Atuagagdliutit - 14.05.1970, Síða 17
for et virkeligt engagement i,
hvad der rører sig d det grønland-
ske folk. Et sådant kollektivt rej-
searrangement kunne samtidig
gøres til et regulært sommerkur-
sus derved at der kunne blive
holdt daglige forelæsninger om
specielle områder indenfor Grøn-
lands historie, geologi, økonomi-
ske ressourcer o. s. v., alt efter
hvor man kommer hen på ky-
sten — samtidig med, at der na-
turligvis også skulle kunne tilby-
des en daglig grønlandskunder-
visning. Det synes mig at en så-
dan ordning nødvendigvis ville
■* blive til stort udbytte for delta-
gerne — også fordi lærerne her
ville have mulighed for at møde
og udveksle erfaringer med kol-
leger fra vidt forskellige egne af
Grønland. Og hvem ved, det ville
måske også have til følge, at man-
ge lærere ville beslutte sig til at
blive længere i Grønland, end
tilfældet ellers ville være. Den
årlige hjemrejse til Danmark kan
jo ikke undgå at styrke båndene
hjemover og er således utvivl-
somt med til at afkorte lærernes
Grønlandsophold mest muligt.
Omvendt vil et sommerarrange-
ment som det omtalte givetvis
styrke de bånd, der knytter læ-
rerne til Grønland — og vil i øv-
rigt heller ikke som sådan kunne
undgå at være til nytte for un-
dervisningens kvalitet i skoleårets
løb.
— Man kunne jo indvende, at
>» der måske nok ville være mange
af lærernes koner, som hellere
ville en tur til Danmark end rejse
op og ned langs kysten her ..
— Måske nok. Men der er og-
så den anden mulighed, at mange
husmødre ville tage -med kyshånd
mod denne chance til at få en
2—3 eller 3—4 ugers lysttur om-
bord på et skib, uden hushold-
ningspligter af nogen art, og bør-
nene ville jo også nok finde det
spændende. Men i øvrigt kunne
man jo eventuelt dele det op, så
manden fik sin tur langs kysten,
og konen og børnene deres flyve-
billet til Danmark. Her burde der
kunne udvises en vis smidighed.
Der er for øvrigt noget andet,
jeg har tænkt på. Jag har talt
med en del lærere på de små
steder, der har sat sig som et af
deres mål at anskaffe sig en båd
så hurtigt som muligt. Hvorfor
kunne man ikke tillade en ud-
stedslærer at bruge de penge, en
,, Danmarksbillet koster, til i ste-
det at anskaffe sig en ordentlig
båd? Dette ville indebære den
fordel, at den lærer, som måtte
have en virkelig interesse heri,
kunne hjælpes til således at glide
bedre ind i samfundet, deltage
mere aktivt i livet på fangstplad-
serne og på sommerrejser med
lokalbefolkningen. Jeg kan ikke
lade være at tænke på en lærer,
jeg talte med på et lille udsted;
han var i færd med at bygge
sig en båd, og han fortalte hvor-
dan den stedlige kateket havde
givet udtryk for, at han nu om-
sider blev betragtet som en mand
blandt andre mænd; hans båd var
det, der fik ham til at kunne be-
væge sig blandt stedets fiskere
og fangere som en ligemand. Bå-
den har her en klart symbolsk
betydning i den lokale kultur.
^ Såfremt en lærer derfor kunne
udnytte de midler, en Danmarks-
rejse koster, på omtalte vis, ville
han alt i alt få langt bedre mu-
lighed for at omstille sig til lo-
kalbefolkningens levevis og 'tan-
kesæt og således blive en mere
effektiv lærer.
LÆRERUDDANNELSEN I GRØN-
LAND BØR VÆRE FORSKELLIG
FRA DEN DANSKE
— Som De jo er klar over, er der
en standende debat her til lands
om den grønlandske læreruddan-
nelse — en diskussion, som i høj
grad er en principdebat om den
standard, man ønsker at sætte
for fremtidige grønlandske lærer-
kræfter. Er de selv kommet til
noget resultat i de observationer,
De har haft lejlighed til at gøre
på dette felt?
— Absolut. Det synes mig, at
den største og alvorligste anstøds-
sten i den grønlandske skolesitua-
tion er hele den måde, lærerud-
dannelsen anskues på.
For nu at begynde med begyn-
delsen, så er det første, der slår
mig, når jeg betræder den grøn-
landske jord, i hvor høj grad
Grønland adskiller sig fra Dan-
mark. Man behøver jo kun at
kaste et blik ud af vinduet for
at overbevise sig om, at landet
for det første opbyd er nogle gan-
ske andre naturbetingelser. Man
behøver kun at se folk i ansigtet
for at opdage, at de er ganske
anderledes end de mennesker, der
bevæger sig på gader og stræder
i Danmark. Og man behøver kun
kaste et kort blik på folks leve-
vis her til lands for at overbe-
vise sig om, at eksistensgrundla-
get er et ganske andet, end det
er i Danmark. Hvad der således
først og fremmest slår mig, er
ganske enkelt dette, at hvor lan-
det er et andet, hvor folket er et
andet, hvor børnene bliver an-
derledes opdraget, hvor man i
hjemmene har en anderledes ind-
stilling, der må de lærere og den
uddannelsespolitik, som kan for-
ventes at være den mest effek-
tive, også — i alt fald i nogen
grad — være anderledes end hvad
man kender til i Danmark. Det
synes mig at være en skamme-
lig underkendelse af folkets og
landets særegne natur at impor-
tere danske lærere og efter en
ganske minimal forberedelse at
forvente, at de skal kunne under-
vise grønlandske børn på effek-
tiv vis. Ingen vil jo nogensinde
tænke på at eksportere grønland-
ske kateketer til Danmark og
lade dem undervise i den danske
folkeskole uden intensive forud-
gående kurser. Det synes mig, at
de grunde, man måtte anføre
imod at lade grønlandske kate-
keter uden videre påtage sig un-
dervisning i Danmark, også i lige
'grad må gælde imod uden videre
at importere danske lærerkræf-
ter til Grønland. — Jeg siger
ikke, at der intet behov er for
danske lærere her til lands,
tværtimod, der er et meget stort
behov for dem, og uden al tvivl
må det være et af de første og
største mål at lære så mange
grønlændere som muligt så me-
NISSAN
DATSUN
CabaK
2 tons DIESEL og BENZIN
En ualmindelig konkurrence-
dygtig vogn i indkøb og dag-
lig brug. Robust, rummelig og
økonomisk.
TAGE SCHJØTT
NARSSAK
gat dansk som muligt; men dette
er jo kun en del af skolepro-
grammet, der er andet som er
lige så vigtigt. Alt i alt er jeg
blevet overbevist om, at lærer-
uddannelsen i Grønland bør væ-
re forskellig fra læreruddannel-
sen i Danmark. Og her vil jeg
gerne insistere kraftigt på, at i
og med at læreruddannelsen i
Grønland må være forskellig fra
hvad den er i Danmark, ligger
der ikke på nogen måde heri, at
den skulle være mindreværdig.
Et andet land, en anden situa-
tion kræver en anden slags læ-
rere, en lærerstab som er uddan-
net anderledess. Forskel behøver
ikke betyde hverken mereværd
eller mindreværd, forskel betyder
simpelthen forskel, intet andet.
— Det kunne lyde, som om De
har nogle ganske konkrete for-
slag m.h.t. en realisering af de
tanker, De her gør Dem til tals-
mand for — er det sandt?
— Ja, efter mine mange og
lange samtaler med skolefolk og
forældre landet rundt er jeg kom-
men til det resultat, at det i vir-
keligheden er småbørnsundervis-
ningen, som er den helt afgø-
rende i uddannelsesprogrammet.
Det er jo i løbet af de første par
år, at man enten vækker børne-
nes interesse for skolegangen, gør
dem ivrige efter at lære noget —
eller at man taber dem bag af
løbet og ser dem blive stadigt
mere sløve og uinteresserede.
Mange lærere klager over sløvhed
og apati i de lidt ældre klasser,
og det synes mig derfor åbenlyst,
ait man burde skabe en semina-
rieuddannelse for lærere, som
skulle specialiseres i undervis-
ning af børneskolens første tre
årgange. Sådanne lærere ville
altså være at forstå som specia-
lister med henblik på grønland-
ske småbørn, en uddannelse som
altså ville adskille sig fra den
almindelige læreruddannelse, men
som ikke af den grund ville være
mindreværdig. Siden sådanne læ-
rere kun ville komme til at un-
dervise småbørn, ville det f. eks.
være ganske unødvendigt for dem
i deres forberedende studier at
læse engelsk eller tysk, al den
stund de kun ville få brug for
grønlandsk eller dansk i deres
arbejde. Naturligvis skulle en så-
dan uddannelse ikke være at for-
stå som en blindgyde. Man kunne
jo udmærket give sådanne små-
bømslærere mulighed for senere
at gå ind i en videreuddannelse,
om det havde deres interesse, så-
ledes at de med tiden kunne tage
en seminarieeksamen fuldt på
højde med den gængse og få ad-
gang til også at undervise større
børn, eller tage til Danmark, om
de ville. På den anden side sy-
nes jeg ikke, at der skulle ligge
noget som helst pres på sådanne
småbørnslærere for at tage en
videreuddannelse, dertil er un-
dervisningen af de mindste klas-
ser alt for centralt og vigtigt et
anliggende. Der er intet mere be-
tydningsfuldt end at give de
mindste smag for skolegangen, så
de vil være veldisponerede til
senere at suge al den viden til
sig, de kan.
VIL SKRIVE OM DANSKE LÆ-
RERE PÅ UDSTEDERNE
— Der er et sidste spørgsmål,
jeg gerne ville have lov at stille
— et spørgsmål, som har ligget
mig på tungen under hele vor
samtale — kan De i kort begreb
sige noget om, hvordan De har til
hensigt at udnytte Deres grøn-
landske erfaringer på den cana-
diske hjemmefront?
— Min interesse i de grøn-
landske forhold har i langt højere
grad et praktisk end et teoretisk
sigte. Jeg er interesseret i, hvad
jeg kan lære her i Grønland, som
kan være til nytte for os i vort
arbejde blandt eskimoerne og in-
dianerne i Nordcanada. Som jeg
tidligere har sagt, gælder det for
praktisk talt alle sider af det
grønlandske skolevæsen, at det er
langt overlegent i forhold til vort
udannelsesystem. Hos skoledirek-
tøren i Godthåb har jeg fået en
samling grønlandske skolebøger
forærende, som jeg tager med
hjem med det formål at udstille
på lærerkonferencer o. 1., for at
udbrede kendskabet til det grøn-
landske skolevæsen, og for at få
vore egne skolefolk til at indse,
hvor fattigt og mangelfuldt deres
eget materiale i virkeligheden er.
Jeg har endvidere til hensigt at
skrive noget ofn de danske læ-
rere på udstederne og deres til-
pasningsevne til den lokale leve-
vis, for derigennem også at på-
pege de modsvarende mangler
ovre på vor side af Davisstrædet.
Det er mit håb, at vi i Nordcanada
kan følge i Grønlands fodspor og
skabe et uddannelsessystem, som
giver den indfødte befolkning
reelle muligheder.
Samtidig vil jeg også udtrykke
mit håb om, at det grønlandske
skolevæsen fortsat vil udvikle sig
konstruktivt og positivt, og må-
ske også fremover vil korrigere
et par af de svagheder, jeg tror
at have set i systemet, så vi og-
så i fremtiden kan se hen til
Grønland som det forbillede, det
altid har været for os.
TEGNET AF INGMAR RELLING, N. I. L. FOR DEN VERDENSKENDTE STORE NORSKE MØBELORGANISATION WESTNOFA
DE BLIVER OVERRASKET
- over hvor let, elegant og samtidig bomstærkt det kan gøres, når man benytter lamineret bøg. Kraftigt lærred er udspændt
med svære nylonsnore over det sammenboltede træskelet. Sæde- og ryghynde er ud i et, indholdet er en dejlig blød fiber-fill.
Nylonsnore sørger for at puderne holdes på plads. Adskildt fylder stolen kun 100x40x20 cm og vejer så lidt som 8 kg. Fås i lys
bøg eller indfarvet i palisander eller teak. Puderne i sort, okseblod- eller cognacfarvet læder. Stolen fås også i lav model.
F. eks. høj stol i lys bøg med sort læder: kr. 1.045,—, fodskammel: kr. 450,—.
sjfåa-Eeiis,
jjjjf BOLIGMONTERING
■T BOX 105 — 3900 GODTHÅB . TELEFON 1092.
f
17