Meddelelser fra Dansk-Islandsk Samfund - 01.01.1925, Blaðsíða 8

Side 92
BUDBRINGER
Nr. 9
Forbundet
mellem
Island og Danmark.
I Tidsskriftet »Eimreiðin« for Nov.—Dee. 1924 skriver
Professor i Statsret i Reykjavik, tidligere Minister, Einar
Arnórsson, en lille Afhandling orn de dansk-islandske
Fællesanliggender, som vi her bringer med l'aa og uvæ-
sentlige Forkortelser, da den giver god Klarhed over
oFrhold, som ogsaa Danske bor kende lidt til — hele
Grundlaget for vort Rigsforbund.
I.
Fra 1830 og helt til 1918 har der mellem Island og
Danmark været en standende politisk Strid. Disse 80—90
Aar har de íleste af vort Lands hedste Mænd tageí Del
i denne Strid paa én eller anden Vis. Meget af den Livs-
kraft, som kunde være hrugt til andet, gik tabt i den
Strid. Længe var den haard at kæmpe, fordi den danske
Slyrelse holdt ubojelig paa sit Relssyn. Islands Krav
skiftede noget. Under Kampens sidsle Del, krævede Is-
lændingerne, at Island skulde være et suverænt Rige i
Kongefællesskab med Damnark. Desuden antog man of-
lest, at adskillige andre Anliggender skulde være fælles
for de to Lande i de forsle Tider. Fra dansk Side vilde
man længe slet ikke liorc paa disse Krav. Man l'rem-
forte, at det danske Rige var ét, og Island en Del af delle,
og saadan skulde det ogsaa fremtidig være. De danske
vilde slel ikke hore Tale om al forstyrre »Rigets Enbed«.
Der var derfor stadig langt mellem det, Islændingerne
krævede og det, de Danske vilde indronnne. Men saa
skete det Aaret 1918, hvad faa Mennesker kunde have
anet: Den danske Regering og den danske Rigsdag — tre
af dens fire Partier — samlykte i at sende lil Island et
Nævn af Mænd for at forhandle med Islændingerne om
ct Retsforbund mellem de to Lande — og de Danske
sendte 4 udmærkede Mænd op for al slutte en Overens-
komst med Altinget, som da var samlet i Reykjavik.
Resultatet af deres Forhandling blev, at de danske
Sendebud og Altingets 4 Tillidsmænd, som var blevne
valgte til at forhandle med dem, enedes om et Lovfor-
slag om et Forbund mellcm Island og Danmark. Dette
Forslag er senere uændret vedtaget i begge Lande og fik
Kongens Sladfæstelse den 30. November 1918. Forbunds-
loven blev gyldig Dagen efter, 1. Dec.. 1918. Og den Dag
er saalcdes Islaiuls Selvstændighedsdag.
Med Forbundsloven vedkendte Danmark med rene
Ord Islands Suverænitet og paatog sig at kundgore delte
i fremmcde Lande. Intet Anliggende blev fælles undta-
gen Kongemagten. Forbundet niellem de to Lande er el
rent folkeretsligt Forbund. Begge Stater er ensstillede,
beggc er dc suvcræne Riger. Kongefællesskabet ligger
fast for de næste 25 Aar, fra 1. Dec. 1918 Lil 1. Dec. 1943.
Men lil den Tid kan hvert Rige opsige Overenskom-
sten, og Kongefællesskabet hviler da ikke mere i den,
men kunde alligevel vedvare, hvis hvert Rige lillod Kon-
gen at beholde Magten i det andet. Hvis ikke, maa Kon-
gefællesskabet fakíe og Rigerne skilles.
Der kan ikke være to Meninger om, at Slorstedelen
af det islandske Folk syntes vel om den Afgorelse, sonr
fulgte paa Striden mellern Islændinger og Danske. Ifolge
§ 21 i Grundloven af 19. .Tuni 1915 skulde Forslagel til
Forbundslov mellcm Island og Danmark gores til Gen-
stand for en Folkeafslemning, alle Altingsvælgere skulde
have Ret lil at stemme Ja cller Nej. Resultatet af denne
Afstemning blev, at 12,000 gav deres Ja, men kun henved
1000 stemle imod.
Faa Sager har vundet et saa ubetinget Flertal, og paa
Altinget stemte kun 2 Medlemmer mod Forslaget, én i
hver af Tingets Afdelinger.
Efter at Forhundsloven var traadt i Kraft, har man
tilvisse hort Stennner i Island, om at Landets Suveræ-
nitet bare var Pral og Papirsherlighed, at det kun stod
Island dyrere — og utvivlsomt var det et storre Ansvar
— at være et selvslændigt Rige end et dansk Biland, saa-
dan som Island i Virkeligheden havde været lige til 1.
Dec. 1918.
II.
Hvorledes har Forbundsloven staaet sin Prove? Har
den været Island til Gavn?
Saadan sporger saglens adskillige. Skont mange uden
Tvivl er overbeviste om, at Island liar haft og ogsaa
burde bave Gavn af Forbundsloven, er det dog rigtigt
at gore sig rede for, hvordan Loven bar virkct og hvor-
vidt Island er bedre faren ved at bave den end med den
Tilstand, som herskede for dens Ikrafttræden.
Det skal slet ikke nægtes, at rnange Danske bavdc
god Vilje mod Island for Overenskomsten om Statsfor-
bundet mellem Landene. Ogsaa adskillige danske Iloj-
remænd, f. Eks. Mænd som Goos og Nellemann, der beg-
ge var Ministre for Island, var utvivlsoml fulde al' god
Vilje mod Island og Islændinger. Det cr en kendl Sag, at
de ofte bar været gode Tillidsmænd for de Islændin-
ger, der sogte deres Hjælp. Men gennemgaaende klage-
des der over, al de Danske manglede Forstaaelse af is-
landske Anliggender. Det stod desuden som en Fælles-
rnening hos næsten alle indílydelsesrige Danske, at Is-
land paa fuldt rclsligl Grundlag var »en uadstkillig Deh
af det danske Rige og skulde fremdeles være det og saa-
ledes var det bedst.
Deraf kom det, at Islændinger i Danmark, soin havde
en anden Mening, stundom syntes at fole cn ikke ringc
Kulde fra dansk Side. Det var ikke lil at hindre, at dcn
Mangel paa Kendskab og Forstaaelse, som var saa ud-
bredt i Danmark overfor Islændingernes Tilstand og
Krav, maatte forc lil en vis Kulde hos begge Parler.
Skont det vel var en Overdrivelse at sige, at dcr var
Danskerhad paa Island, kan det dog ikke nægles, al en
slor Mængde Meennesker mcnte, aL dc Danske med Uret
og Vold kuede Islands Rettigheder.
Man kan uden al frygle Modsigelse hævde, al den
Kulde, der laa som en ldain Taagemur mellem det dan-
ske og islandske Folk, nu er forsvunden. Islændingerne
har æret det Sind hos de Danske, som fik dem til at kom-
me de islandske Krav saa fuldt i Mode, og det kan ikke
længere være skjult for Danske, at Islændingerne nu har
en noget anden Folelse for dem end forhen. Danske, som
kommer til Island vil allevegne faa en god Modtagelse
og Islændinger liar paa ingen Maade Itet til at klage over
det modsatte i Danmark, ja, en kraflig, om end upolitisk
Forening, arbejder for at foroge Kendskaben mellem
Follcene og fremme Samarbejdet mellem dem, vi tænker
her paa »Dansk-islands1í: Samfund«.
Her maa da den forste og mesl iojnefaldende Frugt
af Forbundsloven vises: »FukIt Brodersind og gennem-
gaaende godt Samarbejde mellem de to ForbundsfoIk«.
Saadanne Frugter af en Lov er sikkerlig af stor Værdi.
.... Det er ikke mærkeligt, at en og anden nok kunde
faa den Tanke, at den Ændring i de to Folks Samliv, er
den værdifuldeslc Folge af Forbundsloven.