Grønlandsposten - 01.10.1946, Blaðsíða 3

1. Oktober
GRØNLANDSPOSTEN
179
Da Tyskland brød sammen, og Forbindelsen med
Danmark var genoprettet, kunde vi derfor med Glæde
berette hjem, at alt stod vel til i Grønland, at det
grønlandske Folks Trofasthed mod Danmark var
urokket og forstærket, at intet var spildt af Danmarks
Resultater deroppe, at Arbejdet kunde fortsættes
uden at have været forstyrret af Adskillelsen.
Dette betød dog ikke, at der intet Nyt var sket i
Grønland. Den grønlandske Befolknings Indstilling
har i disse Aar gennemgaaet en stærk Udvikling.
Grønlænderne føler sig som aldrig før som Medlem-
mer af eet Samfund, som det paahviler dem at føre
fremad. Dette er i og for sig ikke nogen Følge af de
særlige Forhold under Krigen. Allerede før Krigen
gik Udviklingen med stærke Skridt, de Fremskridt,
som Styrelsesloven af 1925 indledede paa Undervis-
ningsvæsenets Omraade, og da først og fremmest den
betydelige Udvikling af Ungdomsskolerne, begynder
at sætte sine Spor i det almindelige Oplysningsniveau.
Dette er uden Forbindelse med Krigen, og vilde og-
saa uden denne have gjort sig gældende, men under
Krigen kom der et stærkt Skred i Udviklingen. Den
forøgede Velstand og den forøgede Interesse for of-
fentlige Forhold og for Verden udenom Grønland,
som blev næret ved Radio og Presse, har medført en
Udvikling, som ellers vilde have taget meget længere
Tid end de fem Aar. De Spirer, som saaledes blev
lagt i de grønlandske Sind, vil, naar de gives de rette
Gromuligheder, betyde Fremgang og Gavn for det
grønlandske Folk. Og de vil betyde en nærmere Til-
knytning mellem Grønland og Danmark end nogen-
sinde før, hvis vi paatager os og løser den Opgave nu
i de kommende Aar at sørge for, at denne Tillid til
Danmark mødes med en Udvikling, som giver den
Voksemuligheder.
Naar man skal danne sig et Skøn over de Opgaver,
som Fremtiden stiller os i Grønland, er der nogle
Forudsætninger, som man herhjemme maa gøre sig
klart. Først og fremmest: Det gamle primitive Jæger-
samfund, som for den almindelige Bevidsthed her-
hjemme kendetegner Grønland, existerer ikke mere
og vil aldrig mere genopstaa. Det traditionelle grøn-
landske Erhverv, Sælfangsten, som i gamle Dage di-
rekte gav den grønlandske Familieforsørger alt, hvad
han behøvede, Føde og Klæder, Husly og Transport-
midler, Redskaber og Vaaben, er i den sidste Menne-
skealder gaaet stærkt tilbage, og kan nu kun i de
allernordligste Egne siges at vajre Befolkningens Ho-
vederhverv. Dette hænger sammen med de Foran-
Landsfoged Eske Brun taler i Godthaab under Højtidelighederne omkring
Danmarks Belrielse. (Vibe fot.)
dringer i Klimaet i Retning af varmere Vejr og var-
mere Havvand, som i denne Periode har været iagt-
taget langs hele det nordlige Ishav. Men har det var-
mere Vand fordrevet Sælen, saa har det til Gengæld
bragt Torsken til Grønland. Ved et intensivt Arbejde
er det tykkedes at oparbejde Fiskeriet i Grønland,
saa det i Dag giver Brødet til den Befolkning, som
ellers vilde være prisgivet ved Sælens Forsvinden.
Samtidig er i visse Distrikter i det sydlige Faare-
avlen kommet op som et vigtigt Erhverv. Men sam-
tidig med denne Ændring i Samfundets økonomiske
Struktur er der gaaet en Mentalitetsændring. Den
gamle Sæljæger, Kajakfangeren, var en udtalt Indi-
vidualist, krævede intet andet af Verden, end hvad
hans egne Hænder indbragte og skabte. Han saa med
Foragt paa de Svæklinge, som maatte fange Fisk,
fordi de ikke havde Mod og Kræfter til det eneste
Arbejde, som anstod sig en Mand, Jagten. Hans Ind-
stilling overfor Kvægavl vilde have været absolut af-