Atuagagdliutit

Árgangur

Atuagagdliutit - 14.05.1970, Blaðsíða 16

Atuagagdliutit - 14.05.1970, Blaðsíða 16
Det grønlandske skolevæsen ... set gennem canadiske briller En samtale med sociologiprofessor Charles Hobart fra Alberta-univer- sitetet i Edmonton, Canada, ved afslutningen af hans anden studierejse til Grønland. Ved FINN LYNGE I månederne marts-april har pro- fessor Charles Hobart fra Canada rejst rundt i henholdsvis Uperna- vik, Nanortalik og Julianehåb di- strikter med det formål at danne sig et overblik over de grønland- ske skoleforhold. Det er anden gang i løbet af fem år, at prof. Hobart berejser Grønland. Vi spørger . . — Hvad er Deres hovedindtryk fra denne tur? — I løbet af det sidste års tid har jeg haft lejlighed til at un- dersøge uddannelsessystemerne i minoritetsgrupper i Canada, USA, Norge, England og nu igen i Grønland. Jeg er ikke det rin- geste i tvivl om, at ud af disse fem forskellige områder er ud- dannelsessystemet her i Grønland langt det bedste. Der er mange sider ved det grønlandske skole- væsen, som har gjort indtryk på mig. En af de ting jeg finder mest bemærkelsesværdigt, er det sy- stem af skolebøger, som er ble- vet skabt i løbet af den sidste halve snes år. Jeg er helt sikker på, at disse er de fineste skole- bøger som nogensinde er blevet lavet til skolerne i en mindre- talsgruppe noget som helst sted i verden. I USA kender jeg f. eks. en indianerstamme, som- er fem gange så folkerig som Grønland, og her er overhovedet ingen sko- lematerialer blevet skabt ud fra de forudsætninger, som er sær- egne for børnene i dette område. Jeg må sige, at jeg virkelig har den største beundring for de an- strengelser, der ligger bag udgi- velsen af de grønlandske skole- bøger og for det resultat, der her er opnået. UDSTEDSLÆREREN KAN IKKE VURDERES I PENGE Det samme gælder de danske læ- rere, jeg har lært at kende, især på de isolerede steder. Overalt, hvor jeg kommer frem, har jeg mødt gæstfrihed, åbenhed og en stor iver for at diskutere uddan- nelsessituationen og de skolemæs- sige problemer. Jeg har en ganske særlig beundring for den smidig- hed og det personlige mod, man ofte ser hos udstedslærerne. Jeg har lært skolelærere at kende, som er isolerede og alene gennem mange måneder af skoleåret, uden nogen kontakt med andre dan- ske, hustruer som har født deres børn på de fjerne udsteder under stoTe vanskeligheder, og forældre som lever længe uden så meget som radiotelefonisk kontakt med en læge eller blot et infirmeri. Som mange af disse mennesker har sagt til mig: man anbringer sig ikke på en sådan post blot for pengenes skyld, man må være interesseret og sammenvokset med den lokale befolkning og dens livsstil, og udstedsbørnenes skolegang må blive et personligt anliggende for en. Mange af disse mennesker yder en indsats, som ikke kan opgøres i penge. Jeg nærer også en ganske sær- lig respekt for de kateketer, som jeg har mødt og talt med. I mange henseender synes de mig at være „de forglemte mænd“ her i lan- det. Da de fik deres uddannelse, repræsenterede de den mest vil- lende og intelligente gruppe af mænd i deres samtid, og de gik ind i en af de vigtigste og mest respekterede stillinger i det grøn- landske samfund. I udviklingens hurlumhej i løbet af de sidste 10—12 år er de på mange måder blevet overhalede og er nu hen- vist til de mindre interessante poster på de små steder. Det sy- nes mig på en vis måde unfair, at der ikke i tide er blevet gjort en indsats for at ajour-føre deres uddannelse og således gøre bedre brug af den omfattende erfaring og kendskab til folket, som disse mænd sidder inde med. Det har været min erfaring, at de er sær- deles tolerante overfor de dan- skere, der har indtaget deres nøg- leposition, og taknemlige for de- res indsats, også selvom disse of- te, i alt fald i løbet af de første par måneder af deres Grønlands- ophold, gør en række åbenlyse fejltagelser i deres måde at gribe lokalbefolkningen og børnene an på. Jeg har fået indtryk af me- gen klogskab i deres bedømmelse af skolesituationen og den nye tids krav, både på de små steder og i landet som helhed, og de udviser et ofte særdeles kompe- tent overblik over sprogproble- mets mange facetter i den nye uddannelsessituation. INGEN OPTIMISME OM FLERE GRØNLANDSKE LÆRERE — Men, professor Hobart, dette kunne synes at være en næsten for ensidigt positiv bedømmelse af, hvad De har set her til lands. De må dog også have observeret en del ting, som De stiller Dem kritisk overfor, i denne på mange måder så forvirrede situation vi står i. Mener De ikke at vort ud- dannelsesystem også har sine svage punkter? — Jo, selvfølgelig er der også svage punkter i det grønlandske skolevæsen. Dette kan jo dårligt være anderledes, al den stund der har været så mange store omvæltninger i løbet af de sidste 10—20 år. Hvor udviklingen gen- nemtvinger så store forandringer på så kort tid, er det uundgåe- ligt, at der opstår tilfælde af ret kortsynede beslutninger. De an- svarlige står jo ofte med haste- sager, der må afgøres under stort pres fra mange sider. Og også her gælder det jo, at det altid er let at være bagklog. Og således er der da rigtig nok en række punk- ter, som jeg synes må mane til eftertanke eller endog vække be- kymring — jeg ved da også, at de bekymrer en del mennesker her til lands. Min største bekymring på den grønlandske skoles vegne er den høje og stadigt voksende procent- del af danske lærere. I øjeblikket er der næsten 4 gange så mange danske som grønlandske lærere. Ydermere vil denne procentsats vedblive at stige efterhånden som den ældre generation af kateke- ter træder ind i pensionsalderen, og der ikke er yngre folk nok til at tage deres pladser. De vil nød- vendigvis i mange tilfælde blive erstattet af danske lærere. Ingen af de mennesker, jeg har talt med, har følt sig i stand til at fremkomme med optimistiske be- tragtninger over dette forhold — i alt fald ikke så længe den gæl- dende form for læreruddannelse er i kraft. Mange har i deres sam- taler mgfj rpig gjprj. gældende, at de særlige grønlajpcjske uddannel- sesproblemer ikke vil kunne kla- res, så længe dep danske lærer- stab er i så voldsomt et overtal. DET DANSKE SAMFUND I SAMFUNDET GRØNLAND — Udfra de indtryk, De har dan- net Dem på denne tur, såvel som under Deres første Grønlandsrej- se for fem år siden, hvad har De da at sige om de danske læreres tilpasning til det grønlandske samfund? — En af de ting, som har gjort størst indtryk på mig, er i hvil- ken grad udstedslærerne gør sig umage for at tilpasse sig til de små samfund i hvilke de bor. Jeg tænker ikke bare her på fødsels- dagskaffemikker o. 1., men f. eks. gør mange en alvorlig indsats for at lære sproget, ligesom mange går på fangst og fiskeri med be- folkningen og gør hvad de kan for i det hele taget at dele deres livsvilkår. Modsat synes der at tegne sig et andet billede i de større be- byggelser, et billede som under- streger det alvorlige i den situa- tion, at der er for mange danske lærere i landet. I byerne gælder det nemlig, at der er en tydelig tendens blandt de danske lærere til at danne et samfund i sam- fundet og til kun at søge hinan- dens selskab. De danske og de grønlandske skolelærere, også hvor de rent professionelt er lige- mænd, har ofte ikke meget med hinanden at gøre efter fyraften, og der synes ligefrem en tendens blandt danske skolefolk til at danne ghetto i bysamfundene. Denne tendens, synes det mig, bliver yderligere skærpet ved den omstændighed, at de danske læ- rere får deres sommerferie i Dan- mark betalt hvert år med en fly- vebillet frem og tilbage — et for- hold, som kun kan medvirke til at holde kontakten med lokalbe- folkningen på et minimum, til kun at dyrke de vante danske bekendtskaber og til at vende til- bage til Danmark lige så snart ansættelsesvilkårene tillader det. — Har De nogen ide om, hvad der kunne gøres for at modvirke denne tendens? — Jo, jeg synes vi står overfor et konkret grundlag at gå ud fra i og med den kendsgerning, at staten villigt betaler flyvebillet frem og tilbage over Atlanten hver sommer, ikke blot for den skolelærer, det måtte dreje sig om, men også for hans familie. Vi står her overfor et stort, kon- kret pengebeløb, som er blevet stillet til rådighed. Jeg har ærlig talt spekuleret på, om man ikke indenfor den samme bevillings- ramme burde kunne tilbyde læ- rerne en alternativ mulighed for at udnytte deres sommerferie. Hvorfor ikke, sideløbende med sommerferien i Danmark, tilbyde de lærere som måtte være in- teresseret deri, en kysttur for hele familien med KununguaK eller Disko, så de kunne få lejlighed til iat lære Grønland bedre at kende? Dette ville sandsynligvis ikke blive dyrere end en retur- billet til Danmark for hele fami- lien. Fordelene ved et sådant arrangement er ganske åbenlyse: lærerne ville få lejlighed til at udbygge deres kendskab til lan- det og befolkningen, og de ville få flere konkrete ansatspunkter foraoftig AC 21 863 ^fiOLD DEM TIL VOLVO... DENHOLDERTILDEM Omgående levering . . „nrMimni SAS-hu*et ■ Vestorbrogade 6 A • København V AUT. VOLVO FORHANDLER Telefon 120438 • Telegr.adr.: OVLOV SAS [VOLVO] S VEND PETERSEN AUTOMOBILER % JA SEND MIG OMGÅENDE OG UDEN FORBINDENDE OPLYSNING OM SPECIALPRISLISTE FOR GRØNLAND PÅ: □ VOLVO 142 □ VOLVO 144 □ VOLVO 145 STATIONCAR □ VOLVO 164 NAVN________________________________________ ADRESSE Talagramadr. .Strong* Rantzausminde Bådebyggeri og Årefabrik SVENDBORG Tomr Toms Yankie Bar giver energi og godt humør Torns Yankie Bar nukingnik nuånårnermigdlo tunississarpoK U

x

Atuagagdliutit

Beinir tenglar

Ef þú vilt tengja á þennan titil, vinsamlegast notaðu þessa tengla:

Tengja á þennan titil: Atuagagdliutit
https://timarit.is/publication/314

Tengja á þetta tölublað:

Tengja á þessa síðu:

Tengja á þessa grein:

Vinsamlegast ekki tengja beint á myndir eða PDF skjöl á Tímarit.is þar sem slíkar slóðir geta breyst án fyrirvara. Notið slóðirnar hér fyrir ofan til að tengja á vefinn.