Atuagagdliutit - 04.08.1966, Blaðsíða 18

Hyæneskrig og løvebrøl
lige uden for teltdøren
Tidligere medarbejder ved „Grønlandsposfen" og Nyhedstjenesten,
Mogens Friis Andersen, der nu er lærer ved et journalistkursus i Tanzania,
beretter om en udflugt til en af de store afrikanske Game Parker, samt
fortæller, hvad der kan ske, når man ikke er helt kendt med de lokale
sæder og skikke.
Selvfølgelig brød bilen sammen to
timer før, vi skulle starte. Efter fem
måneder i det tropiske Dar-es-Salaam
under en ubarmhjertig brændende Sol
og en klam fugtighed, som kun kendes
på disse breddegrader, stod vi sluk-
ørede og med sveden dryppende fra
ører og næse og så den første større
tur til det køligere indland med et
GALLES
Giv Dem selv en
pose drops i dag —
og busk! —
den skal være fra
Galle & Jessen
☆
sukuarKanik ilumiulingnik
uvdlume pisigit pugssiår-
Kamik erKaima—jugdlo!
pugssiåraK uvånga pissu-
sangmat Galle & Jessen
besøg i Mikumi Game Park gå op i
lamperøg. Endelig var det lykkedes
at få fat i en bil, og så —!
Men miraklernes tid er som bekendt
ikke forbi. Efter at have været fem
måneder om at få fat i den første bil,
blev den næste stampet op af jorden
i løbet af tre kvarter. D. v. s. forsin-
kelsen blev på ca. tre timer, inden
alle detaljer var klaret, og det var
nok til, at vi først fik startet hen imod
solnedgang. Kun den, der kender den
tropiske nat, ved, hvad det vil sige
at rakke rundt på hullede afrikanske
jordveje i buldrende mørke og lede
efter en ensomt beliggende kostskole
— vort første overnatningssted, hvor
en fælles bekendt underviser.
En præsentation af „vi“ er vist på
sin rette plads — Hanne, Kirsten, Erik
og undertegnede, alle „frivillige" ud-
sendt gennem Mellemfolkeligt Sam-
virke. Over stok og sten gik det for
ikke at nå alt for sent frem, men ak,
det var midnat, forsinkelsen havde
sneget sig op til seks timer, og vor
ven var forlængst gået i seng, da vi
dukkede op i horisonten. Takket være
et langsomt postvæsen havde han ikke
fået vort sidste brev og havde stået
klar med mad allerede fra morgen-
stunden. Han havde forlængst opgivet
at se os.
ET VALG, VI IKKE FORTRØD
Havde aftenens besværligheder sat
humøret et par grader ned, så var alt
straks glemt, da vi næste morgen så
vore omgivelser. Vi havde i nattens
mulm og mørke sneget os frem til
foden af Uluguru-bjergene vest for
byen Morogoro — eller rettere sagt
lidt op ad bjergskråningen. Vi havde
udsigt over en mægtig slette til den
ene side, mens bjergene rejste sig
stejlt bag huset, og havde tinderne
delvist dækket af skyer. Solen skin-
nede og varmede uden at brænde, luf-
ten var let, kølig og klar, vi nød det
og ønskede Dar-es-Salaam et vist sted
hen.
Naturligvis skulle der ske noget.
Vi havde fået „forceret“ et par
muhammedanske helligdage og
havde så god tid, at vi kunne til-
bringe en dag i Uluguru-bjergene.
Et valg, vi ikke fortrød.
DET MYSTISKE VANDFALD
Vor vært vidste, at der et sted i
bjergene skulle være et vandfald, men
havde endnu ikke selv set det. Nogle
andre lærere ved skolen kunne for-
tælle vidt og bredt om dette vandfald,
der var blot det ved det, at de aldrig
selv havde kunnet finde det, men de
vidste i hvilken retning, vi skulle
køre!
Langsomt kravlede bilen op ad
bjergskråningen til et pas, hvorfra vi
havde det mest pragtfulde udsyn over
dalene. Frodige marker, skovbeklædte
bjergskråninger og et utal af små
landsbyer „drysset“ ud over hele om-
rådet. Langt ude i det fjerne kunne vi
skimte vandfaldet. Vi måtte ganske
simpelt stige ud af bilen og sætte os
på nogle klippestykker, mens vi prø-
vede at fordøje indtrykket.
Dernæst gik det videre, først ad
forholdsvis brede veje, dernæst i et
par hjulspor og til sidst ad nogle
klippestier, som faktisk hverken var
vej eller sti. I timevis. Hele tiden tro-
ede vi, at vandfaldet ville være henne
bag næste klippeformation. Hver gang
blev vi skuffet.
MASSER AF VAND
Det var ikke, fordi vi ikke så vand.
Pludselig kom nogle tunge skyer dri-
vende mellem bjergene. Og det styr-
tede ned. I tove. I løbet af et øjeblik
„sejlede" vi hen ad bjergstierne i
mudder. På den ene side bjergvæggen,
på den anden en skrænt på et par
hundrede meter. Pigerne erklærede,
at de ville af! Tanken om at skulle
vade hjem i mudder til anklerne fik
dem dog til at ombestemme sig, så de
nøjedes med at sidde med hånden på
dørhåndtaget, klar til at springe ud.
De fik dog ikke brug for deres akro-
batiske øvelser.
Selv om vi heller ikke fik vand-
faldene at se, fik vi dog set til-
strækkeligt med vand den dag.
STOP FOR ELEFANTER!
Mikumi Game Park ligger små 300
km fra Dar-es-Salaam på begge sider
af hovedvejen, der fører til Zambia.
Hvor hovedvejen går gennem selve
„game“-området, har alle køretøjer
vigepligt for dyrene, hvilket sådan set
siger sig selv. Man føler sig ikke spor
fristet til at skubbe til en elefant, der
nu engang har fundet det for godt at
stille sig midt på vejen.
Vi nåede frem til parken den føl-
gende dag først på eftermiddagen og
indlogerede os i den' stedlige teltlejr,
der fungerede som hotel. Dyrene kom-
mer især frem i morgen- og aften-
timerne, så vi slappede af en smule
efter at have siddet i bilen og klam-
Overnafninger i Mikumi Game Park
foregår i felte, og den eneste beskyt-
telse, man om natten har fil af holde
de vilde dyr borte, er en tændt
flagermuslygte foran teltdøren.
umassunik ericigsisimatitsivigssuarme
Mikumi Game Parkime unuissarput
tuperme, nerssutinutdlo nujuartanut
alisimårtitsissorineKarfardlune nane-
ruånguaK fovKup silafånut nivingagaK.
Mogens Friis Andersen
ret os til sæderne for ikke at blive
rystet rundt mellem hinanden. De sid-
ste 30 km af vejen mindede mest af
alt om et overdimensioneret vaske-
bræt.
Hen under aften fik vi en guide
med i bilen og begav os ud på de små
stier. Guiden forstod ikke engelsk og
vi ikke swahili, men efter en lang og
indviklet „samtale" fandt vi dog ud
af, at han først ville føre os hen til
nogle løver, som for et par dage siden
havde slået sig ned ikke langt fra telt-
lejren. Det gik først ad små stier, så
tværs gennem bush’en over sten og
buske, gennem mere eller mindre ud-
tørrede vandhuller og diverse andre
forhindringer. Pludselig var vi om-
givet af en flok skrigende gribbe, så
vi var klar over, at nu skete der snart
noget, og et øjeblik efter rullede vi
op foran en mægtig hanløve i en af-
stand af ca. 15 meter. Den end ikke
ænsede den dåse med mennesker, som
gjorde holdt foran den, men lå i op-
højet ro og fordøjede sin middagsmad.
Bag den lå et ådsel — efter størrelsen
at dømme af en zebra — og det var
disse middagsrester, gribbene var in-
teresseret i. De to hunløver var på
jagt.
På vej tilbage til vejen nåede køler-
vandet kogepunktet, så vi standsede,
steg ud og nød en sodavand. Vi fik da
øje på den ene af hunløverne og kunne
følge den i kikkert. Mens vi var op-
taget af at betragte den, puslede det
bag os, og vi opdagede en hyæne, som
sad og gloede på os. Vi gloede på den
et stykke tid. Ingen af parterne rørte
sig. Hvem, der var mest nysgerrig,
lykkedes det os ikke at finde ud af.
DANSKE STORKE
En af de oplevelser, der gjorde størst
indtryk på os, var ejendommeligt nok
en flok ganske almindelige, danske
storke. Et sted lettede på samme tid
et halvt hundrede storke ved siden af
bilen og fløj hen til en anden flok
på flere hundrede. De var ved at
samle sig i flokke for at gøre rejsen
nordpå, og vi lod uvægerligt tankerne
gå hjemover, hvor man kommer
kørende langvejs fra og måbende står
og betragter et enkelt storkepar på en
bygning, hvor man oven i købet har
anbragt et hjul og nogle grene for at
hidkalde storkenes opmærksomhed.
Ellers gik det slag i slag. Store flok-
ke af bøfler og gnuer samt zebraer i
spredt fægtning, vortesvin, aber, nys-
gerrige giraffer, som absolut skulle se,
hvad det var, der kom rullende, og
som dernæst satte i det karakteristiske
„slow-motion“-løb — og endelig et
18