Atuagagdliutit - 24.03.1982, Blaðsíða 33

Oqallinneq / Debat
1 vores »moderne« klode, hvor
tTian hører om den ene stormagts
trussel mod en anden i en uende-
lighed. At der hersker utryghed
(saar i den vestlige verden, er der
•Ugen, der er i tvivl om.
Vore forfædre har ligesom alle
audre folkeslag haft en religion,
som var opstået hos dem selv og
som de gennem tiderne har udvi-
klet alt afhængig af deres udvik-
ling som et fangerfolk i et så
barsk klima som kun findes i de
arktiske egne. Deres religion har
v*ret respekteret af alle.
□
Grønlænderne har i dag ikke læn-
Sere en religion som er tilpasset
deres livsbetingelser. På skolen
Undervises de på vilkår, hvor der
aldrig er tilstrækkeligt med lære-
re. som forstår de værdier de sæt-
ter pris på. Man giver dem den
klassiske undskyldning, at man
'kke har tilstrækkeligt med velud-
dannet grønlandsk personale. Ja,
denne undskyldning kan tages for
Sode varer, hvis formålet med un-
dervisningen har været, at man
tilstræber en produktion af aka-
demikere. Men hvilken nytte har
det, hvis vi opnår så fine boglige
Resultater, at vi — efter at have
Sennemført flere års skolegang —
eudnu engang skal gå igennem
‘lere års universitetsophold for
eudelig at få papir på et bevis,
s°m viser, at vi nu er blevet ud-
dannet som meteorolog. Havde
''ore forfædre (selv vore forældre)
da ikke været i stand til at give
den bedste vejrudsigt, bare ved at
danne sig et billede af skyernes
tormationer og de var endda anal-
tabeter!
Mon ikke vi kunne løse de
Vderst uheldige omstændigheder,
der hersker på folkeskolerne, ved
ansætte ikke uddannede under-
Vlsere, der kan sætte sig ind i bør-
nenes forudsætninger og som kan
ule med børnene på deres eget
8Prog, indtil vi har nok med ve-
Uddannet grønlandsk personale.
eS tror vi alle kan blive enige
?Ui, at det bedste vi kan give vore
ørn er at sørge for de vokser op
.ti ansvarsfulde og selvstændige
[ndivider. Selv den dygtigste in-
Glektuel kan næppe give sin vi-
eU til gavn og glæde for samfun-
det
når han/hun ikke har troen på
8lS selv!
1 vore dage er man også be-
Iphdt at stole for meget på bevi-
j'ir for en gennemført uddannelse.
I er er mange af vore dygtige
^ Udsrnænd, som desværre ikke
ar haft muligheder for at gen-
emføre en uddannelse. Lad os ta-
sygeplejer/-ske-uddannelsen
°tn eksempel. Uddannelsen er
an nødt til at gennemføre i Dan-
ji ark, af den simple grund at vi
har sygeplejeskoler i vort
^ nd. Mange grønlændere kan ik-
6 tilpasse sig forholdene i Dan-
]j jU'k på grund af helt fremmede
Svdkår. Desværre oplever vi of-
sig
at grønlændere som har taget
er> uddannelse i Danmark gif-
r sig med danske piger eller
mænd og beslutter sig til at blive
boende i landet. Beklageligt, fordi
vort land derved mister noget
værdifuldt. Vort land er jo nødsa-
get til at sende mange af sine
børn for at få dem uddannet til
stillinger, landet ikke har mulig-
hed for at give dem, men stillin-
ger, der er nødvendige for landets
udvikling. Beklageligt også fordi
den ret grønlandsksprogede føler
sig mest tryg ved at henvende sig
til en offentlig ansat, der beher-
sker deres sprog. Mange uheldige
situationer kunne have været
undgået, hvis man ikke har sat
sin lid til det stykke papir, som
beviser en gennemført uddannel-
se, i så høj en grad som man gør i
dag.
□
Arbejdsløsheden er blevet en
hverdagssag, men vi ved at der
blandt de fleste arbejdsløse findes
folk, som kan oplæres i de fleste
stillinger, der haves, uden først at
sende dem til en skole, men ved at
oplære dem på selve arbejdsplad-
sen. Vi kan tage HK-uddannelsen
før indførelsen af EFG-uddannel-
serne som eksempel. Under hele
læretiden krævedes der kun en te-
oretisk uddannelse i Ikast som
havde 9 måneders varighed. Dis-
se 9 måneder var inkluderet i en
læretid, som skulle have en varig-
hed på mindst 2 år. Men hvor
meget fik man ud af den teoreti-
ske undervisning og hvilken vær-
di havde selve læretiden? Hele pe-
rioden taget i betragtning var så
værdiløs, at hvis man skulle måle
udbyttet af læretiden, må det si-
ges at svare til 03, hvis man be-
nytter 13-skalaen. Læretiden er
så værdiløs, at en af G-60 betænk-
ningens mange målsætninger, der
lyder: at der ansættes udsendt ar-
bejdskraft til at bistå politikerne
med udførelsen af deres arbejd-
sopgaver samtidig med at de op-
lærer grønlænderne til gradvis at
overtage de statslige funktioner,
må igen siges at være slået totalt
fejl. Igen nogle fine ord på tryk,
som i virkelighedens verden blot
er en narresut for landets oprinde-
lige befolkning.
Lad os endnu engang tage et
eksempel på, hvordan politikerne
gennem årene ved deres valgtaler
har lovet den menige befolkning,
ved at fremhæve virkeliggørelsen
af blot et af deres løfter. For ca. 1
års tid siden var der et stilling-
sopslag på en kommunaldirektør-
stilling i Aasiaat. Ud af flere ud-
sendte ansøgere var der en eneste
lokal ansøger, som stolede på sine
evner. Den lokale ansøger blev ik-
ke antaget, men derimod en ud-
sendt. Man kan ikke sige at den
lokale ansøgers evner var ringere
end den antagede udsendtes,
tværtimod var de lige. Den eneste
grund til at man satte den lokale
ansøger i anden række er, at de
folkevalgte politikere, som afgjor-
de beslutningen, ikke har været
modige nok til at sige: »Nu kan vi
endelig tage det skridt, som lan-
det med længsel har ventet på,
ved at lade en af G-60 betænknin-
gens mange målsætninger gå i op-
fyldelse«.
Det havde været et stort skridt
at tage for landets oprindelige be-
folkning, såfremt politikerne hav-
de formået at erkende det ansvar
som folket har pålagt dem.
□
Det kan se ud som om mange af
vore politikere har fået for vane
at opstille til valg som øj entj ene-
re. De giver de utroligste løfter,
lover guld og grønne skove, men
man har indtryk af de gør det for
prestige. I årets værste vintermå-
neder har der de seneste år, været
omkring 300 arbejdsløse blandt
forsørgerne i Aasiaat. De forsør-
gere som ville give alt for at kun-
ne skabe tryghed i deres hjem. De
går gang på gang forgæves til ar-
bejdsmarkedskontoret med håbet
om at få en chance til at få udleve-
ret en anvisning på et arbejde.
Som om forholdene i byen var
yderst reelle, fremkom byplan-
læggerne i foråret med tegninger
om nye planer om bebyggelser af
lejligheder i Aasiaat Øst og i Qor-
lortunnguaq ud mod dumpen. På
grund af den voldsomme arbejds-
løshed, der er at finde i alle årets
måneder og på grund af de alt for
høje huslejetakster er der hvert
år store restancelister på uerhol-
delige huslejeregninger. I stedet
for at ofre utrolige summer på bo-
ligbyggerier burde man i stedet
bruge pengene på beskæftigelses-
foranstaltninger, såsom oprettel-
se af nye arbejdspladser så man
kan komme den stigende arbejds-
løshed til livs. Ved at blive ved
med at bygge dyre boliger og
samtidig se på den stigende a-
rbejdsløshed, hvordan har man så
tænkt sig at inddrive huslejen?
At formålet med udsendt ar-
bejdskraft ikke effektueres efter
hensigten, er for mig ganske uac-
ceptabelt, ikke fordi jeg ikke kan
lide danskere, for jeg sætter et
skel mellem fastboende danskere
og de folk, der har reelle hensigter
og danskere, der blot kommer til
landet for profittens skyld. Be-
grundelsen for min skepsis ved
ansættelser af udsendt arbejdsk-
raft i de fleste tilfælde er også al-
lerede nævnt i starten af artiklen.
Men det skyldes også, at man ik-
ke undersøger mulighederne for
lokal arbejdskraft mere indgåen-
de end den procedure man anven-
der i dag, for vi oplever ofte at
man sætter stillingsopslag i dan-
ske aviser uden at have annonce-
ret med stillingerne her i landet.
Som også tidligere nævnt har vi
ressourcer nok til at oplære folk i
de fleste stillinger, der haves på
arbejdspladserne rundt omkring
på kysten.
□
Hvis folk havde været mere våg-
ne til at følge udviklingen og
gjort sig større anstrengelser for
at være med i debatten omkring
samfundsudviklingen er jeg ikke i
tvivl om, at mange skæve forhold
kunne have været rettet i tide,
men det er jo aldrig for sent at på-
tage sig en opgave. Hvis man
især kunne forsøge at rette op på
arbejdsmarkedsproblemerne —
uden for megen hensyn til det lille
stykke papir, beviset på en gen-
nemført teoretisk uddannelse —
vil vi have bedre grundlag for rea-
liseringen af hjemmestyrets mål-
sætning. Det vil jo aldrig blive
nok at sige at vi mangler velud-
dannet arbejdskraft, for vi har
brug for alle de kræfter, der ha-
ves, men som står uudnyttet hen.
Derfor er det en alvorlig fejl at be-
gå, når der findes arbejdsløshed i
en hvilken som helst form for sty-
re. Det høres tit fra ubetænksom-
me munde, at de arbejdsløse er
selvskyldige i deres ulykke, men
det er jo langt fra tilfældet. De
bliver ofte beskyldt for at være
dovne, ugidelige, folk som ikke
kan passe deres arbejde. Men sa-
gen får en helt anden karakter,
når man gør sig anstrengelser for
at sætte sig ind i de fundamentale
årsager til deres arbejdsløshed.
Et menneske, der fratages sit rea-
liseringsbehov bliver usikker og
får svært ved at acceptere sig selv
som et ligeværdigt menneske og
har arbejdsløsheden haft en læn-
gere varighed og hvis det især ge-
ntager sig med jævne mellemrum
får den arbejdsløse en følelse af at
det er uværdigt som menneske.
Følelsen af at man ikke kan slå til
kan i værste tilfælde blive kon-
tant. Frihedsberøvelsen resulte-
rer ofte i at man ikke længere
magter at slå til på en arbejdsp-
lads.
□
Mange grønlændere føler sig
magtesløse, fordi folkets grund-
pille er taget fra dem. Der er i de
seneste år sket en udvikling, der
tager større hensyn til folkets
kulturelle baggrund, men denne
udvikling er endnu meget skrøbe-
lig. En af årsagerne til den stadig
voldsomme frustration blandt fol-
ket er, at man direkte overfører
andre kulturers livsværdier uden
større kritik. Er man nødt til at
satse på helt fremmede eksisten-
svilkår i samfundsudviklingen må
det ske i nøje overensstemmelse
med folkets krav og behov.
Er der derfor, udfra de betragt-
ninger, der nu er nedfældet, noget
at sige til, hvis jeg af og til føler
en dyb skuffelse over jeres ube-
tænksomhed. Ethvert folkeslag
har en »skat« som kun det selv
kan få glæde af og kan værne om.
Næste gang I tænker på at udføre
samme »gode« bedrift, så tænk
jer godt om først.
Emilie Steenlioldt
Pitsaalluartunik pisigit
Qasigiaq kr. 950,-
Pitsaannginnerulaartunik aamma
peqarpugut
kr. 750,- kr. 600.- kr. 450,-
ESKIMO tlf. 3 10 01
Atuagagdliutit
41