Grønlandsposten - 15.03.1949, Blaðsíða 2

54
CRØNLANDSPOSTEN
Nr. 5
Ro i Lejren!
Grønlands Vestkyst har hele Vinteren været
præget af Uro og Protester over alting og fra alle
Sider. De glædelige Ord, der saa ofte lød umiddelbart
efter Statsministerbesøget og Landsraadsmødet i
1948— »Befolkningen er vaagnet« — slaar for saa vidt
til endnu, men hvad er Befolkningen vaagnet til?
Der var Enighed om, at der skulde ned-
sættes en Kommission, der var Enighed om paa
Landsraadsmødet, at Grønlands Kurs skulde læg-
ges om, og der var Enighed om, at det skulde
ske saa snart som muligt. Kommissionsmedlem-
merne blev valgt, og de rejste hjem alle, saavel
Hovedkommissionens Medlemmer som Underkom-
missionernes. Og saa tog Kritikken fat. Hvor-
for skulde de hjem nu? Hvad var det for Men-
nesker, der havde valgt dem? Hvorfor havde man
ikke valgt nogle andre og mange flere og bedre
og dygtigere og mere indsigtsfulde? Der var Mø-
der langs Kysten med Protester over alt mellem
Himmel og Jord. Næsten hvert lille Sted ønskede
en eller flere Repræsentanter sendt hjem, og fra
adskillige Sider erklærede man aabent og frimo-
digt, at de Landsraadsrepræsentanter, der var
rejst med sidste Disko hjem, overhovedet ikke var
egentlige og virkelige Repræsentanter for Befolk-
ningen. Man bebrejdede Styrelsen det. Man be-
brejdede Statsministeren det. Man bebrejdede
Landsraadsmedlemmerne det. Desværre var der
ikke i Kommissionen Plads til hele Befolkningen.
Fra Danmark blev imidlertid Linien lagt klar.
Man ønskede en hurtig Ekspedition i Kommissio-
nen. Man ønskede af den Grund en ikke alt for
overvældende stor Kommission. Den er iøvrigt
blevet mere end tilstrækkelig stor. Grundene til
den hurtige Behandling er mange, og de behøver
ikke opregnes her. Der er mange Hensyn at tage
indadtil og udadtil. Det skal blot understre-
ges, at Ønsket om Fart i Foretagendet ogsaa i
høj Grad laa hos Grønlænderne selv. De grøn-
landske Landsraad repræsenterede Befolkningen
og Befolkningens Meninger i Sommeren 1948. Paa
det Tidspunkt, da det berømte Haandslag blev gi-
vet til Statsministeren, lød der end ikke eet Suk
fra noget Sted i Grønland. Ikke een Stemme
gjorde Ophævelser over eller Indsigelser mod
Landsraadenes Kompetence. Til hvem skulde den
danske Regering have henvendt sig, hvis den
ikke skulde have henvendt sig til Landsraadet.
Det er Grønlændernes eneste Talerør — og dets
Meningstilkendegivelser maa man fra dansk Side
kunne regne med.
Kommissionens Sammensætning blev kritise-
ret sønder og sammen. En udenforstaaende
maatte uvægerligt i Efteraaret og i de første
Vintermaaneder faa det Indtryk, at de Mennesker,
der var kaldt hjem til Kommissionen, var en
Flok Ignoranter, der mindst af alt vidste Besked
med grønlandske Spørgsmaal. Man maatte faa
det Indtryk, at Blomsten af al grønlandsk Par-
lamentarisme sad tilbage i Landet — hvis det da
ikke netop var for det Sprog, man anvendte i
Telegrammerne langs Kysten. Og saa er det
dog ladt udenfor al Tvivl, at det netop er de mest
indsigtsfulde Danske og Grønlændere, der i Dan-
mark behandler de vigtige Spørgsmaal.
Siden slog man sig til Ro med, at Kommis-
sionen var begyndt Arbejdet og at dens Sammen-
sætning altsaa trods Protesterne ikke stod til et
ændre. Saa kom de meningsløse dansk-grønland-
ske Fejder, hvor Grønlænderne i Danmark kriti-
serede danske Tjenestemænd og Embedsmænd,
mens andre i Grønland tog dem i Forsvar. Uroen
avlede en Stemning, der var trykkende, og som
ikke bar gavnet det dansk-grønlandske Forhold.
Der laa ingen Realiteter bag Beskyldninger og
Modbeskyldninger, saa ogsaa denne Form for Mis-
stemning hørte op.
Det næste Skridt ad Kritikkens Vej var de
foreløbige Resultater af Underkommissionernes
Arbejde. Man ignorerede den Kendsgerning, som
er udmærket kendt langs Kysten, at en Kommis-
sion maa udføre sit Arbejde i Ro og at det er
dens endelige Resultat, der gælder. Dette Re-
sultat, vil for den nuværende Kommissions Ved-
kommende antagelig blive forelagt til Sommer til
offentlig Beskuelse og Kritik for hele Befolkningen.
Demokratiet har haarde Vilkaar i Grønland
for Tiden. De beror rimeligvis paa, at Oplysnin-
gen om Demokratiet indtil nu har haft haarde
Vilkaar. Det er imidlertid af største Vigtighed,
at den grønlandske Befolkning saavel som de
Danske i Grønland maa forstaa, at det er nød-
vendigt at respektere den siddende valgte For-
samlings Anskuelser og anerkende Landsraade-
nes Dispositioner. Er man utilfreds med det sid-
dende Landsraad, maa man vælge et nyt, og er
man utilfreds med Valgmaaden, maa den ændres,
hvad den ogsaa uden al Tvivl bliver. Alt andet