Grønlandsposten - 01.06.1946, Side 15

1. Juni
GRØNLANDSPOSTEN
95
— Allerede i 14-aars alderen. Seminariet var da
delt i to treaarige klasser, som jeg gennemgik fra
1906—12. Mine kundskaber fra skolen var kun saa
som saa. Fag som geografi og naturhistorie havde
vi ikke lært, da lærerne ikke selv havde lærebøger.
Paa seminariet blev det meget bedre, og hvad jeg her
lærte kom til at betyde meget for mig. I de første
aar havde vi Schullz-Lorentzen som seminariefor-
stander. Han var bestemt og præcis, og vi betragtede
ham som seminariets bedste lærer. Han beherskede
selv det grønlandske sprog og kunde tale som en
indfødt. Vi havde grønlandsk undervisning i alle
fag, men lærte dansk som sprog.
De sidste to aar havde vi Frederik Balle som se-
minarieforstander. Han var udpræget indremissionsk
og opdragede os til at blive kateketer og til at for-
staa, hvad det var at være kateket. Hele undervisnin-
gen blev lagt meget an paa de kirkelige fag.
1912 var jeg færdig paa seminariet og var mellem
de saakaldte Danmarks-kandidater. Den anden var
nuværende pastor Gerhard Egede i Frederikshaab.
— Fortæl lidt om Deres indtryk fra Deres første
Danm arks-ophold.
— Danmarks-opholdet var en skuffelse. Vi boede
først hos pastor Ludvigs, der var vor lærer sammen
med lektor Chr. Rasmussen, hos hvem vi gik en
gang om ugen. Undervisningen var nærmest en fort-
sættelse af seminarieundervisningen, blot foregik
den nu paa dansk. Nogen kundskabsberigelse var det
absolut ikke. Ludvigs lagde dog betydelig vægt paa,
at vi skulde have et grundigt kendskab til dansk
litteratur, og det har vi siden været meget glade for.
Det var noget af del bedste, vi fik hjemme.
— Hvor længe var De hjemme?
— Jeg var hjemme i lo aar. Vi boede fire grøn-
lændere sammen og talte kun grønlandsk indbyrdes.
Da vi ikke fik anden undervisning end nævnt, var
vort udbytte meget sinaal bevendt. Jeg vilde gerne
have været paa en højskole et aars tid, men det blev
ikke til noget. Foraaret 1914 fik vi udnævnelse som
overkateketer og blev sendt tilbage til Grønland. Jeg
kom først til Frederikshaab og aaret efter til Jakobs-
havn, hvor jeg blev ordineret i 1917 sammen med
Gerhard Egede. Herfra flyttede jeg til Upernavik,
senere til Umanak og Godhavn og var indimellem
nogle maaneder ved Sukkertoppen og ved Egedes-
minde. I 1936 forflyttedes jeg til Ritenbenk og i 1938
til Kutdligssat for i 1944 at komme til Godthaab paa
sygepermission.
— Har De været i Danmark siden Deres uddan-
nelse dernede?
— Nej, jeg har ikke været i Danmark. Mine per-
missionsaar har jeg tilbragt i Grønland, hvor jeg har
benyttet min ungdom til at erhverve mig et saa godt
kendskab til mine landsmænd som muligt. Den me-
gen flytten omkring har imidlertid ikke altid været
det bedste for menigheden. Man naar kun lige al
blive fortrolig med sin præst, og straks efter for-
flyttes han til en anden koloni.
— Hvornaar begyndte De paa Deres forfattervirk-
somhed?
— Min første lille bog skrev jeg i Godhavn: Ko-
medier, mest handlende om det gamle Grønland. De
blev opført flere steder og har været set tre gange i
Godhavn, i Godthaab, Sukkertoppen og flere andre
steder, og ligeledes har grønlænderne opført dem i
Danmark. Min næste bog hed: Vidste du ogsaa —?
Det var en fortælling om en ung katekets gerning og
oplevelser. Den er imidlertid endnu ikke udkommet.
»Fangeren Samo« udkom i 1942 og handler om ud-
stedsliv. Jeg har i disse høger gerne villet bibeholde
et billede af det Grønland, der nu snart forsvinder.
Jeg har ogsaa skrevet en bog om den tid, hvor grøn-
lænderne udelukkende levede af fangst, men den er
heller ikke udkommet. Det har jo altid været meget
svært at faa noget trykt i Grønland.
— Hvordan vilde De gerne have, at Grønlands
fremtid skulde forme sig?
— Kajakfangerens tid maa anses for at være forbi.
Det er meningsløst at soge at holde de gamle erhverv
vedlige ad kunstig vej — fangsten er forbi. Kun en-
kelte steder i Nordgrønland kan fangerne klare sig
nogenlunde endnu, men flere steder i Sydgrønland
er det slut med fangsten. Vi grønlændere skal dog
stadigvæk betragte vandet som vor næringsvej, men
nu er det fiskeriet, vi maa kaste os over, ikke med
smaabaade og pramme, men med motorbaade og
større fartøjer. Vor økonomiske udvikling er gaael
meget frem i de senere aar, meget mere end i min
barndom. De fleste grønlænderes levefod er meget
højere nu. Man led dog ikke nød i min ungdom, men
havde kun lige fra haanden og i munden.
Grønlændernes interesse for en højere udvikling er
ogsaa blevet større. De fleste tørster efter kundskaber
og udvikling. I min ungdom var kun faa grønlæn-
dere interesseret i skolegangen; man var ligeglad
med, om der ikke var skolegang i flere dage og fandt
aldrig paa at kritisere lærerne. I dag betragtes aan-