Grønlandsposten - 31.12.1946, Blaðsíða 6

260
GRØNLANDSPOSTEN
Nr. 11-12 — 1946
og ogsaa bliver sagt, omend med betydelig og efter
min Opfattelse unødig større Skarphed.
Paa dette Grundlag gik da Grønlands Styrelse un-
der Direktør Daugaard-Jensens Ledelse videre med
Arbejdet. Jeg beder Dem bemærke, at Grønlænderne
var med til dette Arbejde, de var med gennem Lands-
raadene, de var med gennem de kommunale For-
anstaltninger, de var med gennem Direktørens aar-
lige Inspektionsrejse, hvor han havde Tid og Øre til
at lytte til ethvert Forslag. Det var den økonomiske
Baggrund, der tvang Daugaard-Jensen til at tage
Tingene stilfærdigt og ikke for hastigt. Men han havde
tillige den Opfattelse, at Arbejdet ikke maatte løbe
hurtigere, end at Grønlænderne selv kunde følge med,
og videre at man ikke maatte forcere en Udvikling,
saaledes at der rent faktisk ikke blev Muligheder for
Planernes Gennemførelse i Landet, saafremt man tog
større Opgaver op, end der simpelt hen var Menne-
sker nok til deroppe. For at bøde paa det økonomiske
Niveau, arbejdede Daugaard-Jensen systematisk paa
at finde større Indtægtsmuligheder gennem Kryoliten,
og det lykkedes ham jo i fuldt Maal, først ved en al-
mindelig Overenskomst og senere ved Gennemførel-
sen af den Ordning, hvorefter Staten og de private
Kryolitinteresser indtraadte i et Aktieselskab sam-
men. Det er utvivlsomt, at de paa denne Maade ind-
gaaede og opsparede Penge i den saakaldte særlige
Fond i høj Grad bidrog til at jævne Vejen over for
Bevillingsmyndighederne, ogsaa naar Styrelsen havde
foretaget betydelige Overskridelser af Budgettet.
Vi, der har arbejdet under Daugaard-Jensen, og
som kender hans Livsgerning, staar uforstaaende
over for de haarde Angreb, der nu rettes paa hans
Minde og Arbejde. Det maa vist være tilladeligt at
sige dette her i denne Kreds, netop her i dette Selskab,
der under stor Festivitas og med almindelig Tilslut-
ning højtideligt udnævnte ham til Æresmedlem. Det
er Mangel paa tilstrækkeligt Kendskab til Tingene,
naar nu en saadan Fejlvurdering af en Mand af Di-
rektør Daugaard-Jensens Format kan komme til at
foreligge. Man vil næppe kunne pege paa nogen større
Reform i Grønland fra Aarene 1910—1940, uden at
Daugaard-Jensens Navn direkte vil springe frem. Jeg
vil ikke gerne stemples som en sentimental Lyriker
og er derfor glad ved at kunne citere følgende af an-
den Mands Tale, som jeg tilfældigvis har faaet Refe-
rat af, og som for nylig er holdt andetsteds: »Den
voldsomme Kritik føles meget haardt af de danske
Embedsmænd, der har deres Virke i Grønland. Det
er deres Livsgerning, der reduceres til intet. Vi maa
ogsaa her tænke paa det ældre Slægtled, der mere
end nogen tidligere har bragt Grønlænderne frem.
Først og fremmest afdøde Direktør Daugaard-Jen-
sen, hvis Værk nu kritiseres sønder og sammen. Dau-
gaard-Jensen, hvis Dygtighed og Kærlighed til Grøn-
land var hævet over enhver Tvivl. Det var netop
hans Maal langsomt og naturligt at hjælpe disse pri-
mitive Folk fremad og opad.«
Havde Offentligheden da slet ingen Interesse for
disse Ting, vil man maaske spørge, eller herskede
stadig det berømte grønlandske Enevælde. Det er en
Glose, som man indtil Trivialitet har set benyttet,
ikke blot til Trivialitet, men ogsaa til Afsky, fordi
alle jo udmærket godt ved, at ingen Enkeltmand ad-
ministrerer Grønland alene, idet saavel Styrelsens
Folk som Grønlænderne selv, den ansvarlige Stats-
minister, Finansministeren og Bevillingsmyndighe-
derne iøvrigt er med deri. Men havde altsaa Offent-
ligheden ingen Indsigt i disse Ting? Jo, den havde.
Der har være mange Rejsende mellem Aar og Dag i
Grønland, ogsaa af ganske speciel Art. 1925 berejste
Indenrigsminister Hauge Landet, 1930 Statsminister
Stauning. Begge talte som ansvarlige Ministre for
Grønland overalt med grønlandske og danske Inter-
esserede Kysten langs. I 1931 berejste en Rigsdagsde-
legation igen hele Kysten; dens Formand var Folke-
tingsmand Olufson, og den bestod ligesom den første
af 8 Repræsentanter, 2 for hvert af de 4 store Partier.
Den har afgivet en fyldig Beretning om sin Rejse,
og jeg skal nøjes med at citere følgende: »Som et fæl-
les Grundtræk fremtræder overalt en Taknemmelig-
hedsfølelse over for den Indsats, der fra dansk Side
er gjort i Grønland til Fremme af den grønlandske
Befolknings økonomiske og kulturelle Velfærd.« løv-
rigt gaar Beretningen paa mange Maader ind paa
forskellige Spørgsmaal, som man ønsker videreført i
Henhold til derom af Grønlænderne fremsatte Krav,
Ønsker, der blev taget alt muligt Hensyn til. Jeg be-
der Dem endvidere lægge Mærke til, at denne Rigs-
dagsdelegation ledsagedes af en Pressedelegation, der
efter sin Hjemkomst informerede den danske Offent-
lighed om sine Indtryk fra Grønland, Indtryk, der er
meget stærkt afvigende fra den Kampagne, vi nu har
oplevet. Andre Pressemænd har Tid efter anden og-
saa været paa Rejse i Landet. Yderligere en Rigs-
dagsdelegation har saa sent som i 1936 berejst Lan-
det og overalt ligesom de tidligere forhandlet med
Grønlænderne om deres Ønsker. Denne Delegation
lededes af Folketingsmand Purschel.
Forhaabentlig har der her tegnet sig en Linie for