnlitte-
ratur, der senere igen afløstes af selvstændig digt-
ning.
— Hvornaar afsluttede De Deres seminarieuddan-
nelse —?
— Det var i 1927. Det var først i det sidste aar, at
jeg fik interesse for kateketvirksomheden, og efter
endt seminarieuddannelse blev jeg da ansat som ka-
teket ved Julianehaab. Julianehaab var dengang
meget forskellig fra Godthaab. Befolkningen var me-