Atuagagdliutit - 01.01.1961, Side 78

I DETTE NUMMER er det fra flere
sider fremhævet, at „Atuagagdliu-
tit“ så dagens lys i Grønlands vær-
ste nedgangsperiode. At forholdene
dengang ikke ligefrem var opmuntren-
de får man et godt indtryk af ved at
læse løjtnant E. Bluhmes bog fra et
ophold i Grønland 1863-64.
Løjtnant Bluhme berejste kysten fra
Godthåb til Ivigtut og overvintrede i
Godthåb. Overalt mødte han nød og
elendighed, og om befolkningen i
Godthåb skriver han:
Grønlænderne ved Godthaab bestaae
næsten udelukkende af Kivf akker:
Indfødte, fordetmeste Blandinger, som
ere i Handelens Tjenste, deels som
Tømmermænd og Smede, deels som
Arbejdsmænd ved Spækkogeriet, ved
Fartøistj enesten, til Varernes Ind- og
Udlosning, til Snekastning og andet
lignende. Selvstændig grønlandsk Er-
hverv forstaae de sig aldeles ikke paa,
og hele deres Tilværelse er derfor
uheldigvis halv europæisk, og kun ved
Europæerne kunne de leve, men paa
deres øvrige Landsmænds Bekostning
— kim med Hensyn til deres Udseende
er dette en Fordeel; thi Befolkningen
er smukkere og i ulige Grad reenlige-
re, end alle deres øvrige Landsmænd.
Grønlænderne ved Godthaab ere
vante om vinteren at tiltigge sig og til-
deels at tjene hos Europæerne hvad de
behøve, saavel af Levnetsmidler som
af Varme. De levede saa at sige af
Edderfugle, som de staaende paa et
Næs imod Vinden hele Dagen i 20°
Frost skjød, idet de fløi forbi.
Til Brændsel bleve Hytterne brugte,
det vil sige, allerede inden Juul var
det meste Træværk bortskaaren. F.
Ex. i Ny Hermhut, da det pludseligt i
Februar Maaned satte ind med flere
Dages mildt Veir tøede Loftets lis op,
og det hele styrtede ned til Beboerne,
som da maatte rømme Hulen og søge
ind i en anden af de alt overfyldte
Hytter.
Og hvorledes seer der ud i en saadan
Hytte. Træd ind med mig. Taget er i
Flugt med Sneen, som vi gaae paa; et
Hul foran os er Ingangen. Man lader
sig falde ned derigjennem, sætter sig
paa Hug og seer da foran sig en lang
mørk Gang, hvis Vægge er Isen, som
danner sig af Uddunstningerne derin-
defra; ved Slid af de ind- og udgaa-
ende Beboere holdes den aaben. Bøiet
forover, støttende os paa Hænderne,
krybe vi ind, slaae den lave sletslut-
tende Dør tilside, men da vi komme
fra Dagslyset, kunne vi i første Øieblik
Intet see, thi Lamperne ere alt sluk-
kede for et Par Maaneder siden af
Mangel paa Spæk.
Hyttens elendighed
Jeg kunne ikke staae oprejst derin-
de; det dryppede fra Loftet; Dyndet
naaede mig op til Foden. Efterhaanden
vænnede vi os til Mørket. Hytten var
vel sex Alen bred og dobbelt saa lang;
den var fuld af Mennesker i alle Aldre,
især Fruentimmer; thi det var tre En-
ker, som her boede; to af dem vare
Mødre til de tvende for nylig druknede
unge Mennesker. Dyb Sorg staaer præ-
get i deres Træk; thi deres Børn elske
de høit, og de vare desuden deres bed-
ste Haab for Fremtiden. To Mænd fin-
des der; men ingen af dem kan sørge
for Familierne.
En af Qvinderne gjør Plads for mig
paa Brixen og byder mig at sidde ned
med det Ord: pitsaoxaox: her er smukt.
Det vil sige, der var en tør Steen; thi
af andet bestod Brixen ikke.
„Sove I Allesammen her?“ spurgte
jeg. „Soruna," jo, var Svaret; — de
vare nogle og tyve i Tallet.
Den ene Enke sad og græd i Stilhed;
det var kun kort Tid siden, hun havde
mistet sin ældste Søn; et Øieblik
standsede hun Taarerne for, idet hun
pegede paa den yngste Søn, en syvaars
Dreng, at sige: „Han vil saa gjerne
spise.“
Den anden Enkes Sorg var ældre,
men ligesaa dyb; det saae man paa
hendes fortvivlet sørgmodige Blik; hun
sagde Intet, sad stille med Haanden
under Kinden og stirrede frem for sig.
Og bagved paa den nøgne Steenbrix
laae, som Fuldendelse paa dette sørge-
lige Billede, den tredie Enke paa Knæ;
uroligt rokkede hun hid og did — hun
var blind.
Ingen bestilte Noget; de eiede Intet,
ikke saameget Skind og Senetraad, at
de kunde sye et Par Kamikker til de
stakkels Børn; en Stump gammelt Saa-
leskind, bundet med Seilgarn om den
tagende Gruppe om Alteret af Ung-
dom og Glæde.
Mætte for en nat
Efter endt Gudstjeneste vendte vi
Alle tilbage til Inspecteurens, hvis
Frue paa denne Aften pleier at give
Grønlænderne en lille Fest. For de
Fattigste mellem de Gamle, for Børne-
Datidens qvinder
Den grønlandske kvinde havde i
gamle dage ry for ikke at være alt for
renlig. Om datidens grønlænderinde
fortæller Bluhme:
Desuden, naar det dreier sig om
Gamle kivf akker i Godthåb
Nungme kivfatomat

DE ELENDIGE for 100 år siden
Løjtnant Bluhmes beretning om Grønlands nedgangstid, perioden
da Atuagagdliutit blev skabt. — Mange var så fattige, at de ikke
havde tøj på kroppen, og temperaturen var minus 20
nøgne Fod, var Alt, hvad de havde at
gaae med i Snee i 20° Kulde. Senge-
klæder fandtes ikke: som de sad der
om Dagen i deres Pjalter, sov de ind
om Natten, og Føden bestod af lidt til-
tigget Meel, rørt ud i Vand, lidt Tang
og Fisk, maaske en Fugl — som Alt
ofte maatte nydes raat.
Jul i Godthåb
Om sine juleoplevelser i Godthåb be-
retter løjtnant Bluhme:
Det var Julemorgen, da jeg vaagne-
de og følte mig noget sært tilmode ef-
ter en underlig Drøm — dog, jeg be-
sindede mig snart, det var jo ingen
Drøm; men i halvvaagen Tilstand
havde jeg hørt de unge Piger i Løbet
af flere Timer drage syngende om-
kring. Allerede i lang Tid havde man
i Hemmelighed indøvet Sangene til
denne Høitidelighed under Katecheten
Rasmus Berthelsens Ledelse. Om Nat-
ten havde han ogsaa ført dem an, og
efter at Enhver af os havde faaet tre
til fire Numre, henvendte han staaen-
de udenfor Døren nogle Ord paa Grøn-
landsk til den vakte Slummer. Alene i
det Hus, som vi boede i, medtog denne
Julehilsen over een Time: det frøs dog
13-14°, og alle Damerne vare i deres
Baldragt; men Følgen var da ogsaa, at
hele Befolkningen et Par Dage efter
var saa forkjølet, at da vi ved en lille
Julefest hos Inspecteurens nødvendig-
vis havde Brug for en Zephyr, var in-
gen at opdrive med saa meget Veir, at
han kunde bringe os en Hilsen fra de
hjemlige Strande.
Større Glæde havde vi havt af San-
gene selve Juleaften. Med saamange
Tællelys, som man under den forhaan-
denværende Mangel kunde tilveiebrin-
ge, var Kirken festlig oplyst; lang Tid
iforveien havde man i Grønlænderhyt-
teme rettet og pyntet og vadsket paa
Stadsklæderne, og de velklædte Piger
og Ynglinge dannede en virkelig ind-
traktore
pitsak
CATERPILLAR’s
(indrag, varemærke)
hydrauliske
læssetraktor
LANGREUTERS
Gi. Kongevej S
København V.
HILDA 1090
ne og for endeel af de unge Piger var
dækket et smukt Julebord med nyttige
Foræringer til de Første. En fik et Par
Kamikker, en Anden en Pelts eller
Andet, som ringe Hjælp til at dække
Nøgenheden; og skjøndt Enhver jo paa
denne Aften havde søgt at gjøre sig
saa pæn som muligt, skortede det dem
rigtignok undertiden paa det Nødven-
digste: en stakkels Dreng fra Nyherrn-
hut, hvem en Pelts var tiltænkt, havde
slet ikke kunnet komme af Mangel paa
Klæder; en Anden maatte bringe ham
Klædningsstykket hjem. Derefter blev
de Alle beværtede med varmt 01 og et
Maaltid Mad, og Hver gik til Sit med
en fuld Maves Tilfredshed.
Hellere sulfe end
undvære kaffen
Der var også mange problemer i
Grønland for 100 år siden. Som et al-
vorligt problem fremhævede Bluhme
kaffen og skriver:
For 30 Aar siden var Kaffedrikken
kun lidet udbredt, og dette fornemme-
lig vel paa Grund af, at Handelen der-
med var begrændset, men siden denne
blev aldeles fri, saa at en Mand, naar
han blot eier nogle faa Skilling kan
kjøbe sig denne Gudedrik, er den til-
tagen i en saadan Grad, at Befolknin-
gen nu hungrer og fryser ihjel, medens
den altid har Kaffe nok at drikke.
„Var der ingen Kaffe," sagde en Dag
en Grønlænderinde, vi besøgte, „var
det ikke værd at leve."
På en lille boplads i Frederikshåb
distrikt havde Bluhme og hans ledsa-
gere besøgt et af husene:
Men hvilken Rædsel da vi kom ind:
Gulvet i selve Hytten var Dynd; Væg-
gene vare de kolde Granitsteen og
mellemliggende Græstørv, paa hvilke
Luftens Vanddampe affattede sig og
fløde ned, Sovebrixeme vare samme
Stof: Steen, over hvilke vare beredte
nogle gamle hullede Konebaadsskind.
Loftet var saa utæt, at Sneen, som
smeltede ovenover paa det flade Tag,
regnede ned, ikke hist og her, men
overalt; Mændene beholdt deres Vand-
skindklæder paa derinde; Fruentim-
merne krøb sammen paa Brixen i de-
res usle Pjalter og varmede sig op ad
hinanden, Børnene, et af dem fuld-
stændignøgent, laae i Mødrenes Skjød,
der søgte at tilhylle dem med deres
Pjalter og Rester af fordums Tæpper
og Dyner, og til Beskyttelse mod Reg-
nen holdt de et Saaleskind over Hove-
det: Og ikke en Lampe brændte; til at
varme Hytten med, havde de allerede
nu ingen Spæk, hvorledes vilde det da
gaae i den syv Maaneder lange Vin-
ter, som forestod? (det var i slutningen
af september). Det var det Rædselssyn,
som mødte os. Og trods dette faldbød
de os et Skind, som de endnu havde
tilbage, det, som de holdt over Hove-
derne mod det neddryppende Vand,
for: Kaffe I
Qvinden, vil Medlidenheden — ja som
alt Menneskeligt er den naturligvis
ogsaa ussel — men den vil saa gjerne
have lidt mere, end netop Navnet
Qvinde at fæste sig til, blot lidt Qvin-
delighed for ikke at sige en Smule
Skjønhed — men ak! Kun deres Lat-
ter lader ane qvindelige Væsener. Det
er hende, som sidder paa den tredie
Tofte, Nette, som er det vittige Hoved;
desværre forstaae vi hende ikke —
men hun har unægtelig en meget liv-
lig Mimik; hun sidder der i sin lasede
Anorak, i de hullede Kamikker, i de
fidtede Benklæder, og den bogstave-
ligt kulsorte Chemise; thi den er ikke
vadsket siden hun kjøbte den, og hun
eier kun den; det størknede Blod fra
den sidste Sælhund, hun flænsede, sid-
der endnu i Kager paa hendes Hæn-
der, og Vinterens Smuds dækker de
fede Kinder, over hvilke Øinene svøm-
me som i smeltet Tran. Haarene ere
tabte ved den bestandige Opstrammen,
dog Toppen tør ikke mangle, men —
den er falsk og er bundet sammen med
de enkelte tilbageblevne Haar ved et
Baand, som vistnok engang har kjendt
Farven — kun den, som da har seet
det i sin fordums Giands, vil kunne
sige til hvilken Stand hun som grøn-
landsk Qvinde henhører. Hun er et
ægte Udtryk af Grønlænderindeme —
dog nei, ikke for de unge Piger. Saa-
længe de ikke ere givte, og forsaavidt
som de have Raad dertil, ere de for-
holdsvis omhyggelige med deres Ud-
seende.
Fremtiden
Bluhme var rørt over den store elen-
dighed, han mødte, og udpegede Den
grønlandske Handel som hovedårsag
til tilbagegangen. Herom skriver han:
I fordums Tider, ja selv endnu for
en 30-40 Aar siden — og Europæere,
som endnu leve i Grønland, have seet
den Tid — eiede næsten enhver Fa-
miliefader sit Telt og sin Konebaad,
og hvert mandligt Medlem indtil den
5 Aars Dreng sin Kajak; naar Foraaret
da kom, brød enhver Familie op; Taget
blev revet ned af Vinterhuset, for at
frisk Luft kunde gjennemstrømme
hver Fuge af det; Bohavet, der bestod
af Madkjedlen, Renskindene, nogle
Edderdunsdyner og Telte, stuves alt i
Baaden; man drog ud at søge Føden
paa de bedste Steder, og at insamle
Vinterforraad. Lange Rækker af Ko-
nebaade, hele Flaader af Kajakker
kunde den Reisende da træffe paa, og
Overgangen var brat: fra den øde Na-
turs Taushed bøide han om et Næs og
var da midt i et overstrømmende Væld
af Livsglæde: Støi og Tummel, Glæde
og Liv fyldte Luft og Sø, og snart var
den fremmede omringet af den hele
Flok af disse underlige Væsener. —
Men nu? Med Nysgjerrighed stirrer
man efter det enkelte fattige Telt, som
man en sjælden Gang træffer paa sin
Vei. Det er gaaet tilbage!
Alle disse Herlighederne ere nu for-
bi. Den kongelige Grønlandske Handel
har efterhaanden udpiint dem, saa de
knap have Klæderne paa Kroppen,
Konebaad eier næsten Ingen, endnu
mindre Telte, selv Kajakkerne ere
forfaldne, mange kunne ei engang roe
i Kajak længer: thi Forældrene have
ingen Skind at give dem til Fartøiet.
Sommeren bringer da ingen Afvexling;
i de samme usle, qvalme Hytter, som
om Vinteren, maae de blive om Som-
meren, Føden er den samme, nogle
Torsk eller Ulke, som de trække op
med Snøren — ingen Afvexling, ingen
Glæder, ingen Midler til at forsyne sig
for den kommende Vinter — kun Kul-
de, Mangler, Sygdomme og Elendighed.
Fremtiden: Ja naar den sidste Draa-
be er udpiint, da kan Landet atter
overgaae til sit eget tomme Øde; Men-
neskene ere borte, Sælhundene skulle
leve i Fred, og Hvalfangeren, som for-
liser paa Kysten, kunne da langsomt
smuldre hen paa den stenede, isdæk-
kede Kyst: Det var bedre om vi itide
forudsaae denne Fremtid!
ilmiarfigssuarme ilmiarsimassut ilait
(nup. 77-imit nangitan)
kiåne „Avångamisalerssårut“ine, a-
ngåkorssuax AlataK titartarsimang-
mago igpingnauteKångitdluinartumik.
angalanex tamåna mamaraluarti-
narsimagunaramiuk Mylius Erichsen
Tunumut angalarssuamialermat Dan-
imark-ekspeditionimik tainilingme
tauva tåssunga ilauvox; tåunalo pivox
ukiune 1906-imit 1908-mut. taimanilo
Tunume avungarssuax angalasimavox
Mylius Erichsen Høegh Hagenilo ila-
galugit, nunat tikineKångisåinartut å-
ssilioriartordlugit, ajoraluaKissumik
upemåutitorpatdlårdlutik uterniarsi-
naujungnaersimåput umiarssuarming-
nut, nunamilo piniagagssardloKissume
aussisimavdlutik. ukiarmat sermex i-
tivitdlugo angerdlamialersimåput ka-
perdlagssussox atissardloxalutik. si-
kumutdlo arxaramik kinguleriårdlu-
tik nerissardlungnermut atissardlung-
nermutdlo tomissarsimåput. Jørgen
Brønlundivdlo sapitsulioxalune isigka-
ne xerunerssuamik ulivkårtut paor-
muinangajagdlune suliamik agdlagsi-
mavfé taxuaxarfingmut Lamberts
Landimut apuniarssarisimavai. tåssa-
nilo taxussat tikikaluardlugit nagsa-
tane iluarsitdluarérdlugit åmåtaoK to-
KUsimavoK.
tamåna sapitsuliomera silarssuarme
tamarme tusåmaneKarpox. tamatuma-
lo kingornagut nunavtine erxåissutig-
ssalernexarpox Nungme nåparnexar-
tumik. erxåissutigssardle tåuna Nång-
mitoK toncortatut ipoK isumaxamar-
nerugaluardlunilo Ilulissanut mérauv-
fianut nungnexaraluarune t ugdluar-
nerusimåsagaluartoK.
Danmark-ekspeditionime nalunae-
rutit ilåine ima agdlagsimassoKarpox:
.. Jåruvdlo nalunångivigsumik nani-
neKamigssait Kularinagit ima iluar-
såussisimangmat, erdlingnamerussut
— inunine akigerérdlugo — uvavtinut
Kimatdlugit tåssa uvdlorsiutine Høegh
Hagenivdlo nunap åssiliai. tamåna tå-
ssauvoK atarxinaut angnerpåx uvav-
tinut sarxfimersisinausså..
2. Gustav Olsen iliniarfigssuarmit
inerame ajoxitut sulilerpox pingårtu-
rnik asimioxarfinguit ajoxiuvfigissar-
dlugit. suliaminigdle ingerdlatitsiv-
dluarsimangmat kujatåmiuviugaluar-
toK avangnamut nugtipåt Ilulissanut
ajOKiuningortitdlugo. ukiutdlo xavsi-
nguit tåssane sulerérsox avanerssuar-
miut ajoxersuiartortitalemexamialer-
mata torxamexarsimavox tåvunga
autdlamigssamut. taimåitumigdlo
1909-me Ilulissane palasingortitaoré-
rame tåvunga autdlarpox kuisimångit-
sunut ajoxersuissungoriartordlune. na-
lunångilax autdlarxåumut atugarig-
såginartarsimångitsox pingårtumik
taimane ilåne ukiut mardlugsuit u-
miarssuaxartånginamik atortugssa-
mingnik amigautexartarsimaxigamik.
taimåitordle tusångisåinarpunga nå-
magigtaitdliutåinik. tåssalume ukiut
ilåne tåvanimiutordluinax inussaria-
xartarsimåput igdlupalanguane xut-
dlinamik unagsautilingne. aitsåtdlo
1920 xångerneratigut kujavarpox ni-
uvertoxarfitdlo ardlarit palasitut sut-
dlivigissarsimavdlugit inungnit ilisa-
rivdluamexardlune. soraerningomer-
me kingoma Sisimiunut pivox tåssa-
nilo angajorxåme nunagissåinut piv-
dluné.
soraemingorsimalerdlune Sisimiune
toxuvox 8. august 1950.
ilisimavara aningaussanik katerssu-
inexarsimassox avanerssuarmiut pa-
laserxåvata erxåissutigssalemexamig-
ssånut.
3. Niels Lynge, tåuna sule inuvox,
taimåitumigdlo agdlauserisinåungila-
ra. sivisorssuarmigdle ajoxiunerusi-
nardlune kisa palasingortitauvox, må-
nale soraerningorsimavdlune.
tåukunane iliniaxatigingne pingasu-
ne takusinauvarput iliniarfigssuax xa-
nox perortitsisinaussox. taimåitumig-
dlo iliniarfigssuarmitsiarsimanera i-
nunera tamåt puigungisåinåsavara ta-
ssuna mikingitsumik ikiornexarsima-
gama.
UiniartutorKat ilåt.
78