Atuagagdliutit - 16.04.1970, Blaðsíða 4

»Julius Thomsenus indsats
under den anden verdenskrig
Vi bringer et uddrag af en samtale med kaptajn Otto Nielsen, der førte
„Julius Thomsen" under Den anden Verdenskrig mellem Amerika og
Grønland. — Skibet var en overgang et af de få beviser på, overfor om-
verdenen, at Danmark og Grønland hørte sammen.
Tekst og foto: Hans Janussen
■j— Jeg skal aldrig glemme den spontane glæde, som kom til udtryk
fra grønlændernes side 4. maj 1945, da vi med „Julius Thomsen“ lå i
Godthåb. Det var så inderligt, så dejligt, så hjertevarmende at føle,
at det ikke alene var Danmark, der blev befriet, men også Grønland,
der var en del af os, sagde skibets kaptajn Otto Nielsen i en afskeds-
samtale for nogle år siden. Som bekendt sejlede „Julius Thomsen“ på
pendulfart mellem Amerika og Grønland under den anden verdens-
krig og var et af de få beviser på, overfor omverdenen, at Danmark og
Grønland hørte sammen. Kaptajn Otto Nielsen, der var om bord på
skibet i 30 år, først som 1. styrmand og senere — fra 1937 — som kap-
tajn fortalte følgende om sejladsen under krigen:
— Vi forlod København 31.
marts 1940 med Ivigtut som mål.
Vi sejlede langs den svenske og
den norske kyst indenskærs op
til Bergen. Så satte vi kursen
nord om Færøerne for at komme
så langt væk fra de krigshærgede
områder som muligt. 7. april var
vi nået nord for Færøerne. Vi be-
fandt os på 62 grader nord. Ved
et-tiden om natten blev vi stand-
set af et engelsk patruljefartøj.
Mandskabet spurgte os, hvad vi
var for et skib, hvor vi skulle
hen, hvad vi havde i lasten osv.
Vi besvarede selvfølgelig alle
spørgsmålene. Men det var måske
ikke tilfredsstillende oplysninger,
vi havde givet dem. For patrulje-
skibet satte en båd i vandet. Den
blev bemandet med en officer og
mandskab. Båden blev roet over
til os, og officeren bad om at få
lov til ait se vores manifester.
— I lasten havde vi bl. a. en del
reservedele til kranen i Ivigtut.
Kranen er af tysk oprindelse. Vi
havde også rhinsk vin. Som følge
deraf blev vi beordret til at sejle
til Kirkwall. Englænderne øn-
skede at kontrollere lasten. Vi
havde en friskrivelse fra stats-
minister Stauning, men den hjalp
ikke. Vi ankom til Kirkwall, der
ligger på Orkneyøerne, 8. april.
Vi havde for øvrigt været der før.
Vi vidste nogenlunde, hvordan
det ville gå. Vi plejede at være
der én eller to dage, før vi fik lov
at sejle igen. Vi var klar til at
stikke til søs 9. april.
— Klokken fem om morgenen
havde vores radiotelegrafist hørt
en radio-udsendelse fra Danmark
og kom ned til mig, da jeg stod
op kl. syv. Han fortalte, at det var
visit noget galt med Danmark.
Det var vist tyskerne, der havde
besat landet. I de senere udsen-
delser fik vi bekræftet hans med-
delelse. Følgen blev, at englæn-
derne nægtede os at sejle. Skibet
blev overtaget af den engelske
stat som en lovlig prise, idet Dan-
mark var faldet i fjendehånd.
Der blev slået en plakat op på
stormasten, der bl. a. forkyndte,
at der skul/le gøres indsigelse i
London imod denne overtagelse.
— Vi havde 33 passagerer om
bord, der skulle til Ivigtut og
vigtige forsyninger til minen, bl.
ia. letfordærvelige varer. Derfor
henvendte jeg mig hos den danske
konsul i Kirkwall og spurgte, om
jeg kunne få en telefonsamtale
med vores ambassadør i London.
Det kunne jeg ikke få lov til. Det
var ikke tilladt, sagde han. Så
skrev jeg til ambassadør Renvent-
low, forelagde ham situationen og
bad ham gøre hvad han kunne,
for at vi kunne sejle. Vores nær-
værelse i Grønland var temmelig
påkrævet. Jeg hørte fra ham. Han
lovede at gøre, hvad han kunne.
Ikke desto mindre lå vi i Kirkwall
i syv uger og ventede på, at der
skulle ske et eller andet.
— Endelig skete der noget. Vi
fik endda en ny passager. Det
vår den canadiske konsul i Grøn-
land. Og for at passe på, at vi
sejlede derhen, vi skulle, kom tre
engelske officerer og fem menige
om bord. Man troede dengang, at
alle danskerne var nazister, fordi
de havde ladet tyskerne køre
uhindret ind i Danmark. De en-
gelske soldater skulle også sørge
for, at vi kom tilbage til England,
fordi skibet var overtaget helt og
holdent af den engelske stat. Vi
havde engelske papirer. Vores
danske papirer duede ikke mere.
Skibets hjemstavn — København
— blev slettet og erstattet med
London.
— Da det hele var arrangeret,
sejlede vi. Der var bare én ting,
man glemte: Det danske flag!
— Delt første døgn blev vi led-
saget af en armeret trawler. Den
beskyttede os lidt, og da den
skulle forlade os, fik vi ordre til
at sejle til Island. Det gjorde vi
selvfølgelig. Jeg meldte skibets
ankomst til den engelske base,
som var anlagt deroppe. Kom-
mandanten spurgte om, hvad vi
skulle dér. Jeg svarede, at vi
skulle Itil Grønland, men havde
fået besked om først at melde os
hos ham. Han sagde, at vi bare
skulle fortsætte til Grønland.
— Vi kom til Grønland og los-
sede vores last. Vi havde stadig-
væk de engelske soldater om
bord, men der var forhandlinger
i gang mellem England, Amerika
og Grønland for at få „Julius
Thomsen" frigivet fra engelsk tje-
neste for at skibet kunne gøre
fyldest dér, hvor det var bestemt
til at sejle. Vi sejlede på kysten
en måneds tid og fik lov til at
al laste kryolit og tage en tur
til Fhiladelphia. På turen over
skulle vi landsætte de engelske
soldater i Halifax. Det gjorde vi.
Da vi ankom til Philadelphia los-
sede vi kryolit og fortsatte til
New York for at indtage vor last:
KOMPLET TRYKLUFTPROGRAM TIL ENTREPRENØRER
Trykluft er en uundværlig hjælp, når det drejer sig om entre-
prenørvirksomhed i bjergrigt terræn. Atlas Copco kan til-
byde et komplet program:
Transportable stempel- og skruekompressorer - med
kapaciteter fra 2,1 til 34 m3/min.
Bjergboreudstyr - fra små håndholdne bjergboremaski-
ner til større boreaggregater på larvefødder.
Entreprenørværktøj - stenboremaskiner, betonhugge-
hamre, pumper, spunshamre, spil, slibemaskiner m.fl.
Cobra motorboremaskine-verdens letteste benzindrevne
stenboremaskine og betonhammer. Den vejer kun 25 kg
og er således nem at føre frem overalt i uvejsomt terræn
eller under forhold, hvor trykluftmateriel slet ikke kan trans-
porteres. Med et 29 mm hårdmetalbor borer den f. eks.
med en hastighed på 280 mm pr. minut i hård granit.
Sandvik Coromant hårdmetalbor.
Prospekter og priser fås hos:
Atlas Copco A/S, Valhøjs Allé 160,
2610 Rødovre, København
fødevarer og andre nødvendige
ting, man efterhånden begyndte
ait trænge til i Grønland.
— Da vi ankom til New York,
kom der journalister om bord.
Deres besøg resulterede i, at samt-
lige New Yorks aviser havde på
forsiden et billede af „Julius
Thomsen" med Dannebrog, ski-
bets navn og hjemstedet Lon-
don. Folk stimlede sammen for at
se det mærkelige skib. Man troede
også dengang, at der fandtes un-
derlige mennesker i Grønland.
— Da skibet var overtaget af %
englænderne, skulle vi melde os
til de engelske myndigheder, hvor
vi end ankom, for at forevise-pa-
pirerne. Det gjorde jeg også, da
vi ankom til New York. I samta-
lens løb spurgte den mand, jeg
snakkede med: — Hvilket flag
fører I i grunden? — Vi fører
dansk flag, svarede jeg. Han
sagde, at vi ikke måtte gøre det.
Jeg svarede, at der ikke var et
eneste menneske, der havde talt
om, hvilket flag vi måtte føre.
Han lovede at undersøge sagen.
Dagen efter skulle jeg komme
igen for at få besked om, hvad vi
skulle gøre ved Dannebrog.
— På det tidspunkt vidste jeg,
at det kun var et spørgsmål om en
underskrift fra daværende lands-
foged Eske Brun, som var i New
York i disse dage, om at få skibet
frigivet til sejlads på Grønland.
Amerika var neutral, og da Grøn-
land også var neutral og skibet *
var i Amerika, kunne den engel-
ske diplomat ikke gøre noget.
Derfor lovede jeg ham ikke at
•komme igen dagen efter. Vi skif-
tede heller ikke flag. To-tre dage
efter sejlede vi tilbage til Grøn-
land — stadigvæk med det dan-
ske flag hængende på masten.
Som følge af englændernes for-
glemmelse var „Julius Thomsen"
det eneste danske skib, der vest
for England førte Dannebrog un-
diEr hele krigen.
— Og London som hjemstavn?
— London blev erstattet med
Godthåb, før vi sejlede fra New
York. Vores engelske papirer blev
også erstattet med danske papi-
rer. Resten af krigen var „Julius
Thomsen" hjemskrevet i Godthåb.
— Andre minder fra krigens
tid?
— Vi var i de sidste tre af
krigsårene det eneste skib, der
havde tilknytning tiil Grønland
før krigen, som var tilbage.
„Hans Egede" blev torpederet i
1942 — i februar — og „Gertrud
Rask" gik på grund på et skæl-
ved Nova Scotia lidt senere og
blev totalvrag. Vi gjorde vort
allerbedste for at udrede de ting,
de andre skibe skulle have været
behjælpelige med. Det kunne vi
selvfølgelig ikke klare helt og
holdent selv. Man chartrede ski-
be, fortrinsvis norske, til at be-
sejle Grønland. Det var ikke
alene forsyninger til Grønland,
der skulle sejles, men kryolitten
skulle også transporteres til Ame-
rika. Efterspørgslen af denne
krigsvigtige vare var enorm, for-
di flyvemasfcineproduktionen var
steget meget.
— „Julius Thomsen" var vel et
meget eftertragtet bytte for de
tyske undervandsbåde? /;
— Ja, det er da klart. Tyskerne
vidste, hvad skibene sejlede med.
Men amerikanerne var meget på-
passelige, for at de kunne få den
kryolit, de så stærkt havde brug
for. Jeg kan huske den første
konvoj, vi deltog i. Da var Ame-
rika lige kommet med i krigen.
Det var lige efter Pearl Harbour.
Vi var på vej sydover med en
last kryolit og fik ordre om at
sejle til en amerikansk base på
Newfoundland. Dér skulle vi ven-
te på andre skibe, der skulle med
i den konvoj, vi skulle deltage
i. Vi var der én dag. Så kom der
et par destroyere. Jeg blev kaldt
over til en af dem. Vi skulle have A