Atuagagdliutit

Árgangur

Atuagagdliutit - 14.05.1970, Blaðsíða 17

Atuagagdliutit - 14.05.1970, Blaðsíða 17
for et virkeligt engagement i, hvad der rører sig d det grønland- ske folk. Et sådant kollektivt rej- searrangement kunne samtidig gøres til et regulært sommerkur- sus derved at der kunne blive holdt daglige forelæsninger om specielle områder indenfor Grøn- lands historie, geologi, økonomi- ske ressourcer o. s. v., alt efter hvor man kommer hen på ky- sten — samtidig med, at der na- turligvis også skulle kunne tilby- des en daglig grønlandskunder- visning. Det synes mig at en så- dan ordning nødvendigvis ville ■* blive til stort udbytte for delta- gerne — også fordi lærerne her ville have mulighed for at møde og udveksle erfaringer med kol- leger fra vidt forskellige egne af Grønland. Og hvem ved, det ville måske også have til følge, at man- ge lærere ville beslutte sig til at blive længere i Grønland, end tilfældet ellers ville være. Den årlige hjemrejse til Danmark kan jo ikke undgå at styrke båndene hjemover og er således utvivl- somt med til at afkorte lærernes Grønlandsophold mest muligt. Omvendt vil et sommerarrange- ment som det omtalte givetvis styrke de bånd, der knytter læ- rerne til Grønland — og vil i øv- rigt heller ikke som sådan kunne undgå at være til nytte for un- dervisningens kvalitet i skoleårets løb. — Man kunne jo indvende, at >» der måske nok ville være mange af lærernes koner, som hellere ville en tur til Danmark end rejse op og ned langs kysten her .. — Måske nok. Men der er og- så den anden mulighed, at mange husmødre ville tage -med kyshånd mod denne chance til at få en 2—3 eller 3—4 ugers lysttur om- bord på et skib, uden hushold- ningspligter af nogen art, og bør- nene ville jo også nok finde det spændende. Men i øvrigt kunne man jo eventuelt dele det op, så manden fik sin tur langs kysten, og konen og børnene deres flyve- billet til Danmark. Her burde der kunne udvises en vis smidighed. Der er for øvrigt noget andet, jeg har tænkt på. Jag har talt med en del lærere på de små steder, der har sat sig som et af deres mål at anskaffe sig en båd så hurtigt som muligt. Hvorfor kunne man ikke tillade en ud- stedslærer at bruge de penge, en ,, Danmarksbillet koster, til i ste- det at anskaffe sig en ordentlig båd? Dette ville indebære den fordel, at den lærer, som måtte have en virkelig interesse heri, kunne hjælpes til således at glide bedre ind i samfundet, deltage mere aktivt i livet på fangstplad- serne og på sommerrejser med lokalbefolkningen. Jeg kan ikke lade være at tænke på en lærer, jeg talte med på et lille udsted; han var i færd med at bygge sig en båd, og han fortalte hvor- dan den stedlige kateket havde givet udtryk for, at han nu om- sider blev betragtet som en mand blandt andre mænd; hans båd var det, der fik ham til at kunne be- væge sig blandt stedets fiskere og fangere som en ligemand. Bå- den har her en klart symbolsk betydning i den lokale kultur. ^ Såfremt en lærer derfor kunne udnytte de midler, en Danmarks- rejse koster, på omtalte vis, ville han alt i alt få langt bedre mu- lighed for at omstille sig til lo- kalbefolkningens levevis og 'tan- kesæt og således blive en mere effektiv lærer. LÆRERUDDANNELSEN I GRØN- LAND BØR VÆRE FORSKELLIG FRA DEN DANSKE — Som De jo er klar over, er der en standende debat her til lands om den grønlandske læreruddan- nelse — en diskussion, som i høj grad er en principdebat om den standard, man ønsker at sætte for fremtidige grønlandske lærer- kræfter. Er de selv kommet til noget resultat i de observationer, De har haft lejlighed til at gøre på dette felt? — Absolut. Det synes mig, at den største og alvorligste anstøds- sten i den grønlandske skolesitua- tion er hele den måde, lærerud- dannelsen anskues på. For nu at begynde med begyn- delsen, så er det første, der slår mig, når jeg betræder den grøn- landske jord, i hvor høj grad Grønland adskiller sig fra Dan- mark. Man behøver jo kun at kaste et blik ud af vinduet for at overbevise sig om, at landet for det første opbyd er nogle gan- ske andre naturbetingelser. Man behøver kun at se folk i ansigtet for at opdage, at de er ganske anderledes end de mennesker, der bevæger sig på gader og stræder i Danmark. Og man behøver kun kaste et kort blik på folks leve- vis her til lands for at overbe- vise sig om, at eksistensgrundla- get er et ganske andet, end det er i Danmark. Hvad der således først og fremmest slår mig, er ganske enkelt dette, at hvor lan- det er et andet, hvor folket er et andet, hvor børnene bliver an- derledes opdraget, hvor man i hjemmene har en anderledes ind- stilling, der må de lærere og den uddannelsespolitik, som kan for- ventes at være den mest effek- tive, også — i alt fald i nogen grad — være anderledes end hvad man kender til i Danmark. Det synes mig at være en skamme- lig underkendelse af folkets og landets særegne natur at impor- tere danske lærere og efter en ganske minimal forberedelse at forvente, at de skal kunne under- vise grønlandske børn på effek- tiv vis. Ingen vil jo nogensinde tænke på at eksportere grønland- ske kateketer til Danmark og lade dem undervise i den danske folkeskole uden intensive forud- gående kurser. Det synes mig, at de grunde, man måtte anføre imod at lade grønlandske kate- keter uden videre påtage sig un- dervisning i Danmark, også i lige 'grad må gælde imod uden videre at importere danske lærerkræf- ter til Grønland. — Jeg siger ikke, at der intet behov er for danske lærere her til lands, tværtimod, der er et meget stort behov for dem, og uden al tvivl må det være et af de første og største mål at lære så mange grønlændere som muligt så me- NISSAN DATSUN CabaK 2 tons DIESEL og BENZIN En ualmindelig konkurrence- dygtig vogn i indkøb og dag- lig brug. Robust, rummelig og økonomisk. TAGE SCHJØTT NARSSAK gat dansk som muligt; men dette er jo kun en del af skolepro- grammet, der er andet som er lige så vigtigt. Alt i alt er jeg blevet overbevist om, at lærer- uddannelsen i Grønland bør væ- re forskellig fra læreruddannel- sen i Danmark. Og her vil jeg gerne insistere kraftigt på, at i og med at læreruddannelsen i Grønland må være forskellig fra hvad den er i Danmark, ligger der ikke på nogen måde heri, at den skulle være mindreværdig. Et andet land, en anden situa- tion kræver en anden slags læ- rere, en lærerstab som er uddan- net anderledess. Forskel behøver ikke betyde hverken mereværd eller mindreværd, forskel betyder simpelthen forskel, intet andet. — Det kunne lyde, som om De har nogle ganske konkrete for- slag m.h.t. en realisering af de tanker, De her gør Dem til tals- mand for — er det sandt? — Ja, efter mine mange og lange samtaler med skolefolk og forældre landet rundt er jeg kom- men til det resultat, at det i vir- keligheden er småbørnsundervis- ningen, som er den helt afgø- rende i uddannelsesprogrammet. Det er jo i løbet af de første par år, at man enten vækker børne- nes interesse for skolegangen, gør dem ivrige efter at lære noget — eller at man taber dem bag af løbet og ser dem blive stadigt mere sløve og uinteresserede. Mange lærere klager over sløvhed og apati i de lidt ældre klasser, og det synes mig derfor åbenlyst, ait man burde skabe en semina- rieuddannelse for lærere, som skulle specialiseres i undervis- ning af børneskolens første tre årgange. Sådanne lærere ville altså være at forstå som specia- lister med henblik på grønland- ske småbørn, en uddannelse som altså ville adskille sig fra den almindelige læreruddannelse, men som ikke af den grund ville være mindreværdig. Siden sådanne læ- rere kun ville komme til at un- dervise småbørn, ville det f. eks. være ganske unødvendigt for dem i deres forberedende studier at læse engelsk eller tysk, al den stund de kun ville få brug for grønlandsk eller dansk i deres arbejde. Naturligvis skulle en så- dan uddannelse ikke være at for- stå som en blindgyde. Man kunne jo udmærket give sådanne små- bømslærere mulighed for senere at gå ind i en videreuddannelse, om det havde deres interesse, så- ledes at de med tiden kunne tage en seminarieeksamen fuldt på højde med den gængse og få ad- gang til også at undervise større børn, eller tage til Danmark, om de ville. På den anden side sy- nes jeg ikke, at der skulle ligge noget som helst pres på sådanne småbørnslærere for at tage en videreuddannelse, dertil er un- dervisningen af de mindste klas- ser alt for centralt og vigtigt et anliggende. Der er intet mere be- tydningsfuldt end at give de mindste smag for skolegangen, så de vil være veldisponerede til senere at suge al den viden til sig, de kan. VIL SKRIVE OM DANSKE LÆ- RERE PÅ UDSTEDERNE — Der er et sidste spørgsmål, jeg gerne ville have lov at stille — et spørgsmål, som har ligget mig på tungen under hele vor samtale — kan De i kort begreb sige noget om, hvordan De har til hensigt at udnytte Deres grøn- landske erfaringer på den cana- diske hjemmefront? — Min interesse i de grøn- landske forhold har i langt højere grad et praktisk end et teoretisk sigte. Jeg er interesseret i, hvad jeg kan lære her i Grønland, som kan være til nytte for os i vort arbejde blandt eskimoerne og in- dianerne i Nordcanada. Som jeg tidligere har sagt, gælder det for praktisk talt alle sider af det grønlandske skolevæsen, at det er langt overlegent i forhold til vort udannelsesystem. Hos skoledirek- tøren i Godthåb har jeg fået en samling grønlandske skolebøger forærende, som jeg tager med hjem med det formål at udstille på lærerkonferencer o. 1., for at udbrede kendskabet til det grøn- landske skolevæsen, og for at få vore egne skolefolk til at indse, hvor fattigt og mangelfuldt deres eget materiale i virkeligheden er. Jeg har endvidere til hensigt at skrive noget ofn de danske læ- rere på udstederne og deres til- pasningsevne til den lokale leve- vis, for derigennem også at på- pege de modsvarende mangler ovre på vor side af Davisstrædet. Det er mit håb, at vi i Nordcanada kan følge i Grønlands fodspor og skabe et uddannelsessystem, som giver den indfødte befolkning reelle muligheder. Samtidig vil jeg også udtrykke mit håb om, at det grønlandske skolevæsen fortsat vil udvikle sig konstruktivt og positivt, og må- ske også fremover vil korrigere et par af de svagheder, jeg tror at have set i systemet, så vi og- så i fremtiden kan se hen til Grønland som det forbillede, det altid har været for os. TEGNET AF INGMAR RELLING, N. I. L. FOR DEN VERDENSKENDTE STORE NORSKE MØBELORGANISATION WESTNOFA DE BLIVER OVERRASKET - over hvor let, elegant og samtidig bomstærkt det kan gøres, når man benytter lamineret bøg. Kraftigt lærred er udspændt med svære nylonsnore over det sammenboltede træskelet. Sæde- og ryghynde er ud i et, indholdet er en dejlig blød fiber-fill. Nylonsnore sørger for at puderne holdes på plads. Adskildt fylder stolen kun 100x40x20 cm og vejer så lidt som 8 kg. Fås i lys bøg eller indfarvet i palisander eller teak. Puderne i sort, okseblod- eller cognacfarvet læder. Stolen fås også i lav model. F. eks. høj stol i lys bøg med sort læder: kr. 1.045,—, fodskammel: kr. 450,—. sjfåa-Eeiis, jjjjf BOLIGMONTERING ■T BOX 105 — 3900 GODTHÅB . TELEFON 1092. f 17

x

Atuagagdliutit

Beinir tenglar

Ef þú vilt tengja á þennan titil, vinsamlegast notaðu þessa tengla:

Tengja á þennan titil: Atuagagdliutit
https://timarit.is/publication/314

Tengja á þetta tölublað:

Tengja á þessa síðu:

Tengja á þessa grein:

Vinsamlegast ekki tengja beint á myndir eða PDF skjöl á Tímarit.is þar sem slíkar slóðir geta breyst án fyrirvara. Notið slóðirnar hér fyrir ofan til að tengja á vefinn.