Atuagagdliutit - 20.07.1967, Blaðsíða 6

Polynesisk orkester, der spiller og synger Sydhavsøernes polynesiamiut nipilerssortartut ManeragssQp KeKertaisa eri-
smægtende sange. narssQtåinik tusarnersunik atuissut.
Den moderne langsomtgående dieselmotor
Mindste vægt
Korteste installationslængde
Den viste
3-cyl. 165/183 HK GRENAA DIESEL
har samme længde som vor kendte 70 hk og vejer
mindre end vor 90 hk 2-cylindrede „Grenaamotor"
Også 4- og 6-cylindrede Indhent oplysninger
dieselmotOre nutåliaK ingerdlapilugtOngitsoK
OKinerpåK
ikussorneKarnera néinerp&K
takutlneKartoK
3-cyl. 165/183 HK GRENAA DIESEL
ilisimaneKardluartutut 70 HK-ligtut taklssuseKarpoK. 90
HK-lingmitdlo 2-nik cylinderilingmit GRENAAMOTOR-
imit oKlneruvdlune
ama 4-nik 6-nigdlo cylinderileKarpoK
påsfssutigssanik piniarit
DEN NYE
6RCMA mSCC
A/S GRENAA MOTORFABRIK - TLF. (063) 2 06 66
Det
er kunst
at bygge...
Som ved andre kunstarter lægger
man inden for arkitekturen naturlig-
vis stor vægt på det æstetiske —
Men lige så naturligt må arkitekten
tage hensyn til de funktionelle og
praktiske kvaliteter. Og selv om det
færdige byggeri betragtes og kriti-
seres som en helhed, må materialer
og byggemetoder altid udvælges med
største omhu. — Blandt andet der-
for vinder PHØNIX TAGDÆK-
NINGER stadig større indpas i det
moderne byggeri. Såvel på tegne-
stuer som på byggepladser har man
indset, at der — alt taget i betragt-
ning — er mange arkitektonisk rig-
tige muligheder med PHØNIX TAG-
DÆKNINGER.
Det afbildede byggeri er
LOUISIANA
i Humlebæk.
Mellem viftende palmer
på det skønne Tahiti
Tekst og foto: Max Martner.
En meget tidlig morgen lå det store
hvidmalede skib stille og ventede på
at blive lodset igennem et hvidt bælte
af skum, det eneste som viste det far-
lige koralrev. Undervejs til Austra-
lien var der både passagerer og gods,
som skulle af her i Papeete, den stør-
ste havneby på Tahiti og i øvrigt også
hovedstaden.
Denne morgen lå mørke regnskyer
over øens bjerge, og selv om der her-
ude blæste en frisk brise, som fik den
lille lodsbåd, som var på vej ud, til at
vippe faretruende, så var det alligevel
lummervarmt i den fugtige luft. Dæk-
ket var et virvar af morgenfriske pas-
sagerer, som trippede utålmodigt efter
at låne sidemandens kikkert og få et
glimt af den fjerne by. Nu var det
snart 2 uger siden, vi sidst havde væ-
ret i land, det var i Panama, og siden
vi forlod dette sted, havde vi haft en
gloende sol hængende over os.
Mens jeg stod her på dækket, tænkte
jeg uvilkåligt på Bountys mytterister,
som havde levet et herreliv på denne
ø, omgivet af smukke piger, viftende
palmer, gæstfrie stammehøvdinge som
sørgede for deres opvartning. Lidt af
det eksotiske og spændende druknede
og løb væk i den regn som begyndte
at sile ned, da landgangen var klar.
Men i land kom vi alle og blev mod-
taget af de smilende polynesere som
ønskede „IAORA“ — det polynesiske
„Velkommen"! I løbet af nul komma
nul var vi alle behængt med smukke
blomsterkranse omkring hals og ho-
ved, unge mænd bevæbnede med gui-
tar og ukulele spillede og sang på
deres uforståelige sprog. Men det var
smukt! Alt dette i forbindelse med de
imponerende kokospalmer lod os ikke
i tvivl om, at dette var Tahiti.
En polynesisk dansefest blev arran-
geret. Denne „Tamaaraa" bliver dan-
set af unge kvinder og mænd iført
bastskørter og blomsterkranse. Ryt-
men slår orkestret på udhulede træ-
stammer, trommer og guitarer, og ryt-
men og stemningen piskes op på for-
bavsende kort tid. Maden blev serve-
ret af piger i lårkorte bastskørter og
bordet var dækket med palmeblade.
Maden består af grisekød stegt i et
hul i jorden lige uden for døren.
Gaderne i Papeete er et mylder af
mennesker af alle nationaliteter,
sproggloser på fransk, engelsk, tysk
og polynesisk svirrer om os. Det er
som om alle byens 18.000 mennesker
er på gaden om aftenen, alle butikker
er åbne langt ud på aftenen og man
kan købe alt og bruge snart sagt alle
møntsorter. Bedst er dog amerikanske
dollars! Sent på aftenen er man igen
ombord og kan lukke kahyttens koøje
op og lytte til den behageligt søvndys-
sende brænding langt ude.
Da skibet igen står havnen ud og vi
ser byen og palmerne blive mindre
og mindre, følger jeg mine medpassa-
gerers eksempel, samt en gammel tra-
dition, og lader min blomsterkrans gå
ud over siden. Og det er det sidste
jeg ser, en vippende blomsterkrans
som langtsomt driver ind mod land.
Det betyder et gensyn med Tahiti.
Max Martner.
Ung pige fra Tahiti, smykket med blom
sterkranse.
niviarsiaK tahitimio, naussut sivkerneri
nik plnersarsimassoK.
god KAFFE
gennem
generationer
ukiorparn-
jugssuarne
kavfimik
pitsaussui-
narmik
niorKuteKar-
tarsimavugut!
6