Atuagagdliutit - 08.06.1967, Blaðsíða 26

Der tændes op under den
mellemøstlige krudttønde
De arabiske provokationer mod Israel har hvirvlet Ægypten og de øvrige
arabiske stater ud i en regulær angrebsposition. — Men krigen står næppe
for døren.
Af Henrick Døcker, Ritzaus Bureau.
Tilbagetrækningen af De forenede Nationers fredsbevarende styrker fra den
ægyptisk-israelske grænse ved Gaza og på Sinai har på dramatisk vis under-
streget alvoren i den mellemøstlige situation og har opkastet spørgsmålet: Vil
araberstaterne påny gå til angreb på Israel eller provokere et angreb fra denne
stat? Meget tyder på, at disse foruroligende ydre manifestationer ikke står i no-
get forhold til den aktuelle fare for en regulær krigssituation.
Det forbliver et åbent spørgsmål, om
generalsekretær U Thant handlede ret
ved at provokere en regulær udvisning
af FN-styrkens 3400 mand, efter at
den ægyptiske præsident Gamal Abdel
Nasser havde beordret styrken væk
fra grænseområderne, hvor den var
stationeret og havde sin opgave. Israel
forekommer uhyggeligt blottet i den
nuværende situation, og krigen er ryk-
ket ildevarslende nærmere, efter at
Ægypten har etableret blokade af Is-
raels eneste åndehul til havet øst for
Suez i byen Eilath i Aqaba-bugten —
hvilket hidtil har været umuliggjort
af den kontrol, FN havde etableret ved
Sharm As Sheik.
FN-STYRKEN — ET PRODUKT
AF SUEZ-KRIGEN
FN-styrken kom til det urohærgende
område efter den kortvarige Suez-
krig i 1956, der fulgte efter den ægyp-
tiske regerings nationalisering af Suez-
kanalen — et skridt, der i særlig grad
vakte Frankrigs og Storbritanniens
harme, og som havde bevirket deres
indkaldelse af FN’s sikkerhedsråd til
behandling af sagen. Det komplicerede
mellemøstspil, der oftest kun opfattes
som de evige brydninger mellem Israel
og de arabiske lande, tilførtes her et
nyt moment: konflikten mellem den
„gamle", „imperialistiske" verden, re-
præsenteret ved Frankrig og Storbri-
tannien, og en ung stat, Ægypten, der
ønskede alle bånd med fortiden kappet
over og sin førerstilling i den arabiske
verden befæstet.
Med skabelsen af staten Israel som
en — omend sen — realisering af lord
Balfours løfte i 1917 om et national-
hjem for jøderne, blev der i 1948 skabt
et ståsted for jøder, som i årtusinder
havde fristet diasporaens — fordrivel-
sens — trange kår. Forud var gået tre
Glimt fra en af kajerne havnebyen
Eilath, hvor arbejdet er gået i stå efter
den ægyptiske lukning af Aqaba-bugten.
sekler af jødedommens historie, der
nok må betegnes som nogle af de mest
rystende i menneskehedens historie.
Behovet for et varigt hjemsted til
alverdens jøder blev stærkt allerede i
trediverne, da rædselsvækkende po-
gromer satte ind ikke blot i det nazi-
stiske Tyskland, men også i flere øst-
europæiske lande, først og fremmest
Polen.
muhamedanere jøder
1922 486.177 83.790
1931 693.147 174.606
1935 770.135 355.157
1940 881.293 463.535
1946 1.076.780 608.230
I denne forbindelse må det erindres,
at der såvel i mellemkrigstiden, som
under og efter 2. verdenskrig af bri-
terne som mandatmagt i Palæstina
blev sat meget snævre grænser for den
jødiske indvandring af angst for at
krænke araberne ved at gøre det jø-
diske „mindretal" for stort.
Stik imod alle beregninger viste den
nye stat, der takket være velhavende
amerikanske jøders bidrag havde væ-
ret i stand til at udruste en moderne
hær, sig i stand til at løbet af ganske
kort tid at nedkæmpe de arabiske
hære og i 1949 sluttedes våbentilstand
med Ægypten. Senere forsøg på at få
en egentlig fredsslutning i stand er
strandet, hovedsagelig på grund af de
efterhånden 1 million arabiske flygt-
ninge, der oprindelig var bosat i Palæ-
stina, men som flygtede til Jordan,
Libanon, Syrien og Gaza-strimlen
langs Middelhavet umiddelbart efter
Israels selvstændighed.
Flygtningene, der af de omkring-
liggende arabiske lande blev opfordret
til at forlade Palæstina, til dels af
frygt for jødiske repressalier, regnede
med hurtigt at kunne vende tilbage
i kølvandet af de sejrrige arabiske
hære. Skæbnen ville, at de endnu sid-
der i flygtningelejre i de nævnte lande
og områder — under varetægt af FN’s
særlige hjælpeorganisation UNRWA.
De arabiske lande har ikke vist nogen
interesse i at komme flygtningsspørgs-
målet til livs, idet de ser en interessse
i at oprette denne martyrgruppe, som
skal vidne om den blodige uret, der
blev begået over for de arabiske lande
ved oprettelsen af staten Israel på
deres territorium. Kun i Jordan har
flygtningene mulighed for at få nyt
statsborgerskab.
Siden våbenhvilen har man langs
grænserne oplevet utallige episoder
og evigt truende udvikling, hvorunder
Nasser gang på gang svor „død og øde-
læggelse" over Israel. Suez-krigen i
1956 — iværksat efter hemmelig aftale
mellem Frankrig, Storbritannien og
Israel — førte israelske styrker om-
trent til byen Suez, men efter kraftigt
pres fra USA, der ikke turde lade
dette tilsyneladende „ny-imperialisti-
ske" fremstød stå upåtalt, indstilledes
aktionen — under sådanne former, at
det i de arabiske lande i dag er en ud-
bredt opfattelse, at Nasser i virkelig-
heden vandt „slaget om Suez".
SPLITTELSE 1 DEN
ARABISKE VERDEN
Ægypten, der tidligere sammen med
Syrien indgik i „Den forenede Ara-
biske Republik", sluttede i 1961 en
forsvarsaftale med Syrien, og det var
som følge af israelsk-syriske skær-
mydsler og et nederlag i en lufttræf-
ning med Israel, at Syrien fik pustet
liv i den store „bussemand" Ægypten,
igdloKarfingme umiarssualiviussume Ei-
lath-ime talftarfit ilåt, tåssane sulineK
unigtlneKarsimavoK ægyptenimiut Aqa-
bap kangerdliumarnanik matussinerata
kingorna.
PERMANENT KRIGSFARE SIDEN
STATEN ISRAELS FØDSEL
Nogle tal til belysning af befolknings-
udviklingen i Palæstina i denne pe-
riode tjener til forklaring på, hvorfor
det kom til en eksplosion mellem
jøder og arabere straks efter Israels
uafhængighedsproklamation — uanset
at disse to igennem århundreder hav-
de levet fredeligt side om side.
kristne andre ialt
71.464 7.617 649.048
88.907 10.101 966.761
105.236 11.031 1.241.599
120.587 12.562 1.477.977
145.060 15.490 1.845.560
der nu har mobiliseret, tilligemed Sy-
rien selv, Irak, Jordan, Saudi-Arabien
og Kuwait. Saudi-Arabien med en hær
på 19.000 mand og en nationalgarde
på 30.000 er Nassers hovedmodstander
i Jemen-felttoget, der i øjeblikket bin-
der 40.000-50.000 ægyptiske soldater,
og kan ikke anses for nogen typisk
deltager i en krig mod Israel. Jordan
der af vide arabiske kredse betragtes
som for liberal i sin indstilling til
Israel, har 30.000 mand under våben
og vil sandsynligvis tænke sig om to
gange, før det går til angreb. Syrien
råder over 48.000 mand, men landet
er for tiden stærkt splittet som følge
af forskellige arabiske omvæltnings-
forsøg. Ægypten 'har en stående hær
på 190.000 mand, men har netop ind-
kaldt ca. 120.000 reservister. Her over
for står Israels hær på 30.000 mand,
der imidlertid suppleres af reserveen-
heder på ialt 260.000 mand. I realiteten
er hele Israels befolkning konstant
„indkaldt" som følge af den overhæn-
gende trussel, der har hvilet over den
unge stat fra dens svære fødsel. En
yderligere fare bydes Israel af „den
palæstinensiske befrielseshær", der er
på 8000 mand under Ahmed Shukairys
ledelse. Den er uddannet i lejre i Sinai-
ørkenen ikke langt fra den ægyptisk-
israelske grænse, og den er, som de
øvrige arabiske hære, udrustet med
sovjetiske våben.
Ikke siden den i alle måder mis-
lykkes Suez-krig — imperialisternes
sidste afmægtige krampetrækning 1
en tid, hvor ønsket popularitet hos de
nye stater langt overskygger tradi-
tionelle magtpolitiske interessen — har
det moderne Sparta, Israel, den hårde
kerne midt i splittede arabiske stater,
været trængt mod muren som nu. Hvis
skudene atter skulle brage, er der dog
håb om, at skydningen hurtigt vil blive
indstillet, selv efter at FN har takket
af, nemlig ved intervention fra Stor-
britannien, Frankrig og USA, der efter
en fælleserklæring af 25. maj 1950 er
forpligtet til „gennem handlinger in-
den for eller uden for FN“ at vogte
over de nuværende grænser i Mellem-
østen — dvs. Israels grænser. Sovjet-
unionen, der har leveret våben til de
arabiske lande og ikke mindst ÆgyP"
ten, står også her som vestmagternes
modspiller, men til gengæld med alle
muligheder for at lægge en dæmper
på de ophidsede arabiske stater.
Israel er et af de få lande i verden, der har tvungen militær- Israel silarssuarme nunat ikigtulnait pingitsailissumik arna-
tjeneste for kvinder. Her paraderer en afdeling kvindelige nik såkutåKartut ilagåt. auko arnat såkutut ilait Jerusalåp
soldater gennem Jerusalems hovedgade. avKusernisa pingårnerssåtigut ingerdlassut.
NORDAFARi
FÆRINGEHAVN
aulisartut umiarssualiviat 1/5-imit 1/10-mut angmassarpoK perKumautigssatdio
aulisamermutdlo atortugssat tamaisa niorKutigissardlugit.
taratsut angmagssuitdlo nexitagssat. iluarsagagssat tamarmik iluarsarnexarslnåu-
put. Imap itlssusianut Ogtortautit radaritdlo ilångutdlugit.
Fiskeristationen er åben 1. maj til 1. oktober og leverer alt i proviant og fiskeri-
udstyr, salt og agnsild.
Stationen påtager sig alle arter reparationer også for ekko- og radaranlæg.
TELEGRAMADRESSE:
RAFADRON . FÆRINGEHAVN
26