Grønlandsposten - 15.06.1946, Blaðsíða 6

110
GRØNLANDSPOSTEN
Nr. 5 — 1946

helbredelse og genvindelse af deres glade liv lyser
i deres øjne, skønt der ikke er meget haab for de
flestes vedkommende. Til sidst bliver de trætte. Li-
vet synes dem saa trist og trættende, og med taal-
modighed venter de paa den eneste store befrier:
døden. — Og hver gang jeg tænker paa denne triste
historie, dukker der en tanke op i mig: Kan man da
ikke faa disse unge mennesker i lære et sted, hvor
det er mindre farligt?
Selvfølgeligt kan alle de syge ikke indlægges paa
sygehusene, fordi der ikke er plads til dem alle. Der
er til stadighed mange tuberkuløse mennesker, som
lever blandt de raske og spytter baciller allevegne,
uden at sygdommen generer dem i nogen grad.
Gamle mennesker er særdeles uforsigtige og kan
være meget farlige for deres børnebørn. Engang kom
en læge til et udsted. Paa stedet boede en gammel
tuberkuløs kone. Lægen gav hende et spyttekrus og
sublimatvand. Endvidere gav han hende instrukser
om, hvordan hun skulde bruge det. Konen vilde ikke
have med denne tingest at gøre, og saa smed hun
det ned i havet.
Til alt held er der nu mange grønlændere, der for-
staar betydningen af forsigtighed. Engang talte jeg
med en nylig udskrevet patient. Han undrede sig
over, at der er saa mange, der lider af tuberkulose.
»Jeg havde aldrig troet, at denne sygdom var saa ud-
bredt i vort land,« sagde han. »Jeg er den eneste af
alle patienter, der ikke har den.« Paa hans spørgs-
maal, om det samme var tilfældet andre steder, sva-
rede jeg, at saadan var det overalt i Grønland. Og
saa fortalte jeg ham, at sygdommen er udbredt over-
alt i den civiliserede verden. Jeg har engang læst i
et amerikansk blad, at der alene i Amerika dør
60.000 mennesker om aaret af tuberkulose. Det er
tre gange saa mange mennesker, som der er i Grøn-
land. »Ja,« svarede manden, »men der er sikkert og-
saa mange, der dør af andre sygdomme. Forskellen
er, at langt de fleste af vore døde dør af tuberkulose.«
Og jeg maa indrømme, at han havde ret.
Jeg har talt med mange grønlændere om, hvor-
ledes vi kan formindske sygdommen, og vi bliver al-
tid enige om, at det nu er paa tide at tage kampen
op for alvor. Skal det ske, er der ingen anden udvej
end at oprette særlige tb-sanatorier. Efter min me-
ning vilde det være bedst, om man kunde bygge dem
inde i fjordene. Der er luften tør, og solen hyppigere
og varmere om sommeren. Fjordene er desuden de
bedste steder med hensyn til grønlandsk proviant.
Der kan man faa kød og fisk hele aaret rundt, fugle
om sommeren, bær om efteraaret, kort sagt, det bed-
ste proviant Grønland kan byde. Beliggenheden inde
i fjordene har den fordel, at de syge kan være iso-
lerede fra de raske mennesker. Og hvis man kunde
indlægge alle de smittefarlige patienter, vilde man
derved opnaa at befri de raske for smittebærende
personer og derved formindske risikoen ved smitte.
Om vinteren har man her et fortrinligt sted for ski-
sport, saa at de raskeste kan nyde denne sport. Her
har man desuden de bedste muligheder for at komme
sig. At man er isoleret spiller ingen rolle. Man kan
jo faa kontakt med omverdenen gennem radioen, og
man maa sørge for sunde adspredelser, saa tiden ikke
falder lang.
Her maa de unge elever ikke uddannes. De kan
faa deres uddannelse paa almindelige sygehuse, hvor
der ikke er tb-patienter, og hvor de ikke risikerer at
blive smittede. Betjeningen paa tb-sanatorierne maa
besørges af de mere erfarne og forsigtige koner, som
skal være fastansatte kivfakker.
For at fremskridt skal virkeliggøres, skal der altid
penge til. Og fremskridtene sker kun, fordi der er
mennesker, der tror paa dem. Alting kan købes for
penge, men vi maa huske paa, at et menneskes liv er
et af de faa ting, der ikke kan købes for penge.
Herved bringer jeg emnet under diskussion, og det
er mit inderligste ønske, at man ikke vil springe det
over. Man vil gøre Grønland en meget stor tjeneste
ved at tage emnet op og alvorligt drøfte det. Alt maa
gøres for at befri den grønlandske befolkning for en
af dens værste fjender og skænke den en lysere og
lykkeligere fremtid. . „■ • 7
Jørgen Fleischer.
Carlsbergfondet uddeler legat
til grønlænder.
Forfatteren Hans Lynge, Julianehaab, har fra
Carlsbergfondets direktion modtaget meddelelse om,
at der er blevet ham tildelt et legat paa 5000 kr. til
at foretage en rejse op langs Grønlands vestkyst for
at indsamle gamle myter og sagn og undersøge, hvor
meget der endnu er tilbage af den slags.
Dette er første gang, Carlsbergfondet har uddelt
legat til en grønlænder, men for fremtiden vil ogsaa
kvalificerede grønlændere kunne komme i betragt-
ning ved tildelingen af legater.