Atuagagdliutit - 19.12.1967, Blaðsíða 16

Ritenbenk -
min barndomsby
—..— Tekst og foto: Jørgen Fleischer -
Jåmarse, James Knudsen, ilaKutailo igdlumik silatåne Agpane. Jåmarse llulissane
kommunalbestyrelsimit torKarneKarsimavoK ivnamik nåkutigdlissorKuvdlugo, au-
ssavdlo Kåumataine Jåmarsikut AgpanTtarput. — méraunerma nalåne Agpat niu-
vertoKarfiuput, kingornale niuvertoruseKarfingoraluarsinardlutik naggatågut inue-
rutitauvdlutik. 1955-ime inuisa tamarmik Kimåpåt Jåmarse kisime kingulerutuvdlune.
1959-ime aitsåt Jåmarsikut llulissanut nugput.
Jåmarse, James Knudsen, med familie foran sit hus i Ritenbenk. Han er udpeget
af kommunalbestyrelsen i Jakobshavn til at holde øje med, at jagtbestemmelser-
ne bliver overhold på fuglefjeldet og tilbringer sommermånederne i Ritenbenk.
— Ritenbenk var en koloni i min barndom. Senere blev den degraderet til udsted
men nedlagdes tilsidst. Andre beboere med undtagelse af Jåmarse forlod stedet
i 1955. Jåmarse og familie flyttede først fire år senere.
Det er en sommeraften. „Det store
fjeld" med sne på toppen er badet i
solens gyldne skær. Mod nord flam-
mer lyset i alle regnbuens farver op
mod den dybblå himmel. Den lille
bugt er blikstille. Hist og her ser man
isfjelde, der langsomt glider med
strømmen. Alt ånder i fred. Man hø-
rer kun smeltevandets dryppen og ta-
teratternes skrig. En fortryllende
stemning hviler over fjeld og hav. Man
fornemmer en skønhed, der næsten
gør ondt.
Forbi småøer er vi på vej ind i en
lille naturhavn. På en græsklædt
skråning ligger der en række huse.
Det er Ritenbenk — min barndomsby.
Stranden, landskabet og husene er
de samme. Men husene ser forfaldne
ud, og nogle af dem er borte. Der er
ingen mennesker at se. Ingen kajak-
ker, der kommer med sæler på slæb.
Ingen robåde, fyldt til randen med
torsk. Der er ingen hunde, og der sti-
ger ingen røg op fra skorstenene.
En ildevarslende stilhed hviler over
byen. Barndommens by, der gemmer
på minderne, er død.
Jeg føler mig ilde tilpas. — Et gen-
færd? — Sådan fornemmes det at
gense ens barndomsby, der er forladt
af mennesker.
Men ikke alle er borte. Jåmarse er
der. Jo, det er ham storfangeren, den
unge Jåmarse. Årene er ganske vist
ikke gået sporløst hen over ham. Tre-
dive år er også lang tid, men den hyg-
gelige og vennesæle Jåmarse er den
samme.
Det er som at vågne af en underlig
drøm. At møde en bysfælle og blive
beværtet med et stykke røget laks er
en dejlig oplevelse. Laksene i Riten-
benk har også ry for deres kvalitet.
En røget laks fra Ritenbenk er sim-
pelthen en himmerigsmundfuld.
Det er ligesom dengang, man var
barn. At tage ud på laksefangst var
noget, man glædede sig til. Gamle Låse
havde en lille båd. Hver morgen, når
han skulle ud og røgte sine garn, kap-
pedes vi drenge om at hjælpe ham.
Lakseelven lå en times sejlads med
en robåd. Det var ingenting for en
halvvoksen dreng, særlig ved sommer-
tid i det skønneste vejr. Belønningen
var heller ikke til at kimse ad. Man
sagde ikke nej tak til et stykke bolsje.
Det var jo ingen dagligdags ting.
Her har vi kolonibestyrerens bolig,
der nu bruges som en lejrskole.
Dette hus havde en dragende magt
for os børn. Bestyrerens var rige folk.
Fru Nicolaisen havde rige slægtninge
i Amerika. Når årets skib kom, havde
det en masse kasser med. Kasserne
blev stablet op i bestyrerens have. Det
var gaver fra Amerika. Intet under,
at vi børn var meget ivrige for at lege
med bestyrerens børn. Der vankede
altid noget, når man var sammen med
dem.
Leif, Jan og Mona var flinke lege-
kammerater. De snakkede grønlandsk
lige så godt som vi andre, men de var
danske børn, og det var rart at kunne
tilegne sig et par danske gloser i ny
og næ. Men det bedste ved det hele
var, at der vankede noget. Karamel-
ler og vitaminer var noget, vi kunne
lide. Det var noget mystisk ved vita-
minerne. Det var ikke til at forstå,
hvordan man kunne putte et stykke
af solen i en sådan lille kugle. Men
det fortalte fru Nicolaisen, og det skul-
le nok passe. Vitaminerne var kugle-
runde og havde solens farve. Det var
måske derfor? De europæere var et
klogt folkefærd!
Vi stod i stor taknemmelighedsgæld
til fru Nicolaisen. Hun var en sand
børneven, og som rigtige engle var
hun tålmodigheden selv. Flere gange
om dagen sang vi „Der bor en bager"
uden for køkkenvinduet. Det var den
eneste danske sang, som vi havde lært.
Vi sang så godt vi kunne, men ikke
så lidt falsk. Der vankede noget, når
man sang uden for husene. Det var
en god grønlandsk skik, og fru Nico-
laisen skuffede os aldrig.
Vi havde den skik at komme med
gaver til kolonibestyrerens, når vi
havde fødselsdag. Vi kom i vor fineste
puds medbringende en kop kaffebøn-
ner, lidt sukker og et par skiver ka-
ger. Så gav vi hånden og sagde til-
lykke. Det gjorde jo danskerne. Til
gengæld fik vi en pakke med legetøj
eller beklædningsgenstande. Og det
var dagens højdepunkt.
Kolonibestyrerens havde høns, æn-
der, en ged og en kalkun. Den sidste
var den mest spændende. Når den
blev gal spankulerede den med hale-
fjerene udspilet og med en impone-
rende næse. Vi kaldte den, „fuglen
med den store næse". Bestyrerens fug-
le gav os en kærkommen lejlighed til
at få et ekstra bolsje. Vi plukkede en
masse græs til dem og blev altid be-
lønnet for vor tjenesteiver.
Fru Nicolaisen var vor ven, men
det kunne man ikke rigtig sige om
hendes mand. Bestyreren var drille-
syg, og vi drillede ham til gengæld.
Vi vidste, at han ikke tålte at se fulde
folk. Så legede vi berusede for ham.
Vi var jo klar over, at han ikke kunne
fratage os retten til at købe malt, så-
dan som han gjorde ved de voksne.
Ritenbenkerne var gode til at brygge
øl. Malt og humle var den eneste form
for spiritus, man kunne købe i butik-
ken. Spiritus så man kun een gang
om året, når „kommissionsgods" kom
med årets skib. Malt og humle var
også rationeret. Halvanden kilo malt
om måneden var ikke meget, men ri-
tenbenkerne forstod at få valuta for
rationen.
Butikken lå i samme bygning som
kolonibestyrerboligen. Butikken hav-
de en høj trappe. Lige over for den
lå tømrerværkstedet i samme bygning
som præsteboligen. På værkstedet
fandtes der en mølle til gratis afbe-
nyttelse. Den var langtfra elektrisk,
men når man lagde gode armkræfter
i, kunne den yde lige så meget som
nogen elektrisk mølle. Brygningen var
ingen sag, når man kender fidusen.
Man købte malt i middagspausen, ma-
lede det og hældte varmt vand i bryg-
geapparattet. Når temperaturen var
tilpas, tilsatte man gæret, en kæmpe-
stor emaljeret skål fuldt med gær. Så
dækkede man bryggeapparatet — som
regel en lille tønde — til med et styk-
ke groft klæde og snurrede det fast.
Klokken seks om aftenen tog man
surringen af og fjernede klædet. Hvis
det sagde puuh, så vidste man, at øllet
var færdigbrygget, som det skulle. Jo
kraftigere puuh, des stærkere øl.
Ritenbenkerne var et hyggeligt fol-
kefærd, der aldrig sagde nej tak til en
sammenkomst. Ved den mindste an-
ledning bryggede alle husstande øl, og
så begyndte festen. Man gik fra hus
til hus, efterhånden som beholdnin-
gerne slap op. Det så ud som en flok
kirkegængere, og det var altid mor-
somt at deltage i festen. Man drak for
festens skyld. Ondskabsfuldhed og
kriminalitet i forbindelse med øl
kendte man ikke noget til. 01 skaber
fest og hygge og dermed basta. Man
sang i kor, så snart man kom i stem-
ning. Ritenbenkerne havde mange vi-
ser, som: „Dengang, Andrearse drog
af sted", „Asue var et hjertensgodt
menneske" og „UngåK rejste den lange
vej til Frederikshåb, bare for en kvin-
des skyld".
Man blev meget forsigtig, når man
var kommet i stemning. Alle vidste,
at kolonibestyreren ikke kunne døje
at se „beduggede" folk. Når man blev
set af bestyreren i den tilstand var
straffen den, at man mistede retten
til at købe malt og humle. Det var en
uhyggelig ting, som man måtte prøve
på at undgå for enhver pris. Men fol-
kene var ikke dumme. Når de i en op-
løftet stemning ville gå fra den ene
ende af byen til den anden, gik de der-
for op over på den anden side af en
fjeldknold på „de beduggede vej". Så
var man sikre på, at man ikke rendte
på bestyreren.
En aften var der dans på bødker-
værkstedet. Det var sommer og varmt,
og jeg inviterede en af deltagerne på
en læskedrik. „Kommune" kaldte vi
manden, uvist af hvilken grund. Og
han var en munter fyr.
Vi så en flok festdeltagere forsvinde
op over „de beduggedes vej", og det
så ud til, at de var gået fra mine for-
ældres hus. Og det var rigtigt. Der
var kun gæret tilbage i øltønden.
„Kommune“var tørstig og ville have
en læskedrik. Han bad om noget gær
og lidt kaffe, hvoraf han fremstillede
en drik. Han spurgte også, om der
kunne skaffes noget aske. Det fik han
og dryssede indholdet af et fyldt aske-
bæger i ølkruset. Han rørte det hele
rundt og erklærede, at nu var læske-
drikken færdig.
Han nippede til den og sagde, at den
var brandgod. Han tilbød mig at lave
en drik mage til den. Jeg var halv-
voksen og var meget opsat på at op-
føre mig som de voksne. Derfor sagde
jeg ikke nej tak til „Kommune“s til-
bud. Jeg fik også en mundfuld ned,
men så blev jeg dårlig og måtte ud
i den friske luft. Det var den skøn-
neste aften med klar himmel. Da jeg
havde det lidt bedre, fulgte jeg op-
mærksomt Jåmarse, der i kajak og
med harpun jagede en flok sæler lige
ud for stranden.
Jeg glemmer aldrig „Kommune“s
læskedrik, og jeg har ikke siden smagt
noget lignende. Men drikken kan ab-
solut ikke anbefales til halvvoksne.
Her ligger bryggeriet, hvor man
bryggede øl i gamle dage, længe før
min tid. Det var dengang, kolonister-
ne, de ansatte grønlændere i KGH,
kunne købe øl fra det lokale bryggeri.
Navnet var blevet hængende. Vi kald-
te huset for bryggeriet, skønt det blev
brugt som bageri. En livsaglig duft
af nybagt brød strømmede ud fra
bryggeriet. Rugbrød var en lækker-
bidsken. Der var jo ingen kager og
småkager, og vi var lykkelige, når vi
kunne købe kandis for to øre.
Jeg rører nænsomt ved de udven-
dige brædder på bryggeriet. Det var
en af vores fornøjelser at gribe fast
om disse brædder og se, hvem der
først kunne nå rundt om bryggeriet.
Bryggeriet havde også betydning på
en anden måde. Det lå ved vejen. Alle
og enhver gik forbi huset, også folk,
der ikke havde ærinde i bygningen.
Det lå med andre ord meget centralt,
og det var derfor, at man her havde
placeret opslagstavlen. Vi glædede os
altid til, at avisen kom. Det var et en-
kelt ark, og på hovedet stod der
„Grønlands Styrelse". Gennem denne
avis fik vi at vide, at der eksisterede
en verden uden for. Der var ingen
radioapparater dengang, når man ser
bort fra bestyreren og præsten, der
var lykkelige ejere af et sådant vid-
under.
Det var nazismens storhedstid. Den
store, slemme Hitler var på alles læ-
ber. Man var meget ængstelig for ham
og hans skumle planer. Han var jo
den antikrist, som biblen taler om. Nok
var folk optaget af Hitler, men han
gjorde ikke større indtryk på mig. Det
var ikke første gang, man hørte om
en, der havde skumle planer. Noget
andet var, da jeg på opslagstavlen
læste meddelelsen om den engelske
konges abdikation. Det var simpelthen
ikke til at forstå. Den mægtigste konge
i hele verden — og det alene for en
kvindes skyld! Man kunne nok for-
stå det, hvis det havde drejet sig om
kongens egen mor. Men en vildfrem-
med kvinde! — Det var måske alli-
gevel noget om, når folk sang, at
UngåK rejste den lange vej, bare for
en kvindes skyld?
På bryggeriets sydlige gavl hang
koloniens klokke under et lille tag.
Kolonisterne samledes om morgenen
og efter middagspausen under denne
klokke. I al slags vejr, i sommersol så-
vel som i polarmørke stod de og ven-
tede på, at klokken kaldte på ar-
bejde.
Det første, kolonisterne skulle lave,
var at hente vand. De surrede en stor
tønde fast på en slæde, og så tog de
afsted til vandsøen, trækkende slæden
efter sig. Om morgenen inden skolen
begyndte plejede vi drenge at hente
vand med hundeslæde. På vejen mødte
vi engang imellem kolonisterne, der
møjsommeligt gik i snestormen. Men
det var noget, som de var vant til, og
de var altid i godt humør. Kolonister-
ne var som en brødreflok. De drillede
hinanden og fortalte morsomme histo-
rier.
En af kolonisterne, „JåkorssuaK", vil
jeg altid mindes. Han var skipper om
bord på „Storbåden". Han var en mun-
ter sjæl og et mandfolk af den rigtige
støbning. JåkorssuaK var vidtberejst
og havde mange morsomme historier
at fortælle. Man var altid glad i hans
selskab. Han var en af de ældste
blandt kolonisterne, og han var lige-
som fader for de andre. JåkorssuaK
og hans kone MåkåraK var også børne-
venner. Man kom aldrig forgæves hos
dem, især ved forårstide, når der var
misfangst.
Misfangsten plejede at indfinde sig,
når vinteren stod på hæld. Da blev det
svært af fremskaffe frisk grønlandsk
proviant, og man havde kun at ty til
fjordtorsk, der kom i store stimer for
at gyde. Det var en kærkommen af-
veksling for den ensformige butiks-
kost. Og man spiste fjord torsk, som
om man var betalt for det. Engang
spurgte kateketen en af skoledrengene,
hvad de fik at spise i løbet af dagen.
Vedkommende svarede: „Rogn og at-
ter rogn!"
Her lå skolen i sin tid, men blev
flyttet til Jakobshavn, da man ned-
lagde Ritenbenk. Hvilke minder gem-
mer den skole ikke på! Det var her
på skolen, jeg havde en ikke særlig
morsom oplevelse, engang under en
misfangstperiode, og vi levede udeluk-
kende af fjordtorsk.
I frikvarteret så vi en flok ryper,
ikke ret langt fra skolen. Jeg fik lyst
til at hente min salonriffel og prøve
lykken. Det var jo det store frikvar-
ter, så jeg sagtens kunne nå at kom-
me tilbage, inden timen begyndte. Men
da jeg først var på jagt, glemte jeg
skole og lærer.
Der gik et øjeblik — syntes jeg —
men da jeg kom tilbage med fem ry-
per, var timen forlængst begyndt. Som
straf blev jeg beordret til at sidde ef-
ter. Men det gjorde ikke så meget.
Jeg havde jo udsigten til at undvære
fjordtorsk, for engangs skyld!
Men ved sommertide var Ritenbenk
en guldgrube for alskens vildt. Der var
masser af sæler, angmagssætter, laks,
æg og alke. På grønlandsk hedder Ri-
tenbenk slet og ret alke. Fuglefjeldet
lå kun en mil borte fra byen. Det var
altid spændende at tage ud på alke-
fangst. Sommeren var de store mad-
glæders tid. Da stegte man kød uden
for husene på en flad sten, og en lif-
lig duft af rypelyng og fed steg mæt-
tede luften. Dengang var der også
masser af torsk. Vi tjente ikke så lidt
på torsken og købte for pengene læk-
(Fortsættes side 19).
Agpat sigssåne ujaragssuit. igdlorssuit augpalugtut mardluk tåssa niuvertup åma palasip igdlue. ilullssap ungatånlpoK
Errorsiviup nunå aussame imertarfigissartagarput.
Stranden ved havnen i Ritenbenk med de store stene. De to bygninger tilhøjre er henholdsvis bestyrerboligen og præste-
boligen. Bagved isfjeldet ligger Errorsivik, hvor man hentede vand om sommeren.
16