Grønlandsposten - 01.06.1946, Page 5

1. Juni
GRØNLANDSPOSTEN
85
Professor Noe-Nygaard
let sig saaledes, at vi havde mistet vor sidste koloni,
der jo i flyvningens tidsalder har faaet uventet stra-
tegisk betydning. Men til alt held blev Danmarks
interesser i dette spørgsmaal varetaget af en mand,
der var opgaven voksen: I den aftale, der gav Ame-
rika tilladelse til at anlægge baser paa Grønland, fik
minister Kauffmann en fornyet bekræftelse af Dan-
marks uomtvistelige ret til landet — en ret, der alt-
saa heller ikke kunde rokkes ved.
Efter krigstidens mellemspil synes det, at de dan-
ske Grønlands-autoriteter har faaet sovet tilstræk-
keligt paa problemerne, og det vil blive hilst med
interesse og paaskønnelse i alle vaagne kredse af
vort folk, at der nu endelig skal gøres noget for at
undersøge Grønlands muligheder i erhvervsmæssig
henseende.
Den tid er forlængst forbi, da vi kan betragte
Grønland som et naturreservat, hvor Danmarks ene-
ste opgave var at bevare et oprindeligt naturfolk
mod civilisationens farer og ganske langsomt opdrage
det til europæisk kultur. Den udvikling, som under
Danmarks faderlige forsorg strakte sig over menne-
skealdre, er gaaet frem med stormskridt under kri-
gen, og det er muligvis fordi betænkelighederne paa
dette punkt er fjernet, at man nu finder tiden inde
til at foretage den længe paakrævede undersøgelse
af landets eventuelle rigdomskilder.
Om ekspeditionens tilrettelægning kan naturligvis
kun sagkundskaben udtale sig, men det ser ud til,
at man griber sagen an i det rette format og udfra
den indstilling, at nu skal der virkelig gøres noget.
Saa maa fremtiden vise, hvilke resultater det gi-
ver. Formodninger, der er bygget op paa spredte
Magister Rich. Bøgvad
iagttagelser, synes at love ret godt, men naturligvis
kan intet siges med bestemthed, før undersøgelserne
er gennemført til bunds.
Hertil er kun at sige, at ligegyldigt, hvad der kom-
mer ud af det, maa undersøgelsen foretages. Naar
Danmark besidder et saa stort omraade, hvor der
med ret kan ventes at blive fundet værdifulde mine-
ralier og raastoffer, er det indlysende, at vi skylder
os selv at faa fuld besked. Viser det sig saa, at for-
ventningerne skuffes — ja, saa maa omkostningerne
skrives paa videnskabens regning, og paa den anden
side skal der ikke meget til, før det beløb, som under-
søgelsen kræver, kommer mangedoblet igen.
Der er ved tilrettelægningen af forskningsarbejdet
et træk, som nok er værd at bemærke: For ikke at
bebyrde staten med det store administrationsapparat,
som skulde til, hvis det hele løstes som en statsop-
gave, og fordi staten savner den fornødne sagkund-
skab, har man lagt arrangementet i hænderne paa et
snævert udvalg af sagkyndige.
Der ligger i denne ordning en ikke helt alminde-
lig erkendelse af statens mangel paa evne til at
varetage praktiske opgaver uden et overvægtigt ad-
ministrationsapparat. Og der ligger forhaabentlig
ogsaa heri et løfte om, at staten vil holde fingrene
fra den praktiske udnyttelse af de opdagelser, som
eventuelt gøres. Det er jo givet, at viser der sig mu-
ligheder for udnyttelse af raastofforekomster i Grøn-
land, maa der — naturligvis under fornøden kon-
trol — gives det frie initiativ raaderum. Dette vil
være den sikreste garanti for, at de værdier, der mu-
ligvis findes, kan udnyttes praktisk og økonomisk,
uden tidsspilde og uden unødvendige omsvøb. —