Grønlandsposten - 31.12.1946, Blaðsíða 11

31. December
GRØNLANDSPOSTEN
265
stændigt Ansvar. Selv den spædeste Mulighed for,
at Befolkningen efterhaanden skulde kunne komme
til selv at gøre en Indsats, f. Eks. gennem Brugsfor-
eninger eller lignende kooperative Foretagender, er
realiter udelukket. Man vil maaske dertil sige, at
den grønlandske Befolkning ikke vil magte en saa-
dan Opgave. Personlig mener jeg afgjort, at den kan,
i det mindste nogle Steder og efterhaanden alle Ste-
der, hvis man vil gøre noget virkeligt for at hjælpe
en Udvikling i denne Retning i Gang. Men dette vil
vi aldrig kunne faa konstateret, saalænge Mulighe-
derne for at prøve det er dem berøvet. Og saalænge
Grønlænderne ikke har nogen Mulighed for Udvikling
af en Forstaaelse af personligt økonomisk Ansvar,
saalænge er Grønland afspærret. Vi staar her overfor
det aller alvorligste Problem for Grønland i Dag.
Grønland har et økonomisk System, som gennem Aa-
rene er opbygget for at hjælpe Grønlænderne, hjælpe
dem ud af den Fattigdom, som deres Lands naturlige
Muligheder har betydet for dem. Saadan som dette
System er organiseret, kan det kun opretholdes under
en Afspærring af Landet, en Afspærring hvis Opret-
holdelse i Fremtiden vil blive mere og mere proble-
matisk, baade fordi Grønlændernes Udvikling i sti-
gende Grad vil kræve den ophævet, og fordi udefra
kommende Kræfter kan bryde ind, uden at vi har
Magt til at hindre det. De sidste 6 Aar har jo belært
os om Eksistensen af nye Momenter. Hvad hvis
Grønlands Oplukning kommer pludselig og uventet
som Følge af udefra kommende Begivenheder, som
vi ikke har nogen Indflydelse paa. Hvad hvis Grøn-
land saa staar med et økonomisk System, som ikke
uden Ulykke for Befolkningen kan taale en plud-
selig Overgang? Hvad hvis Forbindelsen mellem Kø-
benhavn og Grønland igen afskæres af Verdensbegi-
venhederne og under alvorligere Forhold end i 1940?
Her er den største Opgave for os i Dag: Vi skal
opstille et nyt System, som, uden at forudsætte den
hermetiske Tillukning som en Nødvendighed, saa
dog løfter det grønlandske økonomiske Liv, Grønlæn-
derens Levestandard, op paa et Stade, som vi tør
forsvare, naar vi stadig holderos for Øje, at Grønland
er en Del af det danske Samfund, at Grønlænderen
er vor Landsmand.
Disse Forhold er ikke omtalt i Betænkningen:
Overhovedet synes Betænkningen at være gaaet uden
om den Kendsgerning, at der i Grønland i allerhøje-
ste Grad tiltrænges en gennemgribende Reorganise-
ring og Rationalisering af hele den økonomiske Tje-
neste i Grønland. Det System, vi nu har for Landets
Forsynings- og Afsætningstjeneste, er i det store og
hele opbygget i det 18. Aarhundrede. Alle Kolonierne
er lagt paa Pladser, som blev valgt med Datidens tek-
niske, søfartsmæssige og erhvervsmæssige Mulighe-
der for Øje. Organisationen, som blev opbygget paa
disse Muligheder, er sidenhen i det store og hele be-
varet uden Hensyn til de skiftende Forhold paa disse
Felter. Dette System holder i Realiteten alle fornuf-
tige tekniske Fremskridt ude fra Grønland. Det er
givet, at man kan ikke opbygge 20 førsteklasses Hav-
neanlæg i Grønland. Man kan ikke paa 20 forskellige
Pladser have førsteklasses Kraftanlæg, Værksteder,
Arbejdsanlæg. Og heraf følger atter, at man kan ikke
paa 20 forskellige Pladser give en virkelig specialise-
ret Faguddannelse til sine Folk, ansætte Folk med
en ordentlig Uddannelse. Af alt dette følger en ringe
Arbejdsintensitet, og deraf igen en lav Arbejdsløn.
Af den lave Arbejdsløn følger atter, at man til Be-
stridelse af Arbejdet faar den ringest mulige Arbejds-
kraft, saaledes at Arbejdsstyrken i Grønland, som vi
alle ved, i en forfærdende Grad præges af Pigebørn
i eller under Konfirmationsalderen. Disse Forhold
kan selvfølgelig afhjælpes ved at man forhøjer Løn-
nen. Men hvis dette sker uden at man samtidig effek-
tiviserer Arbejdskraften, ved bedre Teknik, ved bedre
Uddannelse, betinget af Koncentrering af Aktiviteten,
kommer vi ud i et Uføre. Det grønlandske økonomi-
ske Liv vil være ødelagt, og naar den Dag kommer,
da vi tvinges til at tage Reb i Sejlene under en øko-
nomisk Nedgangstid, hvor vil vi da staa? Den daar-
ligste Gave, vi kan skænke det grønlandske Folk, er
et Erhvervsliv uløseligt sammenknyttet med et vok-
sende Underskud.
Hvad indeholder nu Betænkningen om disse For-
hold? Den indeholder 6 Linier, hvor man tager Af-
stand fra Transithavnesystemet, fordi man finder, at
der bør være direkte Forbindelse mellem København
og de flest mulige Pladser i Grønland. De økonomiske
Muligheder, dette System indebærer, nævnes over-
hovedet ikke. Desværre er det jo ofte saadan inden-
for de toneangivende Kredse i Grønlandsspørgsmaal,
at naar der foreligger en for Grønland ny Mulighed
til Bedømmelse, saa stirrer man sig blind paa de
Ulemper, som vil være forbundet dermed, og glemmer
derover ganske at betragte de muligvis langt større
Fordele. Eksemplerne er legio, man tænke f. Eks. blot
paa den lige op til 1940 gennemførte Modstand mod
at have Petroleumslamper i Grønland. Og nu her: