Atuagagdliutit - 13.11.1975, Blaðsíða 10

Grønlands fremtid på grønlandske forudsætninger . Grønlands fremtid på grønlandske forudsætninger . Grønlands fremtid på grø
Den grønlandske skole kan
ikke planlægges uden at
man kender til den
fremtidige samfundsmodel
— Befolkningen må, gennem politikerne, præcisere
hvilket samfund deres børn skal opdrages til, skri-
ver Axigssiax Møller i denne artikel om „Udviklings-
politik - uddannelsespolitik"
Det er en interessant konstatering,
at en udviklingspolitik i gængs
opfattelse i dag så godt som altid
er forbundet med en dertil sva-
rende uddannelsespolitik.
I 50’erne og 60’erne troede man,
at løsningen af u-landenes pro-
blemer blot var et spørgsmål om
tid, om ekspertbistand og om nød-
vendige ressourcer. I dag har man
en mere realistisk erkendelse af,
at vi står over for et spørgsmål,
hvor de lokale områders politiske
og kulturelle særpræg er vigtige
elementer. De tidligere koloni-
magters ofte kortsynede og for-
holdsvis snævre undervisnings-
og uddannelsespolitik har en væ-
sentlig andel i ansvaret for u-
landenes situation i dag.
Før nyordningen i 1953 byggede
uddannelserne i Grønland på øn-
sket om at bevare den oprindelige
befolknings naturgivne mulighe-
der uden indblanding udefra. Det-
te var i virkeligheden en isolati-
onspolitik, der ville beskytte de
primitive eskimoiske stammer
mod den voldsomme påvirkning
udefra. Efter kolonisatorernes
mening kunne påvirkningen re-
sultere i en fuldstændig udryd-
delse af den oprindelige befolk-
ning gennem en ødelæggelse af
såvel det kulturelle grundlag som
det erhvervsgrundlag, befolknin-
gen havde på daværende tids-
punkt. Denne politik kan kaldes
en reservat politik. Den holdt
stand indtil ny-ordningen, hvor
Grønland blev indlemmet som en
ligeberettiget landsdel ved grund-
lovsændringen i 1953.
Den anden etape i forbindelse med
udviklingen af samfundet — og
af uddannelserne — gik ud på,
at grønlændere skulle smeltes
sammen med danskere. — den så-
kaldte lighedsideologi. Det var
tanken, at nogle af grønlændernes
særpræg — som f. eks. sproget —
skulle indgå i undervisningen
med det formål at anvende disse
særpræg som midler til at opnå
et uddannelsesniveau svarende til
danskernes i Danmark. Denne
målsætning er vel stadig den
fremherskende i uddannelserne,
idet kravene til de betydningsful-
de stillinger sidestilles med de
danske.
Det er værd at bemærke, at der
blandt pædagoger, der kender de
økonomisk fattige landes uddan-
nelsesproblemer, er fremkommet
den opfattelse, at de såkaldt højt
udviklede landes undervisnings-
væsener simpelthen er ubrugelige
som model for den 3de — og for
den sags skyld også for den 4de
— verdens fremtidige uddannel-
sesinstitutioner.
FIRE SPØRGSMÅL
Samtidig er det almindelig er-
kendt, at vi i dag i Grønland står
over for problemer, der er frem-
kaldt af den tekniske og økono-
miske forandring. De seheste års
omfortolkninger og løsningsfor-
slag i Grønlandspolitikken må
nødvendigvis bringes til at om-
fatte også det pædagogiske om-
råde. Man behøver ikke at følge
de traditionelle spor, men må sæt-
te spørgsmålstegn ved vigtige dele
af grundlaget for den hidtidige
politik for at kunne finde en ny
vej frem:
1. Skal et uddannelsessystem
nødvendigvis opbygges efter
de traditionelle europæiske
mønstre, som man alligevel
delvis forkaster i en politisk
samfundsdiskussion?
2. I hvilken udstrækning kan
skolen direkte bidrage til el-
ler påvirke en ændring af
samfundet?
3. Hvor langt kan en uddannel-
sesplanlægning gå, og hvilke
følger får det, hvis de offici-
elle myndigheder forsømmer
at følge samfundsudviklingen
i almindelighed op inden for
den pædagogiske sektor?
4. Kan uddannelsesplanlægning
følge med politikernes for-
mulerede ønsker, der mani-
festerer sig i form af æn-
dringsforslag, der til syvende
og sidst berører hele sam-
fundsmaskineriet og ikke
mindst uddannelses- og un-
dervisningssektoren?
Jeg vil forsøge at se på en lille
del af den enorme problematik,
der hedder uddannelse inden for
det grønlandske samfund ud fra
to væsentlige synsvinkler, nemlig
uddannelsesplanlægning og un-
dervisningsplanlægning.
UDDANNELSESPLANLÆGNING
Ved uddannelsesplanlægning for-
står jeg den samfundsrettede og
politisk bestemte målsætning, der
går ud på, at undervisningen skal
konfrontere samfundsmedlem-
merne med og forberede dem på
værdier fra natur, kultur og sam-
fundsliv. Dette skal ske således
at de underviste og uddannede
bliver inspireret til at vælge det
bedste ud fra landets forudsæt-
ninger. Undervisningens bærende
ide og tilrettelæggelse skal ud-
springe fra de opgaver, som sam-
fundsmedlemmerne kan løse, og
som kan være til gavn for dem
selv og ikke mindst for samfun-
det — og også for den kommende
generation.
Overvejelserne omkring de 4
spørgsmål har ført til, at en ny
grundholdning er ved at udkry-
stalisere sig. Denne holdning —
i mangt og meget er absolut mod-
sætning til grundholdningen bag
den hidtidige politik — accepterer
Grønland som særsamfund og
sproget og kulturen som noget
helt anderledes end det danske.
Uddannelsesplanlægning på dette
grundlag vil forsøge at følge de
visionære politikeres og samfunds-
planlæggernes tanker om, at ud-
dannelsen inden for alle felter i
samfundet bør følge de naturgiv-
ne grønlandske vilkår. Med andre
ord vil planlægningen såvel poli-
tisk som uddannelsesmæssigt føl-
ge de udviklingsbetingelser lan-
det har.
Her må man ikke glemme, at
der er nøje sammenhæng mellem
den generelle politiske målsæt-
ning for samfundet og den forelø-
bige målsætning. Dette kommer
blandt andet til udtryk i uddan-
nelsesplanlægningen og undervis-
ningsplanlægningen, der fortæller
os på hvilken måde undervisnin-
gen skal udføres, hvis den skal
tage hensyn til det enkelte indi-
vid, dets vækst og udviklingsmu-
ligheder, og hvordan mødet mel-
lem individ og kultur kan udfor-
mes, så det i alle forhold kan bli-
ve så frugtbart som muligt.
UNDERVISNINGS-
PLALÆGNING
Ved undervisningsplanlægningen
forstår jeg de overvejelser, man
har i forbindelse med uddannel-
sens gennemførelse i praksis. For
en overfladisk betragtning kan
det se ud som om, at hvis uddan-
nelsesplanlægningen er i overens-
AKigssia« Møller.
Er dette fremtidens Grønland? — una tåssa sujunigssarput?
stemmelse med den generelle po-
litiskemålsætning, vil resten kom-
me af sig selv på et eller andet
tidspunkt. Da jeg talte om de ud-
dannelsespolitiske forhold nævn-
te jeg forskellige problemstillin-
ger, der yderst vanskeligt kunne
forbigås, hvis samfundets gene-
relle mål ikke skulle forfejles.
Lad mig give et enkelt eksempel
for at belyse, hvad jeg mener:
De seneste politiske strømnin-
ger i Grønland, som generelt kan
siges at have grobund blandt fol-
ket i Grønland, fordømmer ens-
lydende 60’ernes koncentrations-
politik og går ind for bevarelse
og videre udvikling af de mindre
steder, nemlig bygderne. Disse
tanker afstedkommer mange uaf-
klarede konsekvenser på det men-
neskelige plan. Bestræbelserne el-
ler tankerne og ønskerne går ud
på at bevare så mange bygder
som muligt, fordi man anser, at
deres livsform er mest tiltalende
og svarer bedst til den grønland-
ske psyke og kultur. Men den go-
de tanke kan næppe realiseres,
når bygdebefolkningens ungdom
sendes til byerne i Grønland og til
Danmark i de højere klasser i
folkeskolen og det meste af ung-
domsperioden, hvor den tilpasser
sig den livsform, som den over-
ordnede politiske målsætning til
dels forkaster. Når opholdet er
forbi, vil de unge naturligvis
komme tilbage til bygden, men
det resulterer næsten altid i, at de
ikke kan finde sig til rette i mil-
jøet. Det traditionelle erhverv og
livsformen vil være fremmed for
dem, fordi skolen i sin struktur
og organisation samt i sit valg af
stof følger de traditionelle vest-
europæiske mønstre, som til sy-
vende og sidst peger mod livsfor-
men i et urbaniseret samfund.
Dette vil i realiteten medføre, at
bygdebefolkningens ungdom søger
ind til byen for at finde arbejde,
som skolegangen har lagt grund-
laget for.
Dette er taget som eksempel for
at vise, at det ikke er ligegyldigt
for et skolevæsen, hvilke fag man
vælger og på hvilken måde og i
hvilke situationer disse skal be-
handles, for at der kan blive en
meningsfuld forbindelse mellem
udviklingspolitikken og uddannel-
sespolitikken. Inden for målsæt-
ningsdebatten for skolen overser
man tit, at der er en nøje sam-
menhæng mellem den generelle
og den foreløbige målsætning;
Dette kommer bl. a. til udtryk 1
vurderingen af, hvilke fag under-
visningsplanen bør omfatte, hvor
stor plads de enkelte fag bør ha-
ve på timeplanen, på hvilket tids-
punkt de bør indføres, hvilket stol
de enkelte fag bør benytte,
hvordan dette stof — som f°r
mange fags vedkommende bør til-
rettelægges nøje efter landets
forudsætninger — kan udnyttes 1
undervisningen.
UDDANNELSESPOLITIK
Et lands udviklingspolitik vil væ-
re et luftkastel, hvis den bliv®*
til
et
udformet uden hensyntagen
landets muligheder og befolknin
gens kulturelle baggrund. Under
visningens mål og hensigter er ®
spændende og betydningsfuld
område i de opvoksende samfund’
herunder Grønland. For her gen'
spejles så at sige kernen af v°r
kultur og vore forestillinger om>
hvad det vil sige at være menne-
ske i et samfund som vort. I de
store og hele er det de samme om-
råder, der går igen i de forskellig®
udformninger af målsætningen f°
uddannelsen og opdragelsen a
den kommende generation, 1“
det drejer sig om tilegnelse a
kundskaber, færdigheder, vaneA
interesser, holdninger og værdl
til
opfattelser og om forberedelse
det erhvervsliv, familieliv, d®
fritid og det samfundsliv, s®111
-— ------- ,
hedder det grønlandske samfun° ^
Talen om speciel uddannelse®
politik vil halte for ikke at s‘®
være dømt til at blive mislykke ’
hvis befolkningen gennem der
talerør, politikerne, ikke præcis®
rer, hvilket samfund deres hØr
skal opdrages til. Ordet skole
ef
aldeles fremmed for den grøn^
landske tankegang — selve h®.
grebet „atuarfik" afslører °&S
dette i al sin tydelighed. „Atua
fik“ betyder nemlig et sted, hv°
man læser. For mig at se vil 0
det eller begrebet „piginåung0
sarfik" (et sted, hvor man l0®1 *
at klare sig i livet) sige os m®» s
mere, og måske kan dette få .
til at tænke over, hvad vi egen
lig bruger vores skole til!
AnigssiaK MøUeT'
10