Grønlandsposten - 01.10.1946, Blaðsíða 9

1. Oktober
GRØNLANDSPOSTEN
185
tenceforlioldene gennem det sidste Aar har været for-
viklede, og skal disse Forhold afklares, inaa man
have den fornødne Ro dertil. Man vil da ogsaa have
større Ro til at overveje andre Løsninger. Der er
vistnok Enighed om, at een juridisk Embedsmand
ikke paa forsvarlig Maade kan overkomme hele Grøn-
land — specielt ikke hvis Landsfogdens judicielle
Virksomhed skal udvides. Den Tanke kunde maaske
da melde sig, om man ikke vilde foretrække en Ord-
ning med tre Landsfogder, idet Julianehaab Distrikt
med sin erhvervsmæssige Betydning og isolerede
Beliggenhed og med sin Koncentration af ca. en Fjer-
dedel af hele Grønlands Befolkning maaske kunde
gøre Krav paa et mere indgaaende Tilsyn ved en sær-
lig Landsfoged. Ogsaa med en saadan Ordning kunde
man forene Landsraadets Ønske om Centralisation af
det praktiske, handelsmæssige, fiskerierhvervsmæs-
sige og trafikale Arbejde, nemlig i Handelsinspek-
tørembedet. Hvad enten man nu bestemmer sig for
to eller tre Landfogder, bør Landsfogden i Godthaab
naturligt være »primus inter pares«, og der burde til-
vejebringes Hjemmel for, at han i Tilfælde af en ny
Isolation er Administrationens Chef; men han bør
under normale Forhold absolut ikke være Mellem-
instans mellem Grønlands Styrelse paa den ene Side
og paa den anden en Medlandsfoged eller Handels-
inspektør, saalidt som hvor det drejer sig om Prov-
sten.
Der kan imidlertid ikke alvorligt nok advares imod,
at man stirrer sig blind paa det foreliggende Problem
om Administrationsformen, thi denne kan aldrig blive
andet end et Instrument til Gennemførelsen af en
forud fastlagt Politik. Her er vi derimod ved Grøn-
lands fundamentale Problem, som er at tilvejebringe
en fast Platform for Landets Økonomi. Dette Problem
er idag — frygter jeg — vanskeligere at løse, end det
var for et Aar siden. Hvor berettiget end de foreslaa-
ede Lønforbedringer maa siges at være, kan man al-
ligevel ikke helt uden bange Anelser se Fremtiden
imøde, naar en væsentlig Del af Befolkningen saa-
ledes pludselig ser sin Købeevne stærkt forøget. Man
kan nemlig stritte imod saa meget, man vil — de lo-
kale Priser saavel som Generaltakstens vil følge med
til Vejrs, langsommere men sikkert, herfor borger
baade Mængderne af de i Landet tilstedeværende Va-
rer (herunder »grønlandsk Proviant«) og Størrelsen
af det fremtidige Underskud paa det grønlandske
Budget. Spørgsmaalet er da, om de private Erhver-
vere kan forøge deres Indtægter i samme Tempo,
som Priserne stiger; lykkes dette ikke over hele Li-
nien, vil der komme alvorlige Tider for mange Men-
nesker.
Naar Staten er villig til at betale Underskudet,
kunde man i et Land med Monopolhandel ogsaa have
gaaet den modsatte Vej, nemlig at holde uændrede
Lønninger og at bringe Priserne nedad, indtil en pas-
sende og rimelig Købekraft er tilvejebragt. Denne
Løsning vilde ikke koste Staten mindre end den nu
etablerede, men den vilde maaske have givet roli-
gere økonomiske Forhold i Landet. Andre — og
maaske afgørende — Hensyn har allerede igennem
mange Aar talt til Gunst for en roligt opadgaaende
Tendens, og foranstaaende skal ikke opfattes som
Partitagen for den ene eller den anden Vej, men det
skal blot fastslaas, at det er Udviklingen og Begiven-
hederne —• mere end fornuftsmæssige Afvejelser —
som nu har truffet Valget til Fordel for en inflato-
risk Bevægelse, som ikke er helt under Kontrol.
Det fremtidige grønlandske Underskud ventes, som
det vil vides, at blive meget betydeligt, om end ikke
større end at den danske Stat kan bære det. Det er
et mærkeligt Skæbnens Spil, at Grønlænderne i denne
Stund, hvor de netop stræber efter at staa mere paa
egne Ben, skulde faa saa mange Ønsker opfyldt, at
de idag er blevet mere afhængige end nogensinde af
den danske Statskasse. Forhaabentlig vil nogle af de
erhvervsmæssige Bevillinger i Tidens Løb bære Frugt
og atter faa Vægtskaalen bevæget noget henimod Ba-
lancepunktet. Statens Hovedopgaver til Afhjælpning
af de forventede Vanskeligheder er de uafviselige: At
udvikle Erhvervene, saaledes at der kan skaffes de
private Erhververe en til Prisniveauet passende Ind-
tægt, og at skaffe Landet en saadan lønnende Eks-
port, at Handelsbalancen bliver gunstig, og at Sam-
fundet ikke vilde være prisgivet, saafremt Danmark
en Dag for Alvor »faldt fra«. De to Opgaver falder ret
nøje sammen, thi Fiskeriet synes at være den eneste
virkeligt bærende Indtægtskilde, vi i Øjeblikket kan
øjne ud i Fremtiden (desværre uden alt for stor Sik-
kerhed).
Fiskeriet maa altsaa udbygges, men hvorledes? Lad
mig straks gøre opmærksom paa, at Problemet her
ikke i første Linie er at forbedre selve Fiskemetoder-
ne. Ogsaa en saadan Forbedring har sin store Betyd-
ning, men foreløbig er vor »Flaskehals« Torskens Be-
handling efter første Saltning. Naar det er mere løn-
nende at fiske og indhandle end at bearbejde Fisken
imod Lejetbelaling, er det ikke mærkeligt, at det kni-
ber med Arbejdskraft. Man kan derfor bygge næsten
saa mange Saltehuse, man vil — deres Gulve vil dog