Atuagagdliutit - 14.05.1970, Qupperneq 30

Fredspiben er knækket
Mange år efter de store indianerkrige begynder oprøret at ulme blandt
efterkommere af præriernes og skovenes folk: Indianere har besat Alca-
traz-øen og tilbudt at købe den og fængslet af Nixon for glasperler og
rødt klæde. — De kræver øget støtte, mindre indblanding — og taler om
at Gud er rød.
Af Jørgen Fastholm
København (RB-special)
— Hellere rød end død, hævder store mønjebogstaver et sted på
skrænterne af den tille granitø, der bærer på det berygtede Alcatraz-
fængsel i San Francisco-bugten. Et gult skilt siger: — Indiansk ejen-
dom. Bliv væk. Et andet i nærheden gentager advarslen lidt modifi-
ceret: — Indiansk område. Kun indianere har adgang.
Andre bogstaver fortæller om
indiansk magt og forklarer, at
Gud er rød.
Ø-fængslet ligger umiddelbart
øst for Golden Gate-broen og hu-
sede engang notabiliteter som bl.
a. Al Capone. I begyndelsen af
1960’erne blev det nedlagt som
utidssvarende, og siden har for-
faldet bredt sig. Indtil en nat i
november i fjor var flokke af
skrigende måger og regeringens
repræsentant, John Hart, de ene-
ste levende på øen.
SÅ LÆNGE FLODERNE LØBER
I ly af mørket landede fire unge
indianere søndag den 9. november
på Alcatraz-øen. Mr. Hart pro-
testerede, men de fire indlogerede
sig med soveposer og lidt mad i et
par af fængselscellerne. I en pro-
klamation rettet til den store
hvide fader og hele hans folk er-
klærede de øen for indiansk ejen-
dom. De tilbød at betale den med
glasperler og rødt klæde til en
samlet værdi af 24 dollars (180
kr.), det samme som blegansig-
terne for 300 år siden betalte for
Manhattan-øen, der senere blev
opslugt af New York. De fire for-
klarede, at Aloatraz-øen målt med
den hvide mands standard, som
indianerne har erfaret på deres
krop, er mere end velegnet som
indianerreservat: Den er lige så
isoleret, har heller ikke rindende
vand, mangler hospitaler og mo-
derne sanitære installationer.
Også på Alcatraz-øen er jorden
gold og „beboerne har altid væ-
ret fanger og afhængige af an-
dre".
De unge indianere mente, at de-
res krav på øen i alle indianske
stammers navn er „retfærdigt og
rimeligt", og at området bør
skænkes indianerne som deres
ejendom „så længe som floderne
løber og solen skinner".
Få dage efter førte den ame-
rikanske kystvagt de fire tilbage
til fastlandet. Men kort før dag-
gry den 20. november landede an-
dre 80 indianere på klippeøen —
og flere fulgte efter. En kystvagt-
blokade måtte afblæses allerede
den 23. november som ineffektiv:
Indianere og fødevarer sivede
alligevel igennem som vand i en
si. Der skal nu være omkring 600
indianere på øen — mænd, kvin-
der og børn og adskillige af dem
fra berømte stammer som Sioux,
Sortfødder, Cheyenne osv. Den
ældste er omkring 60 år, den yng-
ste endnu ikke to år. Da Washing-
tons repræsentant, den 60-årige
John Hart, i begyndelsen af fe-
bruar i år gav op og forlod øen
for bestandig, flyttede indianerne
ud af cellerne og ind i de tidligere
vagtboliger.
LÆNGSLEN TILBAGE
Siden har regeringen intet afgø-
rende foretaget sig. De indianske
Alcatraz-lederes ord om, at de vil
oprette et kulturcenter på øen,
genskabe indiansk identitet og læ-
re stammernes folk at leve sam-
men, synes præsident Richard
Nixon og indenrigsminister Wal-
ter Hickel blot at have taget til
efterretning.
Måske frygter de også reaktio-
nen. Mange almindelige ameri-
kanere ved, at indianerne repræ-
senterer USAs ringest stillede
minoritet, og siges at sympatisere
med Alcatraz-aktionen. De gamle
indianske kulturer appellerer
med voksende styrke fil talrige
af raket- og månerejsetidens ame-
rikanere. Bøger og dramatik har
i de seneste år genspejlet interes-
sevæksten. Og fællesamerikansk
er længslen efter de tider langt
hinsides forureningen, da præ-
rierne lå åbne med bisonhjorde,
vejen vest på var fri for tomme
konservesdåser, plasticrester og
rustne bilvrag. Da floderne var
klare og fiskerige og bjergenes sne
endnu hvid . . .
PRISEN FOR ET HALVT
KONTINENT
Samtidig er mange blevet over-
rumplet af Alcatraz-aktionen og
mindre iøjnespringende, militante
handlinger andre steder blandt
USAs små 700.000 indianere fra
ca. 300 stammer. — I adskillige
årtier ihar USA jo ikke kendt til
indiansk aggression, siger de. An-
dre — og blandt dem nogle af de
få veluddannede indianere — har
peget på, at Washington-regerin-
gens velorganiserede indianerkri-
ge (folkedrab, kalder indianerne
dem i dag) i sidste halvdel af
1800-tallet påførte stammerne så
enorme åreladninger, at de længe
NR. 23 gengivet i naturlig størrelse. NR. 23 angissusigssamisortOK.
CIGAREN-IKKE DYRERE END EN CERUT
CIGÅK’ CERUTIMIT AKISUNERUNGITSOK’
...i dag koster det ikke mere at nyde en
god cigar. Derfor vælger stadig flere ci-
garrygere NR 23!
pitsaussumik cigåtornigssaK måna akisu-
ncrujungnaerpoK ... taimåitumik amerd-
liartuinartut NR. 23 Kinertarpåt!
Fås i 10 stk.-pakningcr eller i kas-
ser med 50, 100 eller 200 stk.
portugkatut 1 o-nik imaligtut ima-
lunit karsitut 50-nik, 100-nik 200-
nigdlunit imaligtut pineKarsinau-
VOK.
ikke havde kræfter til andet end
fortsat at lade sig ydmyge. En vis
inspiration er også udgået fra de
militante negerbevægelser, pro-
testaktionerne mod krigen i Viet-
nam og hele det sociale opbrud,
der har sat det amerikanske sam-
fund i skred.
Men den mest konkrete årsag
synes at være indiansk frygt for
en regeringspolitik, som mange
indianske ledere føler vil munde
ud i likvidation af stammefølelse,
resterne af deres kultur og der-
med indiansk identitet. Med hån-
lig latter har de mødt regerings-
udtalelser om, at overbeskyttel-
sen af indianerne må ophøre. Og
med følelser, der balancerer på
kanten af desperation, har mange
af dem registreret tendenserne til
efterhånden at nedlægge de små
400 reservater, stammeejet jord,
som langt over halvdelen af USAs
indianere lever på, og som diverse
traktatbrud har gjort stadig min-
dre. For dem er tilhørsforholdet
til jord, dyr, skove, floder og søer
en vital bestanddel af også deres
åndelige kultur. De vil have øget
regeringsstøtte til at udvikle deres
områder (i øjeblikket årligt i alt
500 miil. dollars — er lig med 3,75
milliarder kr.) uden indblanding
fra den store hvide fader Nixon
og hans administration. Pengene,
mener de, er en rimelig kompen-
sation for tabet af et halvt kon-
tinent ■ • •
ET FÆHOVED FOR VILD
De vil have øget levestandarden
som de hvide — men efter en an-
den recept og med et andet sigte.
De vil ikke i bedste fald blot
være turistattraktioner. De vil
ikke være attrapper i blegansig-
ternes verden. De vil „onkel to-
mahawk“-mentaliteten til livs.
Men de vil ikke assimileres.
Alle indianere har haft ameri-
kansk borgerskab siden 1924, men
betragter sig stadig som nationer i
nationen. En af dem har sagt: —
De tilgiver mig, hvis jeg fortæl-
ler dem, at mit folk var amerika-
nere i tusinder øf år før deres
folk. Spørgsmålet er ikke, hvor-
ledes de kan amerikanisere os,
men hvorledes vi kan amerikani-
sere dem . . .
En ung indianer sagde for nylig
■til en medarbejder ved det ameri-
kanske ugeblad „Time", at „selv
navnet indianer er ikke vores".
Det stammer, forklarede han, fra
et fæhoved, „som for vild og
troede, han var landet i Indien".
Og lidenskabeligt var råbet, der
lød til indenrigsminister Walter
Hidkel på et møde: — Hvis De
ødelægger os, ødelægger De også
Deres sidste chance for at fatte,
hvor De er, hvor De kommer fra,
og hvor De må gå hen for at over-
leve som 'et folk.
En indianer på et reservat, hvor
dæmningsbyggeri har ødelagt et
tidligere rigt ørredfiskeri, snær-
30