Atuagagdliutit - 24.05.1962, Qupperneq 14

Det kan kaldes et U-land
Indien, hvor sult, sygdom, fattigdom, uvidenhed, overtro, religiøse for-
domme og sløvhed præger henved 500 millioner mennesker ★ Et
måltid om dagen til de flesle ★ En dagløn på halvanden krone -^r Der
fødes hver dag ligeså mange mennesker, som der lever i Grønland ★
U-landshjælp giver ikke altid det ønskede resultat
Af MADS LIDEGÅRD
„Blossoms in the dust“ er titlen på
en bog om Indiens kamp mod sult og
stilstand og fattigdom. I en tid, hvor
vi — også i Grønland — stadig kom-
mer i et nærmere forhold til den øv-
rige verden, kræves det af os, at vi
kender noget til de andre. Vi forstår
os selv og vores situation bedre, hvis
vi har noget at sammenligne med —
og ved at fortælle om denne bog vil
jeg altså gerne fortælle lidt om In-
dien.
Indien er et land — eller snarere
en verdensdel for sig selv. Tal siger
ikke så meget, hvis man skal forkla-
re, hvor stort Indien er, og hvor man-
ge mennesker der lever i landet. Men
vi kan prøve at omsætte tallene til
praktiske størrelser. Det er mere end
dobbelt så stort som Grønland med
indlandsis og det hele, — 100 gange
så stort som Danmark, men på hver
kvadratkilometer lever over 100 men-
nesker hele det vældige område
igennem, i alt henimod 500 millioner.
Det er så mange, at hver eneste dag
i året fødes der flere mennesker, end
der bor i hele Grønland. Der er 15.000
gange flere mennesker end i Grøn-
land.
Og alle disse mennesker er fattige
— har i århundreder levet på sulte-
grænsen, mange under den, og gør
det endnu. Endnu i dag er gennem-
snitsindkomsten pr. indbygger i Grøn-
land mere end 10 gange så stor som
i Indien. Kun de færreste kan læse
og skrive — de allerfleste voksne har
aldrig gået i skole. Og dog er Indien
et ældgammelt kulturland, hvor
kunst og kultur har blomstret i år-
tusinder — også mens grønlændere og
danske endnu var primitive naturfolk
ved verdens yderste grænse.
Landets rigdomme har altid til-
trukket fremmede erobrere — og
indtil 2. verdenskrig var Indien eng-
elsk koloni, men blev fri lige efter
krigen i 1947. Under ledelse af pre-
mierminister Nehru tog landets cen-
tralregering fat på at opbygge det til
et moderne land med en højere leve-
fod. Det var en gigantisk opgave. Man
måtte kæmpe mod sygdom, sult, fat-
tigdom, uvidenhed, overtro, religiøse
fordomme, sløvhed — og man kæm-
per endnu. Der var brug for uhyre
pengesummer til at sætte det nye i
gang — og landet har selv måttet
skaffe næsten dem alle af sine egne
fattige indtægter. Udefra har man
fået lidt hjælp — måske mange penge,
hvis man nævner tallet, men pr. ind-
bygger næsten intet — 10—20 kroner
om året — eller 100 kr. pr. familie.
Hvor lidt det er, kan vi her i Grøn-
land forstå, når vi tænker på, at til-
skuddet udefra her er oppe på over
5.000 pr. indbygger eller 20—30.000
kr. pr. familie om året — og vi synes
endda, at det er for lidt.
Med disse meget begrænsede midler
har regeringen i Indien prøvet at
sætte den uhyre befolkning i gang
med at hjælpe sig selv fremad efter
princippet hjælp til selvhjælp. Men
udviklingen har mange steder skuf-
fet — befolkningen har tit ikke ud-
nyttet de chancer, man har givet
den. Hidtil har man mest hørt om re-
sultaterne i tal — i penge — i stati-
stikker — uden at man har mærket
noget til menneskene bagved. Og det
har derfor stadig været en gåde, hvad
der egentlig foregik dernede bag alle
tallene, ude mellem menneskene selv.
For at kaste lys over denne gåde
rejste en kvindelig indisk journalist
Kusum Nair et helt år igennem rundt
i Indien fra nord til syd — fra øst til
vest og talte med folk, rig og fattig,
ung og gammel — og hørte deres egen
mening om alt det, der skete, og hvad
hun hørte, skrev hun ned, som hun
hørte det. Det er alle disse samtaler,
som er blevet til bogen „Blossoms in
'the dust“. Her møder Vi det levende
Indien, menneskene selv. Vi kan slet
ikke nå i een artikel at komme med
rundt, men vi vil følge med rundt til
nogle enkelte af Indiens millioner og
høre deres egne ord om det, der sker
— og derigennem måske forstå lidt
af de problemer, som dette vældige
folk har at slås med.
TO MÅLTIDER DAGLIG
Vi begynder i den store provins
Madras i sydøst. Som overalt er de
fleste mennesker her bønder, spredt i
1000 små landsbyer. Ganske enkelte
ejer en del jord, men de allerfleste
kun så meget som en have eller slet
intet, men arbejder så lidt for de
store bønder. De tjener 1,50 kr. om da-
gen ved 10 timers arbejde. Hver af-
ten får man et måltid af kogte korn
eller ris, hvis man er velhavende —
og om morgenen resterne af den kolde
kogte mad. Kun disse to måltider. —
Praktisk talt aldrig kød, men ind
imellem lidt tørfisk til aftensmaden.
Man bor i hytter af ler — hele fami-
lien i eet rum. Gulvet er jorden, taget
af strå. I reglen ingen møbler af no-
gen art, måske en bænk eller lignen-
de at sove på.
Regeringen har gjort meget for at
ændre disse forhold. Først har man
bestemt, at arbejderne skulle have
en større del af jordens udbytte, der-
næst at bøndernes jord skulle deles
ud til de jordløse. Man håbede på
større arbejdslyst og højere levefod
— men det er snarere gået tilbage. Vi
spørger en af de større bønder, Swa-
minathan, hvorfor: „Før fik arbejder-
ne kun 25 procent af jordens udbytte,
Deres farvefilm bliver smukkest gennem
AGFA
COLOR PROJEKTOREN CP 66
éssilissatit Kalipautigdlit kussanarner-
påusåput aforugko Kingortitsissut Agfa
Color Projektoren CP 66
ericaimajuk åssilissat pit-
saussusagpata åma filme
pitsaunerpåK atortaria-
Karmat: Agfacolor.
Husk, skal resul-
tatet blive godt,
må De også bruge
den bedste film:
Agfacolor.
Kingortitsissut (150 watt) lysbilledinut si-
niligkanut 6X6 cm-nut atugagssaK. issau-
sså: Agfa Agomar 3,5/150 mm.
Projektionsapparat (150
watt) til monterede diapo-
sitiver 6X6 cm. Objektiv:
Agfa Agomar 3,5/150 mm.
SOLGRYN nerissåkit
nukigtungorumaguvit
nerissagssat inQssutigssatut nalerKutQsagunlk perKingnartOsagu-
nigdlo inflssutigssartaicartariaKarput méricanut inerslmassanutdlo
nalerKutunik, taimåitumik SOLGRYN uvdlut tamaisa nerissåkit,
tåssame SOLGRYN akoicarmata månlup KaKortortåta lnussutig-
ssartarpagssulnik kalkimigdlo kisalo akugalugltaOK jern, fosfor
åma B-vltaminer.
Rigtig ernæring skal være sund og Indeholde de ting, der er nød-
vendige for både børn og voksne, derfor skal De servere SOL-
GRYN hver dag, for SOLGRYN indeholder en rigdom af protein
og kalk samt jern, fosfor og B-vitamlner.
pårtap tunuane åssiUartauvdlutik. (put titartagkat plsanganartut
nangeicdtårtut niortagagssat, indiånerlt, sdkutilt nutåmlgAlo nu-
nagssarsiortut.
Spændende udklipsserie med flotte indianere, soldater og nybyg-
gere på bagsiden.
nu 60 procent. Med det er han så til-
freds, at han ikke er interesseret i at
producere mere. Hvis jeg vil have
ham til at bruge mere sæd til såning,
protesterer han. Han har nok.“ Og vi
spørger så en af arbejderne: „Hvis vi
producerer mere, forlanger jordejeren
også mere. Derfor gør vi det ikke —
han må forbedre driften, ikke vi.“
Det allermærkeligste er dog, at ar-
øjne. „I reglen klarer vi at spise eet
måltid om dagen, det andet kan vi
aldrig være sikre på og må i reglen
undvære det. Vi betales aldrig med
penge — kun med korn. I aften vil vi
spise det sidste, vi har tilbage. Der
vil ikke være noget til i morgen." Hun
er falmet og udslidt, øjnene er våde.
Regeringen har prøvet at få bønder-
ne til at dyrke mere ris — hvilket de
bejderne slet ikke selv ønsker mere
jord end lige til at leve af." Hvorfor??
Vi spørger 5 forskellige, som alle kun
ønsker små stykker land, som de kan
overse — og som lige kan opretholde
deres normale levestandard, d.v.s.
skaffe så meget ris, at familien kan
få 1—2 måltider hver dag.
FEM SULTNE BØRN
Vi rejser så til vestkysten, til Ke-
rala-provinsen. Det er også bønder
fra gammel tid, men her er industria-
liseringen slået igennem. Mange er
blevet arbejdere og tjener 3—4 kr. om
dagen, 18 kr. om ugen. Og der er mere
jord tilbage til de øvrige. Mens bøn-
derne i Madras næsten ikke kender
skoler, går de fleste her i skole, både
voksne og børn. Mange har rene, pæ-
ne huse, tit af sten, går pænt klædt.
Og mens man i Madras tit ikke anede,
at der var en nyordning i gang, kend-
te og diskuterede arbejderne i Kerala
den. Alligevel er udviklingen gået i
stå — ingen tør' eller vil skabe nye
virksomheder for den voksende be-
folkning. Og i landdistrikterne er der
megen nød. Vi går ind i en hytte i en
landsby, en arbejders, lavet af blade
af kokostræ, syet sammen med ko-
kosfibre. En lav dør fører ind til eet
meget lille rum — uden stole, seng
eller andet — kun et ildsted — uden
ild. (Man har som brænde her kun
tørret kogødning, og det er en man-
gelvare). Manden er gået ud for at
søge arbejde, konen, der er gravid, er
ene hjemme. Omkring hende står fem
nøgne, radmagre børn med sultne
RANDERSIME
AGDLUNAUSSIAT
A TVKIT!
let kan gøre med forbedrede metoder,
men de vil ikke af frygt for, at rispri-
sen skal synke.
HVORFORI
Vi går mod nord — til Mysore-pro-
vinsen, det sted, hvor Danmark har
startet en landbrugsskole, som stadig
udvides. Her er forholdene næsten
endnu elendigere. Her har regeringen
anlagt en stor dyr dæmning for at
skaffe vand, så markerne kan dyrkes
bedre, hvis blot bønderne vil grave
kanaler fra hovedvandåren til deres
egne marker — og betale en lille af-
gift for vandet. Men de gør det ikke
— vil ikke ud af den vanetilværelse,
de gennem århundreder har vænnet
sig til — og regeringens dyrt erhver-
vede vand flyder ubenyttet i havet.
Vi spørger Meerappa, som har tem-
melig meget vand nær vandledningen.
Han bruger det ikke. Hvorfor? „Det
regnede sidste år — derfor tog jeg
ikke — ligesom i år. Når det ikke
regner, vil jeg tage." (Netop nu var
landet knastørt og trængte hårdt til'
vand). Vi spørger: „Har du i det
mindste gravet kanalerne?" — „Nej."
— Samtalen er forbi.
Udenfor næste hus sidder en fattig
arbejder, Balappa, som er vendt hjem
fra godt arbejde ved middagstid,
skønt der var arbejde resten af da-
gen — og skønt hans hus er falde-
færdigt, og hele familien sulter og
ikke har tøj på kroppen. „Er du alle-
rede tilbage fra arbejdet? Skal du
ikke arbejde resten af dagen?"
v „Nej", er det korte svar.
„Hvorfor?"
„Jeg er træt".
„Hvor meget har du fået for en
halv dags arbejde?"
„Et pund hirse".
„Kan du få arbejde hele året, siden
du tager det så roligt?"
„Nej."
„Hvorfor arbejder du ikke hele da-
gen, når der er arbejde, så du kan
spare op til trangstider?"
„Jeg skal finde græs til min ko“ —
og dermed afbryder Balappa samtalen
og daser videre med en rygepind i
munden.
Og endelig spørger vi en tredie bon-
de, hvorfor han ikke bruger vandet:
„Nu har vi dyrket vores jord i tusin-
der af år med regnen alene — og den
koster intet", siger han og trækker på
skulderen.
NU KAN VI DRIKKE KAFFE
I et andet område i Mysore har re-
geringen direkte søgt at fremme ud-
elektroteknikimut tungassut sånatitdlo niuvernermut sanaortorner-
mutdlo tungassut.
14