Atuagagdliutit - 15.12.1970, Blaðsíða 22

Heluiz Washburn & Anauta:
SNEMARKENS BØRN
Nyt Nordisk Forlag
Arnold Busck.
København 1970. 169 sider.
Storfangeren Anauta omkom un-
der jagt fra havisen, og hans mor
sørgede dybt over tabet af sin
søn. Samme nat fødtes en lille
pige, og Anautas mor var med-
hjælper ved fødslen. Den nyfød-
tes mor følte dyb medlidenhed
med den anden kvinde i hendes
sorg og opkaldte sin datter efter
den omkomne fanger, selv om
hun vidste, at hun derved efter
eskimoernes skik måtte give bar-
net fra sig, så det kunne opvokse
som den anden kvindes barn.
Anauta blev opdraget som en
dreng til at blive en dygtig fan-
ger. Som voksen kom hun til
USA, og sammen med Heluiz
Washburne skrev hun om de ca-
nadiske eskimoers tilværelse og
sine barndomsoplevelser i roma-
silarssuarme nunat tutsuvinardluinar-
tumik motoreKartariaKarfiunerssåt tå-
ssa Kalåtdlit-nunåt. Evinrude ukiut
60 sivnerdlugit motorinik isumangnåi-
ssusertik pivdlugo silarssuarme tamar-
me tusåmassaussunik sanassarsima-
vok, tamånale kisime nåmångilaK. ilu-
arsaissariaKalerpat tamåna pilertortu-
mik inungnitdlo ilisimassaicardluartu-
nit isumagineKartariaKarpoK. tai-
maingmat Evinrude iluarsaissarfigpag-
ssuaKarpoK — Kalåtdlit-nunåt tamå-
kerdlugo — tamarmik kingorårtigssa-
nik namagtunik ingmikutdlo iliniarsi-
massunik sulissulingnik.
Evinrude motorit 1,5 åma 210 hk akor-
nåne nukigtussusigdlit pigineKarput.
agdlagtitsivigssarssuaK Kalipautilik pi-
niaruk.
nen „Snemarkens børn", der ud-
kom i 1952 og blev oversat til
dansk i 1953. Bogen er nu gen-
optrykt.
I fortællingen berettes om dren-
gen Salumo og hans plejemor
Oomialik. Vi følger årets gang
blandt Baffin Island-eskimoerne
med skiftende vejrforhold og skif-
tende jagt. Snart er de ved den
store sø for at fiske ørreder gen-
nem huller i isen, snart ved ky-
sten på jagt efter havdyr; så dra-
ger de op i landet for at skyde
rensdyr og igen tilbage til kysten
for at skaffe sig skind, kød og olie
til livets opretholdelse. Det er en
hård tilværelse fuld af spæn-
dende, farlige oplevelser i evig
kamp mod naturkræfterne og
sulten, i evigt opbrud og på rejse,
familievis eller i små grupper,
for at skaffe sig føden. Børnene
opdrages til fangerlivet, de lærer
at holde ud og ikke beklage sig,
men de opdrages også til hjælp-
somhed mod andre og taktfuld-
Ingen andre steder i verden har man
så hårdt brug for en motor, der aldrig
svigter. Evinrude har gennem mere
end 60 år bygget motorer, som er ver-
densberømte for enestående driftsik-
kerhed, men det er ikke nok. Skulle en
reparation blive nødvendig, må den
kunne udføres hurtigt og professionelt.
Derfor har Evinrude etableret et net
af service stationer — over hele Grøn-
land — hver med komplet reserve-
delslager og specialuddannet mand-
skab.
Der findes Evinrude motorer fra 1,5
til 210 hk. Rekvirer det store farve-
katalog.
hed. Oomialik belærer dem om
eskimoernes enkle leveregler:
„Man må aldrig tage ting, som
tilhører en anden uden at have
fået lov til det. Man må aldrig
være bange for at lade andre
vide, hvad man foretager sig.
Man skal lade være med at gøre
noget, som man ville skamme sig
over, for hvis det var noget godt,
ville man ikke skamme sig over
at gøre det. Hjælp andre, hvis de
har brug for det . . .“.
Der er mange morsomme episo-
der i bogen som f. eks. når bør-
nene på vindstille aftener leger
med nordlysene, „De Gode Skyg-
ger", og får dem til at bølge ved
at klappe i hænderne, eller be-
retningen om fangeren, der i en
slags galgenhumor under en sult-
periode opfører en hel sælfangst-
scene i sin kajak, så alle tror, han
har fanget sæl, og så medbringer
han bare en gammel skindbylt til
sine sultne og skuffede boplads-
fæller, som ikke bryder sig om
hans grove spøg. Men han kunne
simpelthen ikke holde ud stadig
at tage på fangst uden held. Da-
gen efter får han dog oprejsning
ved endelig at hjembringe bytte.
På en ærlig og usentimental måde
fortælles om disse folks tilpas-
ningsevne og sammenhold under
de barske vilkår, tilværelsen by-
der dem.
Bogen vil være særdeles vel-
egnet til oplæsningsbog, da både
forældre og børn vil nyde den,
og hvert kapitel står som en af-
sluttet enhed. De større børn vil
sagtens kunne læse den selv, da
teksten er „læsevenlig" og forma-
tet tiltalende.
Der er nogle små skønhedsfejl
dels fra oversætterens side (der
tales om flåning, hvor man ellers
er vant til at kalde det flænsning,
og en stor renbuk kaldes en kron-
hjort) dels er to af de ellers så
dejlige illustrationer byttet om,
så de står forkert i forhold til
den ledsagende tekst. Men bort-
set fra det kan bogen varmt an-
befales.
K. T.
Robert Gessain:
ANGMAGSSALIK. DEN PÅ-
TVUNGNE CIVILISATION
Rhodos, 1970. 239 sider.
Er „civilisationen“ nødt til at
have småborgere som sine agenter
og vækkeure som sine instrumen-
ter? — Det beklagende, opgivende
tonefald i denne eftersætning til
et afsnit om udviklingen i Kung-
miut synes at gå som en under-
tone gennem hele denne bog. De
østgrønlandske eskimoers vilde,
betagende livsstil, med sin ubøn-
hørlige hårdhed og sine ekstati-
ske stunder, med sin overstrøm-
mende, ubegribelige livsglæde her
midt i verdens ødeste vildmark,
med sit ligevægtige storsind i
overflod eller i hungersnød, alt
dette er uigenkaldeligt på vej
til at blive en saga blot. I stedet
kræver det moderne samfund
pænhed og rutine, daglig tand-
børsten og måltider på klokkeslet,
klokkestrengens dræbende pedan-
teri i stedet for det frie liv i
„verdensaltets rytme". En af ver-
denshistoriens mest spændende
og imponerende småkulturer går
sin undergang i møde, nej den
bliver underkuet og aflivet. Dette
er i kort begreb Robert Gessains
tese.
Denne bog aftvinger respekt.
Gessain er ikke nogen almindelig
rejsebogsforfatter. Det er ikke
hvilken som helst etnograf, der
driver det til at blive direktør
for Paris’ „Musée de l’homme",
og det er ikke hvilken som helst
samfundsanalytiker, der bruger
årevis på at lære det svære sprog
og komme så vidt muligt hver
eneste familie tæt ind på livet og
informere sig direkte og uden
tolk om de tusind små og store
ting, der udgør tilværelsens pus-
lespil for de østgrønlandske fan-
gere, fiskere og funktionærer. At
dette kan gøres af en fransk vi-
denskabsmand, men på forhånd
opgives som umuligt eller for be-
sværligt eller overflødigt af vore
egne statsunderstøttede sam-
fundsforskere, vækker unægte-
ligt til eftertanke . . .
Forskellige anmeldere i danske
blade har slået denne bog op som
et anklageskrift mod danske ko-
lonipolitik og kulturimperialisme.
Det er ikke rigtigt. Bogen inde-
holder mange anerkendede ord
om Danmarks indsats og itentio-
ner, her og der endda sammen-
lignet med fransk kolonipolitik i
Afrika. Men Gessain mener at
der ikke er blevet gjort nok, om
overhovedet noget, for at anskue
problematikken ud fra østgrøn-
lændernes egne forudsætninger,
ikke på grund af udbyttertrang
eller herskermentalitet så meget
som på grund af den dumhed,
mod hvilken som bekendt selv
måne
pissariaKarnerpåK téssa
aKuteralak
TUTSUVINARTOK’:
Her har man først
og fremmest brug
for en pålidelig
påhængsmotor:
EVINRUDE..!
1. kl. urreparation. Ekspres levering.
Garanti på alle reparationer.
TIK-TAK . Kirkegade 18 . 6700 Esbjerg Danmark.
i.
LVs

1
■ "W f
BOLCHER
fra
Helte tia
er de bedste
- i nemme poser
— 12 forskellige slags
sukuarKat Helvetiamit pissut pitsau-
nerpåuput
— pugssiarigsut
— åssigingitsut 12
SE VINRUDE
mislllgtagkat nakåssagtitsisxarput
ERFARING GIVER STYRKE
Kalåtdlit-nunåt tamåkerdlugo niorxutigineKartarput — kingorårtigssai
sitdlfmatigineKartuiinarpuL
tikisitsissartua: KETNER MARINE, Vordingborggade 6—8, København 0.
Forhandles over hele Grønland. — Altid reservedele på lager.
Importør: KETNER MARINE, Vordingborggade 6—8, København 0.
guderne kæmper forgæves. Og
hvem vil modsige dette.
Interessant er det skel, som
Gessain i sin egenskab af helt
udenforstående iagttager drager
mellem danskernes og vestgrøn-
lændernes indflydelse. Det er af-
gjort hans indtryk, at frænde er
frænde værst. Specielt insisterer
han på det katastrofale i, at mis-
sionen aldrig har gjort noget for
dog i nogen grad at redde de ur-
gamle værdibegreber helskindet
over i den kristne sammenhæng,
som befolkningen uundgåeligt må
ind i. Østgrønlændernes åndelige
ruin er om muligt endnu mere
tragisk og vidtrækkende end den
materielle og demografiske om-
væltning, hævder han.
Mærkværdigvis siger Gessain
intet om den fredsstiftende rolle,
som kristendommen dog kom til
at spille efter 1894. Som man vil
vide — om ikke andet, så fra
Jens Rosing/Havsteen-Mikkelsens
„Sagn og Saga" — var det jo dog
kolonisationen og missionen, der
rent faktisk reddede den mini-
male østgrønlandske befolknings-
gruppe fra den visse undergang,
„først og fremmest ved at ave
blodhævnens truende kniv" (Jens
Rosing). Har etnologerne ikke —
alt andet ufortalt — af og til en
blind plet i øjet, når, det gælder
bedømmelsen af kristendommens
rolle i den under alle omstændig-
heder nødvendige akulturations-
proces, alverdens småkulturer og
mindretalsgrupper må igennem i
vort århundrede?
Til tider kan man endog —
Gessains uimodsigelige meriter
som videnskabsmand til trods —
ane en rem af huden fra den
gamle Rousseau’ske naturroman-
tik, som om alt uden undtagelse
var bedre i gamle dage. Således
må man dog melde pas, når det
hedder om de uberørte eskimo-
samfund, at de ikke blot udvik-
lede mennesker af en bemærkel-
sesværdig teknisk og kunstnerisk
opfindsomhed, tapre i modgang,
men at de endogså „havde en
højtudviklet verdensanskuelse og
religion" (s. 159). C’est trop, mon
cher!
Ærgerligt er det også, at man
ikke uden videre kan stole på
Gessains talangivelser. Det var
ikke i 1738, Hans Egede ankom
til Grønlands vestkyst (s. 212, men
som bekendt i 1721, og han har
ikke i 1793 skrevet det stykke,
der bliver citeret på s. 214; på
det tilsvarende sted i den franske
original (Ammassalik, ou la civi-
lisation obligatoire. Flammarion
1969) står der ganske vist 1763 —
men Hans Egede levede jo ikke
længere end til 1758.
Dette er dog detaljer, som på
ingen måde fratager dette værk
sin egentlige værdi: en grundig
og systematisk gennemarbejdet
intuition af grundelementerne i
en smertefuld kulturdød. Gessains
indlevelsesevne har her skabt en
række fremragende analyser af
de for så mange mennesker helt
uforståelige problemer, der opstår
i forbindelse med pengeomgang,
arbejdsstabilitet og tidsfornem-
melse. Der er adskilligt her at
meditere over, ikke blot i Øst-
grønland, men på begge kyster.
Den alvorligste indvending man
kan rette mod denne bog er nok,
at forfatteren intet steds angiver
en konkret vej fremover, ad hvil-
ken man kunne redde de gamle
grønlandsk-eskimoiske værdibe-
greber, den frie livsrytme og alt
hvad dermed forbundet er, over i
et udviklings- og uddannelses-
samfund, som er baseret på den
desværre så nødvendige penge-
økonomi. „La civilisation obliga-
toire" kan også oversættes: den
af omstændighederne nødvendig-
gjorde civilisation. Det nye sam-
fund er dog kommet for at blive.
F. L.
22