Grønlandsposten - 31.12.1946, Blaðsíða 30

284
GRØNLANDSPOSTEN
Nr. 11-12 — 1946
*«*•**?•§b*» t*i» *?
• «»§§•• %%• ø §^^g.
t > • # iT|f 11 § t
*0if1 9 9 »m Hi <f |#|H t
Indholdet af en hvalrosmave fra ca. 80 meters dybde. Øverste fem ræk-
ker er aanderør af saxicava arctica. De næste fire rækker er aanderør
af mya truncata. Nederst l fod af cardium, 2 fødder af macoma, 10 fød-
der af astarte, l cucumaria, 1 ?, samt 1 psolus. (Chr. Vibe: fot.)
gigt af de dybder, hvor hvalrossen har fourageret.
Hvalrosser fangede nær kysten har saa godt som al-
tid maven fyldt med de store cardium-muslinger,
medens hvalrosser fangede over større dybder paa
op til 80 meter overvejende har mya og saxicava-
muslinger i maven. Cardium-muslingerne er store
og næringsrige og forekommer især paa de lavere
dybder, hvor de ogsaa for hvalrossen er mindre be-
sværlige at faa fat i. I de isfrie maaneder og om vin-
teren i perioder med isbrud søger hvalrossen der-
for ind til kysterne for at fouragere paa det lettil-
gængelige cardium-samfund, mens de under det store
islæg er tvunget til at søge ud paa større dybder for
her at nøjes med de mindre, men ogsaa talrigt fore-
kommende mya- og saxicava-muslinger.
Naar hvalrosserne i det hele taget kan forblive i
distriktet om vinteren, skyldes det, at distriktet rum-
mer meget store omraader med lave dybder under
80 meter, hvorover isen aldrig lægger sig helt.
Hvalrossen æder sjældent hele muslingen, men
nøjes med disses kødrigeste dele: fødderne og aande-
rørene. Resten af muslingen gaar til grunde. Hval-
rossen er derfor en meget uøkonomisk herre at have
fouragerende paa muslingebankerne, men da den til
gengæld er ene om udelukkende at ernære sig af
muslinger, er dens rovdrift kun til skade for den
selv.
Vi vil nu se lidt nærmere paa havbundens beskaf-
fenhed og næringsdyrenes udbredelse og kvantita-
tive forekomst i Thule-distriktet. Havbunden be-
staar over hele hvalros-omraadet af gamle landsænk-
ninger overlejret med morænemateriale, der danner
en gunstig voksebund for en rig zoovegetation. Det
er altsaa ikke typiske havaflejringer med strengt
sorteret materiale, saaledes som vi hyppigst finder
det ved danske kyster. Saadanne aflejringer er iøv-
rigt sjældne ved Grønland, der endnu er midt i sin
istid.
Havbunden er langtfra jævn, men store klippe-
stykker, sten og grus er blandet med sand og ler.
Hvalrossens tænder bærer præg heraf, idet de paa
gamle dyr er stærkt slidte, ofte kan 2h af tændernes
oprindelige længde være helt bortslidt under arbej-
det med at rode bunden igennem efter muslinger.
Til at undersøge havbunden anvender man en
bundhenter, der er konstrueret af en dansk viden-
skabsmand, C. G. Joh. Pedersen, der med en saadan
har kortlagt havbundens zoologi overalt i danske
farvande. Ved Grønland var det imidlertid meget
vanskeligt at arbejde med bundhenter, da vi her alt
for ofte stødte paa sten eller klipper, saa bundhen-
teren ikke kunde lukke sig. Jeg disponerede kun
over en lille aaben motorbaad uden spil, saa hver
prøve maatte hales op med haandkraft, og da dyb-
den var op til 80 meter, og bundhenteren med bund-
materiale vejede sine hundrede pund, og kun ca.
hver sjette prøve var brugbar, kan man let regne ud,
at kræfterne var opslidte efter en snes forsøg, hvoraf
kun ca. 3—4 prøver kunde anvendes til nøjagtige be-
stemmelser af dyrelivets kvantitative sammensætning.
Arbejdet blev dog ufortrødent fortsat, og med islæg-
gets komme toges hundene til hjælp. Vi kørte da
ud paa isen, huggede hul gennem denne, sænkede
bundhenteren ned, spændte hundene for og lod dem
trække bundhenteren op igen ved at køre dem hen
over isen. Bundmaterialet, der kom op, frøs omgaa-
ende til en massiv blok, der blev taget med hjem paa
slæden og tøet op igen over komfuret i ekspeditionens
køkken for at renses og konserveres til senere be-
arbejdelse hjemme paa zoologisk museum.
Resultatet af disse bundundersøgelser paa hval-
rosbankerne er vist paa hosstaaende tegning, der
viser bunddyrenes omtrentlige antal og fordeling paa
1 kvadratmeter af havbunden. Ialt ca. 50 arter er her
repræsenterede, og deres samlede vægt paa en kva-
dratmeter udgør ca. 450 gram. Ved saaledes kvalita-
tivt og kvantitativt at bestemme havbundens dyreliv