Andvari - 01.01.1915, Side 121
Ýtingar og lendingar o. íl.
113
þess háttar kringumstæðum er sælzt til þess að lenda
á gúlum — hæðum — milli »sveipanna«.
Ef alt á vel að fara í lendingu, ríður á því, að
engum mistakist það verk, sem lionum er ætlað að
gera, t. d. misliepnist »bandamanni« að komast upp
með »bandið«, getur skipið dregist út aftur og »kæft«
eða hvolft og mennirnir ekki komist út úr því. Venju-
legast hafa »bandamenn« samt komist af, þó aðrir
hafi druknað. Bandamanni er ætíð bezt að fara út
með »landsogi« — »aðsogi« — ef unt er, því mæti
honum hart og djúpt »útsog« — sem nær honum í
mitti, — getur það felt liann. Leggist árar illa upp,
geta þær bæði brotnað og rekist gegnum skipið —
brotið það. — En þegar »sjór er vondur«, er ætið
hætt við handaskoium hjá einhverjum og jafnvel
hræðslu hjá einstöku manni og óvaningum.
Þegar lagt er að lancji í lítt færu eða ófæru, er
lagt í tvísýnu, »upp á líf og dauða«, likt og i stríði,
þegar fylking eða flokkur manna er sendur á móti
miklu öflugrí hersveit eða vel útbúnum kastala. Á
einhvern hátt tekur »lendingin« stuttan tíma — nokkr-
ar mínútur. Á sumu, sem þar gerist, festir einn við-
staddur áhorfandi naumast auga. Viðbrögðin eru
svo snögg og fyrirbrigðin svo mörg í einu. Við »ýt-
ingu« og lendingu í misjöfnu þarf ætíð á góðri eftir-
tekt, dugnaði og snarræði að halda, og dugar stund-
um ekki — fer illa samt, — og flestir taka þá á öllu,
sem til er.
í öllu góðu er samt »ýting« og »lending«
alvörugefinn gamanleikur. Þá eru allir einhuga
og samhuga: að leggja fram alla sína andlegu og
líkamlegu krafta, sem við eiga, og framkvæmdin
sýnir þá sjómannshæfileikana. Vönum engu síður
Andvari XL. 8