Grønlandsposten - 01.06.1946, Síða 7

I. Juni
GRØNLANDSPOSTEN
87
og kundskabsberigelse eller huslig dygtiggørelse. Et
stort antal unge grønlænderinder har i aarenes løb
laaet en god uddannelse som kivfakker i danske
hjem i Grønland, og mange er blevet taget med til
Danmark som unge piger i huset eller har faaet
videreuddannelse herhjemme med støtte af »For-
eningen til Grønlænder inders Uddannelse«.
I mange tilfælde er disse grønlænderinder imid-
lertid aldrig vendt tilbage til Grønland igen. De har
giftet sig i Danmark eller har søgt arbejde her. I de
tilfælde, hvor de er vendt tilbage til Grønland efter
et fleraarigt ophold i Danmark, har de haft vanske-
ligt ved at tilpasse sig til de smaa kaar i deres hjem-
land, er blevet utilfredse med Grønland, har ofte
ringeagtet deres mindre gunstige medsøstre og har
kun villet gifte sig med en assistent, præst eller
skolelærer, ofte for med samme at kunne vende til-
bage til Danmark igen, hvorved Grønland er gaaet
glip af en værdifuld kraft, der kunde have betydet
noget for samfundet.
Under krigen var der ingen mulighed for at kom-
me til Danmark. Grønlænderinderne maatte blive i
Grønland, hvor et stort antal af de dygtigste til sta-
dighed havde plads i de danske hjem og fik her en
god opdragelse, der paa mange maader kunde være
kommet dem tilgode, hvis de selv havde ønsket at
stifte hjem paa Grønland. Krigen hørte op, og mange
danske familier rejste til Danmark, og mangelen
paa dansk arbejdskraft gjorde, at de fleste ønskede
at tage deres kivfakker med sig. Det er der selvfølge-
ligt ikke noget at sige til, og de unge grønlænder-
inder er kun lykkelige for denne chance til at se
og lære noget nyt under fremmede forhold. Men det
store spørgsmaal vil nu igen blive: hvormange af
disse piger, Grønlands bedste ungdom, vil vende til-
bage til Grønland og der komme lil at betyde noget
for deres land? Og hvormange vil enten paa den ene
eller den anden maade gaa tabt for det grønlandske
samfund, der ikke har raad til at miste en eneste
af dem?
Som sagt er dette spørgsmaal ikke af ny dato,
men den masseudvandring af gode, kvindelige kræf-
ter, som har fundet sted i løbet af det sidste aar,
har været meget stærkt følelig paa Grønland, at
problemet deroppe er kommet til at staa i et helt
nyt lys og har vakt bekymring og ængstelse. De
danske deroppe slaar pludselig uden egnet huslig
hjælp, og det grønlandske samfund har mistet dets
hedste kvindelige kræfter, som maaske aldrig vil
vende tilbage igen. Man spørger nu deroppe: Er det
ikke synd for saavel samfundet som pigerne? Man
river pigerne ud af deres naturlige milieu og bi-
bringer dem ambitioner, som deres hjemland ikke
vil kunne honorere, om de igen vil vende tilbage
— og man aarelader det grønlandske samfund fol-
dets bedste kræfter, som dette samfund afgjort ikke
har raad til at miste. Kan der ikke findes en udvej,
saa de unge grønlænderinder kan faa en fornøden
uddannelse i Grønland, hvor deres fremtidige hjem
naturligst bør være. Saavel de danske husmodre,
der tager deres kivfakker med til Danmark, som de
unge grønlænderinder, der rejser hjem, gør i øje-
blikket det grønlandske samfund en bjørnetjeneste,
begge parter hør ved en saadan beslutning vide,
hvilket ansvar de paatager sig overfor Grønland,
ikke blot overfor den enkelte, men overfor hele det
land, hvis højnelse og tarv de hver især har tænkt
eller talt saa mange smukke ord om.
Lad os endnu sige et par ord om de grønlandske
hjem. Vi har i Danmark et begreb, vi kalder hygge,
der er meget nært tilknyttet begrebet hjem. I Eng-
land siger man: my home is my castle; dér har man
fred og ro, er sig selv med sine allernærmeste og
kan gøre, som man vil, hvile ud efter dagens ar-
bejde, holde verden udenfor og hengive sig helt til
hjemmets hygge. Det er disse mange smaa eller store
hjem, der opbygger det danske samfund, og der fin-
des tusinder af virkelige hjem rundt i Danmark,
hvor hver familie har indrettet sig paa sin særegne
maade med sine individuelle særpræg, der giver sig
udslag i møbler, farver, blomster, hele hjemmets
indretning og »atmosfære«.
Hvorledes er alt dette paa Grønland? Ogsaa hel-
tindes mange hyggelige embedsmandshjem, hvor de
danske familier kan forme hjemmelivet efter lyst
og smag og kolonibestyrerens velvilje. Og dog bliver
en embedsmandsbolig aldrig det samme, som det
hjem, man skaber sig selv fra grunden af og behol-
der hele livet igennem. Men hvad de danske hjem
paa Grønland angaar, vil vi helst overlade dette
spørgsmaal til vore læsere at drøfte indbyrdes eller
her i bladet. Først og fremmest er det grønlænder-
nes hjem, vi tænker paa og gerne vil skænke en
nærmere omtale.
Hvor vi danske har haft lejlighed til at komme i
grønlandske hjem, er der noget, der straks har slaaet
os: hyggen mangler. De kan være pæne og velholdte,
nymalede og ferniserede, der mangler dog noget,
som vi ikke har formaaet at bibringe grønlænderne,