Atuagagdliutit

Árgangur
Tölublað

Atuagagdliutit - 22.06.1990, Blaðsíða 5

Atuagagdliutit - 22.06.1990, Blaðsíða 5
NR. 70 1990 ATUAGAGDLIUTIT/GRØNLANDSPOSTEN 5 Grønlandske betingelser • ja eller nej Uddrag af landsstyremedlem Emil Abeisens tale ved hjemmestyrekonferencen, hvor han skar igennem myter, drømme og misforståelser for at se Grønlands økonomiske udviklingsmuligheder i øjnene Kalaallit Nunaannipissutsit tunngavigalugit?Naalakkersuisunut ilaasortap Emil Abelsen-ip aningaasaqarnernnit tunnga- sut alanngaarsinnaalluarpai, akissutaalu angernerullunilu naaggaleerneruvoq. (Asseq toqqorsivimmeersoq) Grønlandske betingelser? Landsstyremedlem Emil Abeisen kan økonomien på fingrene, og hans svar er både et ja og et nej. (Arkivfoto) INDLEDNINGSVIS vil jeg tage udgangspunkt i en be- skrivelse af de problemer og muligheder, som tegner sig i dag og lade dette være ud- gangspunktet for at formu- lere vores krav til den er- hvervsmæssige og økonomi- ske udvikling i Grønland i de kommende år. I de gamle planlægnings- redegørelser, som udkom før indførelsen af det grøn- landske hjemmestyre, er der især tre nøglebegreber, som går igen - Økonomisk vækst - Fiskerierhvervets udvik- ling - Prioritering af investerin- gerne i udvalgte åbent- vandsbyer Eller læst bagfra: Koncen- tration af befolkningen i ud- valgte hovedbyer blev anset for'en grundlæggende betin- gelse for udvildingen af en selvbærende fiskerisektor, der skulle være rygraden i den økonomiske udvikling. Det er værd at minde om, at vigtige grundvilkår bag denne overordnede målsæt- ning og de tilhørende strate- gier var adgangen til næsten ubegrænsede fiskeressour- cer og rigelig kapitaltilførsel fra Danmark. MED DET GRØNLAND- SKE hjemmestyre fra 1979 blev der ikke ændret ved øn- sket om fortsat at gøre Grønland til et vækstsam- fund. Og der blev heller ikke sat spørgsmålstegn ved fi- skerierhvervets bærende funktion, selvom vi var op- mærksomme på, at alle nye erhvervsmuligheder skulle vurderes. På ét væsentligt punkt ændrede vi strategi: Befolk- ningskoncentrationen skul- le standses, og de naturgiv- ne ressourcer skulle i størst muligt omfang udnyttes lo- kalt. Eller sagt med andre ord: Ingen grønlandske byer eller bygder måtte affolkes, og de fremtidige investerin- ger skulle fordeles mere lige- ligt. Ved siden af bygdepolitik- ken har vi siden formuleret en lang række andre mål- stætninger omkring bolig- politik, kultur- og undervis- ningspolitik, socialpolitik og meget mere. Der har aldrig manglet løsningsforslag og svar på, hvordan Grønland kunne blive et bedre sam- fund - hvis bare vi havde penge nok. Der har overvejende væ- ret to finansieringskilder, nemlig bloktilskud fra Dan- mark og først og fremmest indtjeningen fra landets ho- vederhverv, fiskeriet. Eftersom væksten i an- lægs- og driftsudgifter slet ikke har været modsvaret af en tilsvarende udvikling i bloktilskuddet, siger det sig selv, at kravene til fiskeri- erhvervet indtjeningsevne gennem de sidste 10 år er vokset stadig større. De svingende - og i hvert fald på kort sigt svindende fiskeressourser - samt de skærpede konkurrencebe- tingelser på verdensmarke- det stiller på denne bag- grund umådeligt store krav til bæreevnen og omstil- lingsevnen i landets hoved- erhverv. Det bliver fremover ikke alene et spørgsmål om, hvordan vi finder penge til de kommende store opga- ver. Det bliver i lige så høj grad et spørgsmål om, hvor- dan vi skal gøre det muligt af fastholde det nuværende indtjeningsgrundlag og alt- så finansieringen af de be- slutninger, vi allerede har truffet. Dette er de barske grund- vilkår, både når vi skal vur- dere tilpasningen af det grønlandske erhvervsliv, og når vi skal formulere visio- ner om et nyt og stadigt bed- re samfund. ET TILBAGEVENDENDE tema i den offentlige debat handler om betingelserne for Grønlands udvikling: Sker udviklingen på grøn- landske betingelser? Hertil kan jeg svare både klart ja og klart nej. Ja, fordi det blandt andet er en af hjemmestyrets mål- sætninger at bevare bygder- ne og skabe forudsætninger for udvikling i hele Grøn- land. Jeg behøver blot at nævne investeringspolitik- ken, ensprissystemet og skatteudligningsordninger. Alle andre steder i verden har man set drastiske om- væltninger i de oprindelige bosætningsmønstre som føl- ge af den industrielle udvik- ling: Store bevægelser fra land til by. Det samme var ved at ske i Grønland frem til hjemme- styrets indførelse, men den grønlandske befolkning øn- skede en anden udvikling, og det er i dag en af hjemme- styrets store opgaver at rea- lisere denne målsætning om udvikling. JEG ER DESVÆRRE osse nødt til at svare klart nej til spørgsmålet, om udviklin- gen foregår på grønlandske betingelser. Vi stiller både krav om en materiel udvikling, der sva- rer til den, vi ser i de lande, vi sammenligner os med, og vi har som sagt en geogra- fisk fordelingspolitik, som ikke er betinget af rene driftsøkonomiske hensyn. Begge dele kræver, at vi kan skabe et økonomisk overskud på grundlag af grønlandsk arbejdskraft og naturressourcer. Vi skal indgå i en byttehandel med internationale samfund, og det fungerer nu engang ikke på hverken grønlandske, danske eller japanske betin- gelser. Det fungerer på mar- kedsøkonomiens betingel- ser. Hvis ikke vi erkender det- te grundvilkår, risikerer vi at miste muligheden for at indrette vores tilværelse, som vi ønsker. Vi opnår i bedste fald et lavvækstsam- fund på bloktilskud eller i værste fald en situation, hvor vi vil få store proble- mer med at finansiere vores samfund, således som det ser ud i dag. Eftersom vores politiske målsætninger indebærer en udelukkelse af lavvækstmo- dellen bliver det næste spørgsmål: Hvilke betingel- ser skal være opfyldt for at det grønlandske erhvervs- liv, og det vil sige både eks- porterhvervet og eventuelle nye importbegrænsende produktioner, kan produce- re på konkurrencedygtige vilkår. Og er vi villige til - det er for mig at se et vigtigt spørgsmål til blandt andet os i dette forum - at tage konsekvenserne af at opfyl- de disse betingelser? SOM EN INTEGRERET del af verdensmarkedet skal vi i de kommende år omstille vores erhvervsliv til en sta- dig højere grad af interna- tional orientering. Åbnin- gen af det indre marked i EF fra 1992 er et utvetydigt sig- nal om, at et lukket og be- skyttet grønlandsk er- hvervsliv ikke vil være i stand til at overleve. De store virksomhedsfu- sioner og samarbejdsaftaler, der nu gennemføres overalt, er et varsel om, hvad der venter os i retning af skær- pet international konkur- rence. I et samfund som det grønlandske med kun 55.000 indbyggere er jeg overbevist om, at det vil væ- re en skæbnesvanger fejlta- gelse, hvis vi ikke erkender vores tætte tilknytning til denne udvikling. Sammenligner vi en givet grønlandsk produktions- virksomhed med en tilsva- rende på det internationale marked, er det forholdsvis enkelt at formulere det krav, som alt andet lige skal opfyldes for at gøre den grønlandske produktion konkurrencedygtig. Prisen på de elementer, der indgår i produktionsprocessen, skal være konkurrencedygtig, og produktionsprocessen skal tilpasses, så ressourcerne udnyttes optimalt. Der er i mit indlæg i dag ikke plads til en samlet vur- dering af alle disse elemen- ter, men man kunne specielt fremhæve de emner, der særligt påkalder sig op- mærksomheden i dagens Grønland. Heri indgår spørgsmålet om forholdet mellem ar- bejdskraftens produktivitet og aflønningen. En nøjere undersøgelse af dette for- hold viser, at vi ikke er til- strækkeligt effektive. Sammenligner vi for ek- sempel en god dansk og en god grønlandsk fiskefabrik på samme teknologiske ni- veau med hensyn til det ti- meforbrug, som medgår til færdigproduktion af en gi- ven mængde torsk og rejer, viser det sig, at der i den grønlandske fiskefabrik medgår mellem to og tre gange timeforbruget i Dan- mark. Og vi taler vel at mærke om en grønlandsk fi- skefabrik af høj standard. Dette merforbrug af timer kan skyldes flere ting, men anskueliggør ikke desto mindre et behov for effekti- visering. VI VED FOR EKSEMPEL allerede, at en hindring for at udnytte både arbejdskraf- ten og det dyre produktions- apparat effektivt ligger i de sæsonbetonede arbejds- kraftproblemer. Her i byen så vi sidste år, hvorledes GFI manglede arbejdskraft til at forarbejde den ind- handlede fisk, blandt andet fordi for mange forlader fa- brikken for selv at deltage i fiskeriet. GFI skønner om- sætningstabet til omkring 30 mio. kr., hvilket blandt andet gør det svært for virk- somheden at betale en bedre pris for råvaren. Jollefiske- ren er med andre ord selv med til at betale for den rin- gere udnyttelse af fabrik- kens kapacitet. Ensprissystemet indebæ- rer, at en fabrik betaler sam- me pris for el- og vandleve- rancer uanset beliggenhed i landet. Dette betyder selv- sagt større omkostninger for de fabrikker, som kunne få el og vand til konkurren- cedygtige priser. Man kunne alternativt forestille sig en model, hvor ensprissyste- met opretholdes, men hvor den lokalt omkostningsbe- stemte pris på vand og el danner udgangspunkt for en tilskudsordning. Prisen på råvaren skal være afstemt, så fabrikken - når den iøvrigt fungerer på optimale betingelser - har en mulighed for at skabe et overskud, som kan bruges til konsolidering og yderlige- re effektivisering. SPØRGSMÅLET om råva- repriserne indgår desuden i en anden og større sammen- hæng, der osse har en afgø- rende betydning for fiskeri- erhvervets fremtidige over- levesesevne. Jeg tænker her på hele subsidieproblematikken. Vi har hidtil gennem en lang række ordninger ydet en stor støtte til fiskerierhver- vet: Rente- og afdragsfri lån, rentebærende lån, garante- rede lån og kreditter i penge- institutter, rentetilskud, til- skud til indhandling og for- sikring, tab på indfriede ga- rantier. På forårssamlingen be- sluttede Landstinget at give yderligere tilskud og lempel- ser, så vi i år yder et samlet tilskud til fiskeriet på næ- sten 240 millioner kr. Dertil kommer de risici, landskas- sen bærer gennem ESU-ga- rantier på knap 700 mio. kr. og tilskuddet til Royal Gre- enland med videre på ca. 200 mio. kr. Jeg vil gerne understrege, som det også tidligere er sag;t, at vi må undgå en sub- sidiering af fiskerierhver- vet, hvor landskassen ved tilskud og eftergivelser sik- rer en uændret indtjening, fordi dette reelt kan indbæ- re, at markedets signaler om ændringer i både ressource- grundlaget, driftøkonomien og afsætningsvilkårerne sættes ud af kraft. På længere sigt ville dette kunne medføre en risiko for alvorlige strukturelle pro- blemer i den grønlandske økonomi, der svarer til pro- blemerne i den færøske øko- nomi, hvor forvridende sub- sidieordninger kan gøre det særdeles vanskeligt overho- vedet at producere sig ud af problemerne.

x

Atuagagdliutit

Beinir tenglar

Ef þú vilt tengja á þennan titil, vinsamlegast notaðu þessa tengla:

Tengja á þennan titil: Atuagagdliutit
https://timarit.is/publication/314

Tengja á þetta tölublað:

Tengja á þessa síðu:

Tengja á þessa grein:

Vinsamlegast ekki tengja beint á myndir eða PDF skjöl á Tímarit.is þar sem slíkar slóðir geta breyst án fyrirvara. Notið slóðirnar hér fyrir ofan til að tengja á vefinn.