Atuagagdliutit - 14.05.1970, Blaðsíða 16
Det grønlandske skolevæsen
... set gennem canadiske briller
En samtale med sociologiprofessor Charles Hobart fra Alberta-univer-
sitetet i Edmonton, Canada, ved afslutningen af hans anden studierejse
til Grønland.
Ved FINN LYNGE
I månederne marts-april har pro-
fessor Charles Hobart fra Canada
rejst rundt i henholdsvis Uperna-
vik, Nanortalik og Julianehåb di-
strikter med det formål at danne
sig et overblik over de grønland-
ske skoleforhold. Det er anden
gang i løbet af fem år, at prof.
Hobart berejser Grønland. Vi
spørger . .
— Hvad er Deres hovedindtryk
fra denne tur?
— I løbet af det sidste års tid
har jeg haft lejlighed til at un-
dersøge uddannelsessystemerne i
minoritetsgrupper i Canada, USA,
Norge, England og nu igen i
Grønland. Jeg er ikke det rin-
geste i tvivl om, at ud af disse
fem forskellige områder er ud-
dannelsessystemet her i Grønland
langt det bedste. Der er mange
sider ved det grønlandske skole-
væsen, som har gjort indtryk på
mig. En af de ting jeg finder mest
bemærkelsesværdigt, er det sy-
stem af skolebøger, som er ble-
vet skabt i løbet af den sidste
halve snes år. Jeg er helt sikker
på, at disse er de fineste skole-
bøger som nogensinde er blevet
lavet til skolerne i en mindre-
talsgruppe noget som helst sted
i verden. I USA kender jeg f. eks.
en indianerstamme, som- er fem
gange så folkerig som Grønland,
og her er overhovedet ingen sko-
lematerialer blevet skabt ud fra
de forudsætninger, som er sær-
egne for børnene i dette område.
Jeg må sige, at jeg virkelig har
den største beundring for de an-
strengelser, der ligger bag udgi-
velsen af de grønlandske skole-
bøger og for det resultat, der her
er opnået.
UDSTEDSLÆREREN KAN IKKE
VURDERES I PENGE
Det samme gælder de danske læ-
rere, jeg har lært at kende, især
på de isolerede steder. Overalt,
hvor jeg kommer frem, har jeg
mødt gæstfrihed, åbenhed og en
stor iver for at diskutere uddan-
nelsessituationen og de skolemæs-
sige problemer. Jeg har en ganske
særlig beundring for den smidig-
hed og det personlige mod, man
ofte ser hos udstedslærerne. Jeg
har lært skolelærere at kende,
som er isolerede og alene gennem
mange måneder af skoleåret, uden
nogen kontakt med andre dan-
ske, hustruer som har født deres
børn på de fjerne udsteder under
stoTe vanskeligheder, og forældre
som lever længe uden så meget
som radiotelefonisk kontakt med
en læge eller blot et infirmeri.
Som mange af disse mennesker
har sagt til mig: man anbringer
sig ikke på en sådan post blot
for pengenes skyld, man må være
interesseret og sammenvokset
med den lokale befolkning og
dens livsstil, og udstedsbørnenes
skolegang må blive et personligt
anliggende for en. Mange af disse
mennesker yder en indsats, som
ikke kan opgøres i penge.
Jeg nærer også en ganske sær-
lig respekt for de kateketer, som
jeg har mødt og talt med. I mange
henseender synes de mig at være
„de forglemte mænd“ her i lan-
det. Da de fik deres uddannelse,
repræsenterede de den mest vil-
lende og intelligente gruppe af
mænd i deres samtid, og de gik
ind i en af de vigtigste og mest
respekterede stillinger i det grøn-
landske samfund. I udviklingens
hurlumhej i løbet af de sidste
10—12 år er de på mange måder
blevet overhalede og er nu hen-
vist til de mindre interessante
poster på de små steder. Det sy-
nes mig på en vis måde unfair,
at der ikke i tide er blevet gjort
en indsats for at ajour-føre deres
uddannelse og således gøre bedre
brug af den omfattende erfaring
og kendskab til folket, som disse
mænd sidder inde med. Det har
været min erfaring, at de er sær-
deles tolerante overfor de dan-
skere, der har indtaget deres nøg-
leposition, og taknemlige for de-
res indsats, også selvom disse of-
te, i alt fald i løbet af de første
par måneder af deres Grønlands-
ophold, gør en række åbenlyse
fejltagelser i deres måde at gribe
lokalbefolkningen og børnene an
på. Jeg har fået indtryk af me-
gen klogskab i deres bedømmelse
af skolesituationen og den nye
tids krav, både på de små steder
og i landet som helhed, og de
udviser et ofte særdeles kompe-
tent overblik over sprogproble-
mets mange facetter i den nye
uddannelsessituation.
INGEN OPTIMISME OM FLERE
GRØNLANDSKE LÆRERE
— Men, professor Hobart, dette
kunne synes at være en næsten
for ensidigt positiv bedømmelse
af, hvad De har set her til lands.
De må dog også have observeret
en del ting, som De stiller Dem
kritisk overfor, i denne på mange
måder så forvirrede situation vi
står i. Mener De ikke at vort ud-
dannelsesystem også har sine
svage punkter?
— Jo, selvfølgelig er der også
svage punkter i det grønlandske
skolevæsen. Dette kan jo dårligt
være anderledes, al den stund
der har været så mange store
omvæltninger i løbet af de sidste
10—20 år. Hvor udviklingen gen-
nemtvinger så store forandringer
på så kort tid, er det uundgåe-
ligt, at der opstår tilfælde af ret
kortsynede beslutninger. De an-
svarlige står jo ofte med haste-
sager, der må afgøres under stort
pres fra mange sider. Og også her
gælder det jo, at det altid er let
at være bagklog. Og således er
der da rigtig nok en række punk-
ter, som jeg synes må mane til
eftertanke eller endog vække be-
kymring — jeg ved da også, at
de bekymrer en del mennesker
her til lands.
Min største bekymring på den
grønlandske skoles vegne er den
høje og stadigt voksende procent-
del af danske lærere. I øjeblikket
er der næsten 4 gange så mange
danske som grønlandske lærere.
Ydermere vil denne procentsats
vedblive at stige efterhånden som
den ældre generation af kateke-
ter træder ind i pensionsalderen,
og der ikke er yngre folk nok til
at tage deres pladser. De vil nød-
vendigvis i mange tilfælde blive
erstattet af danske lærere. Ingen
af de mennesker, jeg har talt
med, har følt sig i stand til at
fremkomme med optimistiske be-
tragtninger over dette forhold —
i alt fald ikke så længe den gæl-
dende form for læreruddannelse
er i kraft. Mange har i deres sam-
taler mgfj rpig gjprj. gældende, at
de særlige grønlajpcjske uddannel-
sesproblemer ikke vil kunne kla-
res, så længe dep danske lærer-
stab er i så voldsomt et overtal.
DET DANSKE SAMFUND
I SAMFUNDET GRØNLAND
— Udfra de indtryk, De har dan-
net Dem på denne tur, såvel som
under Deres første Grønlandsrej-
se for fem år siden, hvad har De
da at sige om de danske læreres
tilpasning til det grønlandske
samfund?
— En af de ting, som har gjort
størst indtryk på mig, er i hvil-
ken grad udstedslærerne gør sig
umage for at tilpasse sig til de
små samfund i hvilke de bor. Jeg
tænker ikke bare her på fødsels-
dagskaffemikker o. 1., men f. eks.
gør mange en alvorlig indsats for
at lære sproget, ligesom mange
går på fangst og fiskeri med be-
folkningen og gør hvad de kan
for i det hele taget at dele deres
livsvilkår.
Modsat synes der at tegne sig
et andet billede i de større be-
byggelser, et billede som under-
streger det alvorlige i den situa-
tion, at der er for mange danske
lærere i landet. I byerne gælder
det nemlig, at der er en tydelig
tendens blandt de danske lærere
til at danne et samfund i sam-
fundet og til kun at søge hinan-
dens selskab. De danske og de
grønlandske skolelærere, også
hvor de rent professionelt er lige-
mænd, har ofte ikke meget med
hinanden at gøre efter fyraften,
og der synes ligefrem en tendens
blandt danske skolefolk til at
danne ghetto i bysamfundene.
Denne tendens, synes det mig,
bliver yderligere skærpet ved den
omstændighed, at de danske læ-
rere får deres sommerferie i Dan-
mark betalt hvert år med en fly-
vebillet frem og tilbage — et for-
hold, som kun kan medvirke til
at holde kontakten med lokalbe-
folkningen på et minimum, til
kun at dyrke de vante danske
bekendtskaber og til at vende til-
bage til Danmark lige så snart
ansættelsesvilkårene tillader det.
— Har De nogen ide om, hvad
der kunne gøres for at modvirke
denne tendens?
— Jo, jeg synes vi står overfor
et konkret grundlag at gå ud fra
i og med den kendsgerning, at
staten villigt betaler flyvebillet
frem og tilbage over Atlanten
hver sommer, ikke blot for den
skolelærer, det måtte dreje sig
om, men også for hans familie.
Vi står her overfor et stort, kon-
kret pengebeløb, som er blevet
stillet til rådighed. Jeg har ærlig
talt spekuleret på, om man ikke
indenfor den samme bevillings-
ramme burde kunne tilbyde læ-
rerne en alternativ mulighed for
at udnytte deres sommerferie.
Hvorfor ikke, sideløbende med
sommerferien i Danmark, tilbyde
de lærere som måtte være in-
teresseret deri, en kysttur for hele
familien med KununguaK eller
Disko, så de kunne få lejlighed
til iat lære Grønland bedre at
kende? Dette ville sandsynligvis
ikke blive dyrere end en retur-
billet til Danmark for hele fami-
lien. Fordelene ved et sådant
arrangement er ganske åbenlyse:
lærerne ville få lejlighed til at
udbygge deres kendskab til lan-
det og befolkningen, og de ville
få flere konkrete ansatspunkter
foraoftig
AC 21 863
^fiOLD DEM TIL VOLVO...
DENHOLDERTILDEM
Omgående levering
. . „nrMimni SAS-hu*et ■ Vestorbrogade 6 A • København V
AUT. VOLVO FORHANDLER Telefon 120438 • Telegr.adr.: OVLOV SAS
[VOLVO]
S VEND PETERSEN
AUTOMOBILER %
JA SEND MIG OMGÅENDE OG UDEN FORBINDENDE
OPLYSNING OM SPECIALPRISLISTE FOR GRØNLAND PÅ:
□ VOLVO 142
□ VOLVO 144
□ VOLVO 145 STATIONCAR
□ VOLVO 164
NAVN________________________________________
ADRESSE
Talagramadr. .Strong*
Rantzausminde
Bådebyggeri
og Årefabrik
SVENDBORG
Tomr
Toms Yankie Bar
giver energi og godt humør
Torns Yankie Bar nukingnik nuånårnermigdlo tunississarpoK
U