Atuagagdliutit - 22.01.1970, Blaðsíða 8

Vi har brug for
Jeg indbyder repræsentanter for grønlandsk ungdom fra Danmark og
Grønland, og politikere fra kommunerne, landsrådet og folketinget til
en konference, der skal dreje sig om Grønlands fremtid, sagde lands-
rådsformand Erling Høegh i sin nytårstale.
Kære landsmænd!
Mon vi, der bor i Grønland,
ikke ofte i det år, der nu er for-
bi, har tænkt, at det er en mær-
kelig tid, vi lever i?
Det er naturligt og menneske-
ligt, at vi først og fremmest har
tænkt på vore egne forhold i
Grønland, hvor så meget skifter
og forandres, hvor så meget er
svært at forstå, hvor så meget
synes at være forkert — og hvor
kravene for hver enkelt på hver
sin plads tit kan synes store og
belønningen beskeden eller van-
skelig at få øje på.
Men ser vi så ud over verden
— og det skal vi gøre, for vi må
ikke forfalde til at tro, at vi en-
ten bor så yderligt på verdens-
kortet, at den øvrige del af ver-
den ikke kommer os ved, eller
til at tro, at vi bor i verdens
centrum — vi vil overalt finde
disse mærkelige tidens tegn: Al-
ting synes i opbrud og forandring.
Nogle steder rejser mennesker
sig imod hinanden i frygtelige
krige, og snart sagt alle steder
har kritik, mistillid og vrede det
store ord i debatterne. Det gæl-
der folkene imellem — og det
gælder inden for de enkelte folk.
Vi siger — og det er med rette
— at Grønland er i støbeskeen i
disse år. Men vi kan sandelig og-
så med rette siige, at Verden er i
støbeskeen. Jeg tror, at vi skal
lære af det, — lære at forstå, at
vi bærer omformningens tunge
byrder, ikke alene, men på linje
med alle verdens andre nationer.
Og vi skal forstå, at på samme
måde, som vi har brug for at
lære af andre, så er vi også ble-
vet så meget knyttet til verden,
at også andre kan lære af os.
TILLID TIL UNGDOMMEN
I debatten omkring samfundets
omformning hører man i disse år
måske mere end nogen sinde tid-
ligere de unge løfte røsten. Ude
i verden taler man om aktivister,
ungdomsoprørere eller provoer.
Og de aktivistiske unge kender
vi også i Grønlandsdebatten. Må-
ske er det særligt unge grøn-
lændere i København, der taler
højt. Og det er jo naturligt, for
de har den bredeste kontakt med
den store verden. Mange, og
måske specielt mange ældre her
i Grønland, vil nok være tilbøje-
lige til at sige, at de unge i Dan-
mark snakker og snakker og ikke
har andet tilovers for den ældre
generation end kritik, og at de
ofte taler, som om de næsten intet
kendskab havde til de virkelige
forhold i Grønland, — som om
de havde været for længe væk
hjemmefra. Det er — siger man
— som om de ikke kender og
måske helst ikke vil kende til
realiteterne i Grønland, men hel-
de unge
lere vil sidde i København og
give udtryk for deres bedrevi-
den om alt og alle.
En lignende tendens kan også
forekomme nogen at kunne spo-
res hos unge heroppe, og man
trækker på skuldrene af dem.
Ungdommen skal vi vise tillid.
Derfor må jeg advare imod, at
man affærdiger de unge på den
måde, både de unge i København
og de unge heroppe. Vi har brug
for de unge. Det er dem, der en
dag skal afløse os andre, og tit
og mange gange kan de måske
se klarere i deres ungdommelige
begejstring end vi ældre med al
vor spekuleren. Som jeg i en tid-
ligere tale til ungdommen har
citeret, er det så rigtigt sagt af
Grundtvig: „Til råd er gubben
en herlig gæst, men unge øjne
de se dog bedst".
Nej, vi skal ikke affærdige de
unge, men til gengæld skal de jo
heller ikke vente, at vi på for-
hånd giver dem ret i alt, hvad de
kommer med. Her — som i alle
andre forhold mellem mennesker
— gælder det, at det er et sam-
arbejde, der er brug for. I det
hele taget er det i disse vanske-
lige år for Grønland samarbejde,
der må kaldes på. Vi bør ikke
splitte os op i små kliker, der
ikke kan tale sammen. Vi bør
række hinanden hånden. Vi er
for få her i landet til at kunne
udholde at modarbejde hinanden.
Vi må lære at modtage råd af
anderledes tænkende og lære at
se vore meninger blive forkastet.
Hvad nu de unge aktivister
angår og de unge — måske mere
fåmælte men lige så engagerede
— heroppe, så vil vi gerne ind-
byde til en fælles drøftelse af
grønlandske problemer på Knud
Rasmussens højskole. Jeg ind-
byder repræsentanter for grøn-
landsk ungdom fra Danmark og
Grønland, og politikere fra kom-
munerne, landsrådet og folke-
tinget til konferencen, der skal
dreje sig om Grønlands fremtid.
Denne konference skal foregå for
åbne døre. Vi vil gerne have
embedsmænd til at aflægge rap-
porter og give oplysninger, svare
på spørgsmål — men debatten
og synspunkterne skal være vore
egne.
Jeg skal vende tilbage til denne
konference, så snart som muligt,
og her kun sige, at jeg forestiller
mig en tredeling af deltageran-
tallet, sådan at en trediedel re-
præsenterer ungdom, en trediedel
kommunalpolitikere og en tredie-
del landsrådspolitikere og folke-
tingsmænd.
DEN ÆLDRE GRUPPE
Nu har jeg talt så meget om de
unge, men det ligger mig også
meget på sinde at sige, at Grøn-
land står i stor taknemmeligheds-
gæld til hele den store gruppe
af midaldrene og ældre, der i
disse år i realiteten først og
fremmest bærer det daglige ar-
bejdes byrde. Denne store gruppe
landsmænd, der kun sjældent
VW Folkevogns
busser
8 personers, fin stand, sælges for
kr. 4.000,00 pr. stk. Fob Køben-
havn.
Bukkehave Automobiler
Lærkesvej 11, boks 140
Svendborg, telefon (09) 21 14 57
tager ordet offentligt, danner et
fundament for vort samfund, der
giver stabilitet.
Hvor de unge kommer flyvende
med deres nye ideer og syner, er
de ældre og de gamle en værdi-
fuld ballast i den hastige udvik-
ling og forbindelsesled til det
samfund, der nu nok er ved at
omformes, men hvis bedste træk
må bevares, hvis Grønland skal
bestå. Det er også ofte hos den
gruppe, man møder den stilfær-
dige og sejge optimisme og tro på
fremtiden, som vi ikke kan være
foruden. Det kan ikke være rig-
tigt at tegne alt sort i sort her
i Grønland. Vi har brug for lidt
lyssyn og positiv optimisme, lige-
som vi har brug for samling og
sammenhold.
Og der er grund til optimisme
og lyssyn. Tænk på, hvordan be-
folkningen i fangerdistrikterne
formåede at klare sig ud af deres
vanskeligheder. Og tænk på,
hvordan fåreholderne energisk
har præsteret at rejse deres er-
hverv efter sidste katastrofe. —
Jo, der er lyspunkter.
BELØNNINGER
Lad mig til sidst i forbindelse
med behovet for opmuntring og
samarbejdsbestræbelser i Grøn-
land nævne, at der nu med støtte
fra landsrådet er kommet reali-
teter i tanken om Augo Lynges
Mindefond. Som man ved, skal
fondet uddele belønninger til
fremadstræbende unge erhverve-
re, der har vist vilje og evne til
at yde en ekstraordinær indsats.
Det skal regnes som en hæder at
modtage legater fra Augo Lynges
Mindefond.
Men jeg vil finde det rigtigt,
at man også på anden måde søger
udveje for at hædre dem, der på
særlig måde gør et stykke arbej-
de for Grønland. Jeg vil til for-
året forelægge landsrådet en plan
om, at der første gang i forbin-
delse med Hans Egedes 250-års-
dag den 3. juli 1971 uddeles en
hædersbevisning til dels en grøn-
lænder dels en dansker, der på
helt speciel måde har gjort sig
fortjent til Grønlands taknem-
melighed. En sådan pris vil —
sådan som jeg tænker mig den —
også bidrage til det, som jeg har
ønsket, skulle være ledordet i
denne tale og, som jeg har ønsket,
skulle være ledemotivet i de
kommende års arbejde: Sammen-
holdet i og omkring Grønland.
PERSONLIG ØKONOMI
Ja, jeg har talt om, at der er
meget, der ændres, og nyt må
skabes i Grønland i disse år, lige-
som tingene ændres verden over.
Men der er også ting, der bliver,
som de var, og kalder på de sam-
me egenskaber hos os som hos
vore forældre.
Naturen her i Grønland har
altid betinget, at vi var over-
ladt til os selv, når vi vovede
os uden for vor bygd. Så snart
vi tabte hjemmet af syne, var
der kun naturen, dens farer og
vor selv opholdesesdrift og vor
evne til at klare os selv.
I dag har vi — navnlig i byer-
ne — fået så mange goder, at vi
nu og da kan glemme, at livet
også i et moderne samfund sta-
dig kræver, at vi bruger vor vilje
og evne fuldt ud, hvis det skal
gå os og vor familie bedst muligt.
Jeg tænker her på en ting som
at forvalte det talent, som vi
hver især har fået. Jeg tænker
på det, der i vort moderne sprog
hedder personlig økonomi. Det
gælder både de evner, der er
betroet os, og de pengemidler,
som i større eller mindre mål er
givet os i hænde hver især. Det
er min faste overbevisning, at vi
idag kunne opnå større harmoni
og tryghed i mange flere hjem
og familier, end det er tilfældet,
hvis vi satte os det mål, at vi
ikke ødsler både vore åndelige
og legemlige kræfter bort til
noget unødigt — og at vi ikke
mindst forstår, at det kun kan
erfares som en god regel af os
alle, at ikke alle de indtjente
penge bruges til noget unødigt
og til overflødige ting.
Vi har en pligt over for os selv,
vor familie og over for Grønland
til i videst muligt omfang at spare
på de penge, vi tjener. Det er
en af vejene til at blive fri og
selvhjulpne som vore forfædre
— og det er en af vejene til
styrkelse af vort samfund.
SAMMENHOLD OG SAM-
ARBEJDE
Sådanne tanker må naturligt
komme til os i landsrådet, når
vi nu går ind i det sidste hele
arbejdsår i det nuværende lands-
råds valgperiode. Men, hvad
langt vigtigere er: Vi går ind i et
10-år, der åbner sig foran os
med krav og løfter. Lad os gen-
nem sammenhold og samarbejde
vise os selv og omverdenen, at
vi ved slutningen af 1970-erne
har fået ryddet mange af vore
aktuelle problemer af vejen, at
vi har bedret og udbygget vort
indbyrdes samarbejde og det
dansk-grønlandske samarbejde,
og at vi dermed har fået bygget
solidt videre på det Grønland,
som vi vil give vore børn i arv.
Samtidig med, at vi gå ind i et
nyt arbejdsår og indleder et nyt
årti, er vi nået til 1969’s slutning.
Vi kan se tilbage på et arbejdsår,
hvor meget er lykkedes, og noget
ikke blev, som vi havde håbet
det.
Hvor samarbejdsivrige vi end
er, hvor meget vi end vil se
fremtiden som den nye tid med
nye tanker og nye mennesker,
så er det dog for et menneske-
hjerte helt umuligt at glemme
det, der var, og dem, der var til
og ikke er mere. Jeg vil på fami-
lien Grønlands vegne bringe en
hilsen, der er fyldt med oprigtig
medfølelse, til alle de hjem, der
nu savner én, der er gået bort
i det forløbne år. Han eller hun
var en af vore, og hvor ukendte
de nu end var, var han eller
hun en del af den store og gode
sammenhæng — familien, folket,
menneskeheden.
Vi ærer deres kære minde!
Lad mig så til sidst sige — og
sige det, så enhver i Grønland
lægger sig det på sinde:
Det er krævende og vanskelige
år, vi gennemlever i dette land.
I stille stunder kan mange af os
måske synes, at omvæltningens
bølger er så høje, at det er
menneskeligt umuligt for os at
komme igennem og gå videre. Vi
synes, at vi mennesker efter-
hånden har skabt så mange pro-
blemer for hinanden, at det ikke
er til at bære.
Dertil vil jeg sige, at det nu
en gang ikke er mennesker, der
har det sidste ord i denne verden.
— Vort folk har haft modgang og
svære tider før i dag, og jeg tror,
at vi vil få hjælp til at leve på
en rigtig måde, som vi har fået
det før. Vi grønlændere hair en
arv, der snart er 250 år gammel,
og den arv betyder, at vi ikke
har lov til at være modleise. I
Grønlands kirker har vi i julen
og nytåret hørt om den arv; den
dyrebareste vi har.
Med disse ord vil jeg sende
hvert hjem i Grønland Ilands-
rådets og min hilsen. Og dermed
sendes en hilsen fra hjem til
hjem og fra menneske; til
menneske i dette land. Og lad
os endnu en gang, mens vi ræk-
ker hinanden hånden, huske hin-
anden på, at jo længere mørketid
varer, jo nærmere er lysets gen-
komst nær.
Et godt, lyst nytår til allo.
lej en bil nu
ni ferien
derhjemme
uIa
jeg vil gerne omgående og uden forbindende
have tilsendt Deres prisliste for autoudlejning!
NAVN:.
STILLING:
ADRESSE:.
så står den
parat til Dem
når De
kommer hjem
Hos Pitzner Auto kan De på fordelagtige vilkår leje bilen til
ferien - et hvilket som helst mærke. Klip kuponen ud, udfyld
og send den til os allerede i dag, så De har Deres ferievogn
hele ferien - det går legende let hos Pitzner Auto!
PITZNER
!AUTO
INTERNATIONAL AUTO UDLEJNING
TROMMESALEN 4. KØBENHAVN V
Telegramadresse: PITZNERAUT0
8