Atuagagdliutit - 29.10.1970, Blaðsíða 9

Legeplads ved etagehusbyggerierne,
igdlorssup ilaKutaringnut ardlalingnut najugagssiap erKåne pinguartarfik.
spørgsmålet om beslutningspro-
cessen. Dette viser, at hele denne
sag ikke kun er et spørgsmål om
diverse offentlige, folkevalgte og
ministerielle instansers kompe-
tence og myndighedsfordeling og
samarbejdsvilkår og regler og ret-
ningslinier, men at manden på
gaden, de almindelige-forældre og
„den lille grønlænder" må være
i stand til på eget initiativ at tage
en beslutning, organisere sig, på-
tage sig en opgave og gennemføre
den. Dette er ganske enkelt både
det vigtigste og det vanskeligste
af alle anliggender i opbygningen
af det nye Grønland. Folk må
simpelthen på en eller anden
måde vænnes fra altid at skulle
være passive og modtagende. Er
der noget, de ytrer ønske om at
få, må der komme et punkt, hvor
de får det svar: jamen så lav det
selv! Her står vi overfor kærnen
og tyngdepunktet i enhver demo-
kratisk beslutningsproces, også i
byggeriet: menigmands evne og
vilje til selv at beslutte noget, og
gennemføre det. Hvornår ser vi
noget af det?
FARVERNE
Endelig skal det nævnes, at der
hvad etagebyggeriets farvelæg-
ning angår, i årevis har gået et
skjult tovtrækkeri for sig mellem
diverse grønlandske kommunal-
bestyrelser på den ene side og
GTO i København på den anden
side. Den almindelige grønlandske
reaktion overfor de store sorte og
grå byggeklodser er, at man ikke
kan døje dem. Derfor har man
mindeligt bedt om farver, i Ja-
kobshavn hvor det er sort, i Chri-
stianshåb hvor det er gråt, i Juli-
anehåb hvor det er sort, blot for
at nævne et par eksempler. Hver
gang har man i København be-
stemt at de valgte farver var de
bedste.
Her, som i så mange andre
sager, har spørgsmålet om be-
slutningsprocessen to sider: den
snævert juridiske, og den bredere
demokratiske og menneskelige. I
snæver forstand har københav-
nerne retten på deres side.
Spørgsmålet om farver er et
spørgsmål om detailprojektering,
og her har kommunalbestyrelser-
ne kun ret til at udtale sig, de kan
intet beslutte. Dette vil ikke blive
anderledes, sålænge det ikke er
kommunen selv, som er byg-
herre.
Men der er også en anden side
af sagen, som ikke er mindre
principiel, og som københavnerne
synes tilbøjelige til at glemme, og
det er simpelthen demokratiets
underforståede spilleregler. I et
demokratisk samfund er det ikke
bare de folkevalgte, men også de
ministerielle instansers opgave så
vidt det overhovedet kan lade sig
gøre at rette sig efter de ønsker,
der filtreres igennem til dem fra
det brede folk. Dette er en op-
gave, som principielt er en pligt
i bredeste politiske forstand. —
Ordet „ministerium" er latin og
betyder tjenerskab, ikke herskab.
Alle statens instanser, lige fra den
ydmyge kæmner op til den høje
statsminister, har fundamentalt
kun een opgave: at tjene os al-
mindelige borgere i vore rimelige
behov og ønsker. Der hvor de
glemmer at de er blevet sat til
at tjene os, og får deres meget
gode løn for at tjene os, og hvor
de i stedet begynder at ville køre
rundt med os og regere os og op-
drage på os, der har vi det fæno-
men som kaldes bureaukrati —
næst efter korruption det mest
utålelige fænomen i et demokra-
tisk samfund. Bureaukraterne i
vor midte skal til hver en tid
have et drag over nakken!
Hvad nu farverne angår, er det
altså arkitekternes opgave at ind-
rette sig efter os, og ikke om-
vendt. Denne opgave har de i
mange tilfælde taget meget let på
og har i virkeligheden blot gjort,
som de selv fandt bedst. Dette
kan ikke tolereres i længden og
har allerede gået alt for længe
for sig. De danske arkitekter må
forstå, at de her i en vis forstand
arbejder i et fremmed land, og at
vi her til lands specielt hvad hu-
senes farver angår allerede har en
tradition, som befolkningen er
glad for. Grønlændernes farvefor-
nemmelse er ikke den samme
som danskernes, men harmonerer
i langt højere grad med hvad man
kan se f. eks. på Færøerne og
Island. Hvorfor er dette så svært
at forstå for en dansk arkitekt?
Lad det i denne forbindelse
blive understreget, at det fore-
kommer (som politikerne udtryk-
ker sig) „højst besynderligt", når
man ad fordægte omveje må er-
fare sig frem til at GTOD sidste
vinter har besluttet sig til at kon-
sultere den Danske Naturfred-
ningsforening i spørgsmålet om
farvelægningen af det grønland-
ske etagehusbyggeri. Det var del-
ingen heroppe der havde fået at
vide! Ingen i København tænker
på at spørge grønlænderne selv,
og ingen tænker på at undersøge
hvordan man ser på sagen i
Norge, Færøerne og Island, hvor
naturforholdene dog hjemler et
anderledes bedre sammenlig-
ningsgrundlag. Naturfrednings-
foreningen for Jylland, øerne og
Bornholm aner intet om hvordan
vi fornemmer tingene heroppe,
hvordan skulle de dog det? Der
har I trådt godt i spinaten,
GTOD!
BYGGEHERREFUNKTIONENS
PLACERING
Til slut skal der siges et par ord
om det, som kunne forekomme at
være kærnen i hele spørgsmålet
om beslutningsprocessen i bygge-
riet, nemlig spørgsmålet: hvor
skal bygherrefunktionen place-
res?
Der skal ikke her tales om
hvilke administrative og økono-
miske problemer, der måtte være
forbundet med at lade bygherre-
funktionen overgå fra staten til
en eller anden lokal grønlandsk
instans. Det må folk med en an-
den kompetence udtale sig om.
Der skal her kun påpeges et par
af de ulemper, der er forbundet
med at lade staten være byg-
herre, samt siges et par ord om de
muligheder, som almindelige
ikke-arkitekt-og-administrator-
uddannede borgere kunne synes,
at fremtiden måtte kunne byde
på.
Først altså et par ord om ulem-
perne.
For nogle år siden opstod der
nogle uoverensstemmelser mellem
Holsteinsborg kommunalbestyrel-
se og GTO angående planlægnin-
gen af et nyt kvarter med enfa-
miliehuse. Hvis jeg har forstået
situationen ret, ytrede kommu-
nalbestyrelsen ønske om, at der
skulle lægges kloakering ind i
alle de nye huse. GTO indvendte,
at det var der ikke penge til.
Kommunalbestyrelsen sagde der-
på, at man i Holsteinsborg gerne
ville ofre et antal huse, hvis man
så til gengæld kunne bruge de
derved sparede penge til kloake-
ring i resten af husene. Hvortil
GTO så svarede, at det kunne
man heller ikke, eftersom staten
ikke tillod overflytning af midler
fra en bevillingsramme til en
anden. Huse var een ting, kloake-
ring en anden. Staten havde be-
vilget penge til huse, ikke til klo-
akering. Det endte altså med, at
kommunalbestyrelsen måtte bøje
sig.
Her står vi overfor et typisk
problem af en art, som ville kun-
ne løses i en håndevending, der-
som det ikke var staten, men
kommunen selv, som var byg-
herre. I så fald ville kommunal-
bestyrelsen jo simpelthen beslutte
at oprette en ny bevillingsramme
for kloakering med de midler,
som ville blive sparede ved den
påtænkte omdisponering.
Et andet eksempel: man hører
ofte om, at lokale klager til byg-
geledere og tilsynsførende ingen
resultater giver. Hvis byggelede-
ren arbejdede for kommunen og
ikke for GTO og dermed for sta-
ten, ville situationen også givet-
vis være en anden. De for bygge-
riet ansvarlige personer ville føle
sig mere solidariske med den lo-
kale befolkning, indstille sig mere
på deres ønsker og anliggender.
Der synes altså at være gode
grunde der taler for, at man en-
gang i fremtiden skulle lade lo-
kale instanser overtage i alt fald
en del af det store nybyggeri.
Hvis staten skulle give bygherre-
funktionen fra sig, ville der fore-
ligge forskellige muligheder. Man
kunne måske forestille sig lands-
rådet som bygherre ved forskel-
lige projekter, eller evt. i frem-
tiden diverse private grøndland-
ske boligselskaber eller andelsbo-
ligforeninger. Men i almindelig-
hed vil den mest nærliggende løs-
ning jo nok være at lade byg-
herrefunktionen overgå til kom-
munen. Hvis det skulle blive til-
fældet, vil det være på sin plads
at henlede opmærksomheden på
hvad Byggecentrums rapport af
december 1969 har at sige om
denne sag („Byggerapporten" s.
65 og 74). Det siges her, at der
består en fare i at lade kommu-
nens bygherrefunktion varetage
simpelthen af de skiftende og ofte
inkompetent sammensatte bebyg-
gelsesudvalg. Kommunen må an-
sætte en fast koordinator, der
ikke skal udskiftes hver gang der
sker en ommøblering i bebyggel-
sesudvalget, og som er virkelig
kompetent og ikke lader sig køre
rundt af de projekterende tek-
nikere. En sådan koordinator vil
gennem en af GTO uafhængig
byggeleder være i stand til at
tvinge de projekterende til hen-
syntagen overfor den konkrete
opgaves krav. Er det ikke lige
præcis sådan en ordning vi mang-
ler her i Grønland?
MENIGMANDS MENINGS-
YTRINGER UDBEDES
Der er i dette diskussionsoplæg
blevet sagt mange ord om behovet
for mere initiativ og større medr
leven fra lokalbefolkningens side
i problemerne omkring disse års
meget intensive byggeri. Lad det
til slut blive sagt, at en sådan
medleven er blevet udvist på
eksemplarisk vis fra de grønland-
ske kvindeforeningers side i og
med organiseringen af de to bo-
ligseminarer i 1967 og 1970. Måtte
de blive fulgt op af menigmands
meningsytringer!
BIL I FERIEN!
Alle ferierejsende har et kørselsbehov som skal dækkes.
Vi har specialiseret os i at yde den bedst tænkelige service for at netop
DERES ferie skal blive vellykket.
Vi kan tilbyde Dem at købe/leje en bil på grænseplader. De betaler en
lille udbetaling, og vi garanterer Dem en fast tilbagekøbspris, når De
rejser tilbage til Grønland.
Alle vogne er forsynet med radio, enkelte med båndoptager.
Følgende biler kan leveres for tiden:
1970 Mustang 220 HK aut., 1970 Mustang 300 HK aut.,
1970 Rover 3500 aut., 1970 Opel Comandore GS/E aut.,
1970 Volvo 164 aut. soltag, 1969 Volvo 164, 1969
Peugot 504, 1970 Volvo 142 samt 1970 Ford Capri XLR.
Kør så meget De har lyst til, det koster ikke ekstra.
Alle vogne leveres i Kastrup Lufthavn og kan afleveres samme sted.
Er De interesseret, da skriv venligst til os, og De vil få øjeblikkelig svar.
SONNE-FRANDSEN
ENGVEJ 102 . 2791 DRAGØR
9