Grønlandsposten - 01.04.1946, Blaðsíða 10

GRØNLANDSPOSTEN
Nr. 3 — 1946
66
Forfatter Hans Lynge.
get gammeldags indstillet, og man saa i begyndelsen
meget skævt til de nye tanker og ideer, som jeg førte
med mig fra Godthaab; og den nye undervisnings-
form med at indføre lege i skolen, hvor læreren selv
legede med, kunde man slet ikke forsone sig med.
Man mente, at det nedsatte lærerens respekt hos
børnene, men disse morede sig og fik pludseligt me-
get større interesse for at gaa i skole. Jeg indførte
nu ogsaa lystspillene i Julianehaab. De vakte mod-
stand i begyndelsen, men rev snart befolkningen med
sig, og jeg blev klar over, hvor stor en betydning
lystspillene kunde faa som oplysningsfaktor i Grøn-
land.
— Hvilke stykker opførte De da?
— Først oversatte jeg danske stykker, men senere
skrev jeg mine egne. Et enkelt stykke, jeg selv havde
skrevet, »Juletravlhed«, vakte voldsomt røre. Jeg
gengav her scener fra butikken, hvor de danske as-
sistenter uddelte lussinger til kunderne. Dette stykke
vakte en saadan forargelse, at det foranledigede be-
styreren og præsten til at opslaa plakater i kolonien,
hvorpaa man advarede befolkningen mod at lytte
til mig, der stempledes som oprører og som en fare
for dansk-grønlandsk forstaaelse. Samtidigt blev jeg
afsat som medhjælper paa kolonikontoret, hvorfor
jeg havde haft en gage af 700 kr. om aaret for at
foretage oversættelser fra grønlandsk til dansk og
omvendt.
Alt dette gav anledning til, al min interesse for
tilstandene i vort land vaktes, og jeg blev straks valgt
ind i konnnuneraadet og senere ogsaa i landsraadet.
Under hele min landsraadsperiode har jeg haft ord
for at være den, der altid kun havde klager at frem-
føre. Og det er ogsaa rigtigt. Jeg havde sat mig i
hovedet at gøre alt for at forbedre forholdene i Grøn-
land, og her var min forgænger som landsraadsmed-
lem, Pavia Høegh, mig et godt forbillede, og det var
hans ideer, jeg optog.
— Hvornaar kom De første gang til Danmark?
— Det var i 1936. Jeg havde længe haft løfte om
en Danmarks-rejse, naar mit helbred tillod det. I
1930 fik jeg tuberkulose, og den ødelagde mine kræf-
ter i mange aar, men i 1936 var jeg rask nok til at
rejse hjem med S/S »Hans Egede« og var hjemme
i 14 dage. Det var en enestaaende oplevelse for mig
og udvidede min horisont meget. Jeg begyndte da
ogsaa at interessere mig for det engelske sprog for
derved yderligere at udvide min aandelige horisont
og for maaske senere at kunne rejse til England.
— Formaaede dette korte Danmarks-ophold at
præge Deres forfattervirksomhed?
— Det tror jeg. Det er i hvert fald de efter min
egen mening hedste stykker, jeg har skrevet siden,
for eksempel »Navarana«, som handler om forholdet
mellem eskimoerne og de gamle nordboer. Mit næste
stykke var »Nunaya asavdlugo«, elske mit land, et
sangspil, som blev meget populært i Julianehaab.
Senere er nogle af mine stykker ogsaa blevet spillet
andre steder i Grønland.
— Men fandtes der nogen rigtig scene, hvor Deres
stykker kunde spilles?
— I begyndelsen ikke, men da Julianehaabs nye
forsamlingshus blev bygget, viste befolkningen mig
den anerkendelse at bygge en scene, som paa høj-
tidelig maade blev skænket mig som gave, og jeg
har da ogsaa været flink til at benytte den siden.
Senere har jeg ogsaa faaet nogle stykker optaget i
danske blade, og et enkelt stykke »Far og søn« er ble-
vet spillet i den danske radio.
— Hvormange skuespil har De ialt skrevet?
— Ialt 12 skuespil, som alle er blevet opført i Ju-
lianehaab. Halvdelen heraf har været i versform. Jeg
haaber engang at faa dem udgivet samlet i en bog.
— Har De haft nogen glæde af Deres engelskkund-
skaber?
— Ja, det har jeg, især under krigen, hvor vi jo
kun kunde faa aviser og bøger fra Amerika. Det gav
mig lejlighed til at lære Amerika at kende og for-
staa lidt af livet derovre, og jeg er heraf kommet
til det resultat, at den kulturelle standard staar høj-