Atuagagdliutit - 15.12.1970, Blaðsíða 20

...
“-?•-• *•-•’L'~yr
•••:*#
H—
^ - «*•*•’**'
^4fENDES KONGELIGE HØJHED
UNDER tronfølgerparrets store grønlandsrejse i
sommer sagde en ven til mig: — Tror du ikke,
Hendes kongelige Højhed var god at være gift
med? — Jovist, mente jeg, — hvis de forhold, der får to
mennesker til at føle stærkt for hinanden, er til stede,
og ...
Det var et flabet svar. Selvom jeg var enig med ham og
mente det godt og rigtigt, må jeg have forekommet nær-
mest vulgær. Jeg skulle blot have nikket eller på anden
stilfærdig måde gjort mig enig med ham.
Det var nemlig en fin mands kultiverede måde, på hvil-
ken han spontant udtrykte sin ubetingede agtelse og sym-
pati for tronfølgeren, Hendes kongelige Højhed, prinsesse
Margrethe.
Jeg skal fortælle lidt om, hvorfor han sagde det sådan:
Når havet udfor Scoresbysund er fuldstændig stille, og
luften er i ro, mister man lidt af glæden over sig selv.
Bryder man sig om sol, og solen desuden skinner og med
sit hvide lys bader den mørke, blå verden af spændende
kæmpemæssighed, og synker den og kaster lidt af sin
røde, orangevarme pragt henover isen og opefter mod top-
pen af rygende snefjelde, bliver man stille, mekanisk tavs.
Men åndeligt raser en voldsom aktivitet, inspireret af det
universale magtværk, der her blottes til rejsende menne-
skers forundring. Og er man på nippet til at græde over
smilet på et lille snottet, gyldensort barneansigt, er det
ligemeget, om man er „Lille Blomst", dansk tronfølger,
eller Sarah, Scoresbysund, hjemme efter atten år.
Dét har været udgangspunktet for tronfølgerens opfat-
telse af begivenhederne på sin rejse rundt om det store
land. Tusindvis af kilometer gik, fløj og sejlede hun for
sammen med sin mand at besøge den fjerne danske egn, vi
kender så godt som Grønland. Overalt under rejsen, hvert
sted med sit særpræg, viste tronfølgeren sig som et men-
neske med dejlige egenskaber, et menneske, der lo og be-
gejstredes, var alvorlig, betaget, klogt og kvindeligt inter-
esseret, og utrolig vidende.
Vi har set prinsesse Margrethes bevidste indstilling til
mange situationer, og vi har set hendes spontane opfattel-
se af andre. Ingen, der traf hende, eller blot hilste, ingen
der rejste med hende i sommer, kan undgå en fornemmel-
se af at have lært prinsessen lidt at kende. Denne lille be-
retning er en række punkter blandt oplevelserne under
den store grønlandsrejse 1970.
Prinsesse Margrethe fortalte i et radiointerview ved re-
daktør Bent Jensen, at den lange rejse gik ufattelig hur-
tigt. — Vi stod overfor en rejse på 26 dage, sagde prinses-
sen, og det virkede som lang tid, da vi tog hjemmefra. Ved
rejsens afslutning er det vanskeligt at tro, at tiden er gået.
— Tronfølgeren sagde, hun havde glædet sig til at se
Grønland igen, fordi hun kom til at holde af landet og de
mennesker, hun mødte, første gang, hun var her. — Det
var spændende at se, hvad der var sket i årene siden sid-
ste besøg, sagde hun. — Ti år er længe for de fleste. For
én, der er ung, er ti år mange, og for et land, der er ungt,
er ti år endnu mere.
På den eventyrlige flyverejse fra Mestersvig til Station
Nord var det uundgåeligt at bemærke prinsessens bevæ-
gelse over det storslåede Nordøstgrønland. Flyvevåbnet
havde her arrangeret en sightseeing uden sidestykke. Få
meter over Kong Oscars Fjords blanke overflade, forbi
Vega Sund og Kempes Fjord, var det nødvendigt at rette
blikket opefter for at se toppene af de store isfjeldkolosser,
der flyder her.
Og højt over fjeldene, længere mod nord, nord for øen,
Shannon, hvor prinsessen så havets store pattedyr lege
mellem isen, i landet bag Hochstetters Forland, gik ma-
skinen på jagt efter moskusokser. I store flokke så prin-
sesse Margrethe disse underlige dyr spredt over landet.
På Station Nord blev frokosten afbrudt af tronfølger-
parrets leg med en lemming. Her i det aller nordligste af
alt beboet fangede stationspersonalet det lille vildtlevende
pattedyr. Og Hendes kongelige Højhed fattede naturligvis
kærlighed til det lille væsen, der tilsyneladende er så sart,
men måske repræsenterer de hårdføreste i Verden.
Modtagelsen på Thule Airbase var en rigtig amerikansk
forestilling med geled efter geled af højtstående galla-
klædte officerer (der var alt for koldt til de uniformer).
Nationalmelodierne hakkede ud af en halvdefekt højttaler.
Den danske prinsesse både svarede og svarede ikke til
disse omgivelser. Hun vedkendte sig sit navn fra „Thaia
Dan“s polardåb. Under denne amerikanske almindelighed
lignede hun en enlig blomst i asfalten på en lufthavns-
parkeringsplads. I praktisk friluftstøj, nødvendigt på den
rejse — Scoresbysund/Thule — hun og hendes mand hav-
de gennemført på én dag, hilste hun smilende og vinkende
på dette optog af militær sterilitet. Hun var aldeles suve-
ræn.
En dag fortalte Hendes kongelige Højhed om de to
drenge, hun savnede derhjemme. Rejsen rundt om Grøn-
land var den længste, siden tronfølgerparret blev forældre.
Prinsessen fortalte om de særpræg, der kendetegner børn
i den alder. Hun fortalte om deres unoder og deres gode
sider. Hun savnede dem, selvom hun og hendes mand ef-
terhånden har indstillet sig på disse lange perioder af fra-
vær med den øvrige familie.
Underholdningen på en fjeldvandring fra Kap Dan til
Kulusuk blev ufrivilligt givet af en dansk pressefotograf,
der ustandseligt faldt over den ene klippeknold efter den
anden Det gav anledning til megen morskab og til flere
gode billeder for de øvrige fotografer. På denne vandretur
afslørede prinsessen endnu engang sin alsidige viden. En
pige kom med en blomst, hun havde fundet. Det var en
smuk, lille hvid blomst. Hun havde aldrig set den før.
Prinsesse Margrethe kom til og genkendte sjældenheden
som en isranunkel. Og hun kunne oplyse det øvrige sel-
skab om, at isranunklen i hele Grønland kun træffes på
denne lokalitet.
På en rejse rundt om et så varierende land som Grøn-
land, en rejse, hvor mange forskellige transportmidler er
nødvendige, er det ikke altid let, som prinsesse, at være
herre over situationen. Og det er tronfølgeren heldigvis
også ligeglad med. For har man lyst til at le, ler man, og
er der grund til angst, er man bange:
Under opholdet i Scoresbysund opstod ønsket om at be-
søge Kap Tobin. Men netop i år var fjordisen endnu ikke
gået i sidste halvdel af juli, og derfor måtte „Thaia Dan“
mase sig igennem ud mod kap’et. Men derude er der ingen
havn for et stort skib, og det var nødvendigt for tronføl-
gerparret og den øvrige del af selskabet, der ville besøge
stedet, at foretage landgang i en 20 fods åben motorbåd.
For folk, der er vant til disse farvande, og hvor i øvrigt
isen blokerer den grønlandske kyst, er det en daglig nød-
vendighed at sejle, ofte i total iskoncentration. At det kan
lade sig gøre, skyldes for en stor del den omstændighed, at
de meget kraftige dønninger, der især kendetegner de
fleste lokaliteter på Østkysten, sætter isen i bevægelse, så
våger kommer frem for straks igen at lukkes. En pulse-
rende bevægelse af is og vand giver hele tiden nye åbnin-
ger, og for at sejle her må man stadig kile båden ind i
disse små områder af frit vand og holde den fast for at
hindre isen i at lukke.
Almindeligvis opfattes sejlads på den facon ikke som
farlig — i hvert fald ikke af den lokale befolkning. Og
selvom det brager og skriger i båden, når isen tørner
imod, selvom båden løftes op og krænger, er der sjældent
tale om direkte fare. Men det er bare så svæt at vide, når
man ikke har prøvet det før.
Det var morsomt at iagttage den gæve bådfører fra Kap
Tobin, da det rigtigt gik op for ham, at han ikke havde
med garvede nordøstgrønlændinge at gøre. Han gjorde
virkelig, hvad han kunne, for at bumpene og stødene mod
isen ikke blev for voldsomme. Men det er svært at være
nænsom overfor is og dønninger, som de tér sig ved Kap
Tobin.
Det var under denne sejlads, tronfølgeren blæste på for-
merne og var bange. Og det var hun ikke ene om. Mange
i båden mente, der var grund til det.
Men selvom båden løftede stævnen flere meter, når den
bragede mod tunge, drivende flager, og det var umuligt at
sidde eller stå stille, mistede prinsessen ikke interessen
for de mennesker, der omgav hende. I et for hende til-
syneladende inferno af uro og angreb på den med men-
nesker overlastede, lille båd, ydede hun en hjælpende
hånd, hvor hun så sig i stand til det. En ung mand, der
undertiden gik op på isen for at støde fra, lod ved en en-
kelt lejlighed båden drive for langt, inden han sprang
om bord. Han satte af i en for spids vinkel og havde
måske fået våde bukser, hvis ikke en hjælpende arm
rakte ud og hev ham indenbords. Det var Hendes konge-
lige Højhed, prinsesse Margrethe, der hjalp ham.
Prins Henrik viste sig på samme sejlads som et mand-
folk af usædvanlig karakter. I stedet for som bådens øv-
rige, sløve mandspassagerer kun at hytte sig selv, gik
prinsen op på isen, når hjælp var nødig, halede, skubbede
og baksede for at få jollen flot.
Når der var ro over båden, så prinsessen på ham. Han
var stærkt optaget af sit arbejde. I hendes blik var der en
blanding af let angst og noget andet, noget godt.
Da hun bad ham komme ned, var det nok en blottelse,
men ikke andre uvedkommende. Det var en god måde at
blotte sig på. Og det var godt at være vidne til.
Jeg er sikker på. Hendes kongelige Højhed, prinsesse
Margrethe, er god at være gift med.
Tronfølgeren ved Angmagssalik med Aron Davidsen, og på det
andet billede ved forsamlingshuset efter kaffemik i Thule. Næste
side: Tronfølgeren hilser i Dundas på den sidste af Knud Rasmus-
sens rejsefæller, K’åvigarssuaK. Det sidste billede er fra velkom-
sten i Scoresbysund.
c.
20