Meddelelser fra Dansk-Islandsk Samfund - 01.01.1933, Blaðsíða 10

Side 10
BUDBRINGER
Nr. 17
nu vidste vi, hvordan der saa ud. Men det slog fejl.
Island kan ikke beskrives, Island skal ses.
En Formiddag sidst i April sejlede vi fra Koben-
havn, og vi havde nu en 4—5 Dages Sejltur for Haan-
den. Vi var en halv Snes unge Landmænd paa 2. Iía-
hyt, som skulde arbejde ved Landbrug forskellige Ste-
der paa 0en. De forste 2 Dage stod Barometeret hojt,
og vort Humor ligesaa. Vi nod det, og droftede den
kommende Tid. Saa faldt Barometeret, og vort Hu-
mor med. Den næste Dag nod vi ingenting. Tankerne
gik ikke frem mod Island.^men tilbage til visse Steder
i Danmark.
Men det fik Ende, og vi lagde til baade ved Fær-
oerne og Vestmanoerne, hvor vi fik de forste Indtryk
af en helt anden Natur end den hjemlige.
Det forste, vi saa af Island, saa for os lidt eventyr-
agtigt ud. Længe havde vi staaet og spejdet efter Land,
men syntes ikke, vi kunde se noget; vi tænkte jo, det
maatte komrne som en mork Stribe i Horisonten. En
Somand gjorde os saa opmærksom paa, at de hvide,
glitrende Flader, vi kunde se glimte frem et Stykke
oppe i Skyerne, var Islands Jokler.
Midt paa Dagen i Solskin sejlede vi ind til Reykja-
vik, der ikke med sine 30,000 Indbyggere fylder ret
meget i saadanne Omgivelser, hoje Fjelde, store Fla-
der. Menneskenes Værk falder paa Island helt bort
over for Naturen.
I Reykjavik er der Travlhed; næsten hele Landets
Forbindelse udadtil gaar der over, og det nye udefra
vælter denne Vej ind over Island.
Hen paa Eftermiddagen kom en dansk Gartner,
min fremtidige Nabo, efter mig, og vi korte de tre Mil
ind i Landet til den Gaard, hvor jeg skulde være. Den-
ne forste Koretur paa Island var en Oplevelse. Natu-
ren er storslaaet, men ogsaa kold og alvorlig. Jeg sy-
nes slet ikke, Biler og Telefonpæle passer til saadan
en mægtig og dog fin Natur.
Paa Gaarden hlev jeg vel modtaget; man bod mig
straks Mælk og Kager, de gode islandske Klejner.
Det kneb med Sproget i Begyndelsen; men de var
alle meget flinke imod mig, saa det varede ikke længe,
for jeg var glad for at være der.
Gaarden var af almindelig Storrelse, 20 Tdr. Land
Tun (Græsmark), 2—3 Tdr. Land med Roer og Kar-
tofler, Resten, ca. 1000 Tdr., laa uberort af Menneske-
haand hen som Fjeld, Stenorken, Eng og Tuer.
Vi havde 17 Koer, 5 Heste og ca. 200 Faar. Det var
min Bestilling at malke 10 Koer to Gange om Dagen og
hjælpe ved Fodringen i Maj og September, da Koerne
var paa Stald hele Dognet. De fik Ho, Majsmel og
Fisk. Naar vi havde malket, stoppede vi en stor Fisk
med Hud og Haar i Halsen paa hver Ko. Mellem Mal-
ket-iderne var jeg saa med Gaardens andre Folk, for
det meste ved Hoarhejde. Alle, der kan lofte en Rive,
er med, naar der arbejdes i Ho, og saa gaar det med
Sang og godt Humor. Manden og Karlen slog med Le;
jeg fik overladt Maskinen, som de ikke vilde have no-
get at gore med.
Alt var forskelligt fra det, jeg var vant til, og hver
Dag havde jeg nye Oplevelser.
Lige ved Gaarden havde vi varme Kilder, hvor jeg
hver Dag vaskede Spandene, og hvor hele Gaardens
Vaskearbejde blev udfort. Ligesaa blev ogsaa Gaarden
opvarmet af disse Kilder, hvor det varme Vand sta-
dig rislede frem af Jorden. Vandet havde en Tempe-
ratur paa 80 0 Celsius. Jeg vidste altid, naar vi skulde
have Saltfisk til Middag; da kom Konen gerne gaaende
ned til Kilderne med dem i en Spand Kl. 10. Saa hang
de i Vandet til Middag, og de var færdige til Brug, og
de smagte godt.
Vandet blev ogsaa brugt til at bade i. 1 km fra Kil-
derne var der et Par Steder dæmmet op for Vandet og
derved lavet Svommebassiner, som blev godt brugte.
Det var dejligt at ligge i det varme Vand og se den
hvide Sne overst oppe paa Fjeldene.
I Sommerens Loh var jeg med paa forskellige Ud-
flugter, til Fods, til Hest og i Bil. Udflugter paa Heste-
ryg var langt det morsomste, de islandske Heste er
dejlige til Ridebrug. En Dag red vi fra Kl. 10 til 7 med
smaa Hvil ind imellem; men jeg tror, vi var mere
trætte end Hestene, da vi var hjemme igen.
Manden og Konen var meget gode ved mig. Man-
den sagde nu ikke meget, han arbejdede haardt fra
Morgen til Aften; men Konen kom altid med et Glas
Mælk til mig, saa snart jeg viste mig hjemme ved
Gaarden. En Dag, det var lidt koldt, kom hun ud og
forærede mig et Par Vanter. Alt mit Toj vaskede de,
ligesom de ogsaa stoppede Stromperne.
Forholdet mellem Tyendet og Husbonden og Hus-
moderen var altid godt de fleste Steder, og jeg tror
ikke, der var mange, der skiftede Plads hvert Aar.
De to Karle, jeg var sammen med, havde været der i
6 og 7 Aar, og de blev behandlet som horende til Fa-
milien.
Jeg var med til et Par Ungdomsfester der i Sognet,
og det gik altid muntert til; snart dansede de de sid-
ste moderne Danse, snart deres gamle Folkedanse.
Hen paa Aftenen fik vi saa vor medbragte Mælk og
Kager og tog saa fat paa ny.
Midt i Sommeren var det næsten lige lyst hele Dog-
net, Solen stod op Kl. 2 og gik ned Kl. 11. I den sidste
Tid, jeg var der, blev det for morkt, og vi kunde da
saa omtrent hver Aften se de fineste Nordlys svæve
frem og tilbage over Himmelen.
Alt gjorde sit til, at jeg var meget glad for denne
Sommer, som jeg aldrig glemmer. Og jeg vil stadig
mindes denne Sommer med Glæde, og takker D. I. S.
for, hvad der fra denne Side er gjort for os, der i Som-
mer rejste derop.
Hilsen og Tak.
Ejnar Bonefeld.
Glæden over de unge danske Landmænds Ophold
paa Island synes at være gensidig. I hvert Fald læses
der i Isafold for 6/12 1932 under Overskriften Danske
Bonder paa Island:
»De senere Aar har flere Danske haft Arbejde her
i Landet ved forskellig Slags Landbrugsarbejde. Disse
Danskere har altid hal't mere Kendskab til det rnoder-
ne Landbrug end dem, de har arbejdet samrnen med,
og deres Interesse for Landbrugssporgsmaal har haft
god Indflydelse her.«
Det er rart at hore saa gode Udtalelser fra islandsk
Side om de unge Mænd og Iívinder, som nu i en Rælt-
ke Aar gennem D. I. S. er kommet til Island.