Eimreiðin - 01.04.1936, Qupperneq 101
“'Wreiðin LJÓÐ
Ástin.
Ekkert nema ástin gelur svikið
að ósekju og drepið alt, sem lifir.
Hún er Drottins verk og öllu yíir,
eilíf, og hún fyrirgefur mikið
öllum, nema einni sjálfri sér,
syndir allar, mér og' þér.
Hana skortir heimsvit, sem menn kalla,
en Iiefur fyr eða síðar mátað alla.
Frumsterk, brothætt, einföld, slæg og slóttug,
slyng í söng og tvöföld, bljúg og þóltug,
undursamleg, er hún elskar líka
aumingjana, lietjur, snauða’ og ríka —
almáttug er ástin himinborin,
eins á sumri’ og hausti, vetri’ og vorin.
Til skálds.
IJitt ljóð var eins og lystiskúta’ á tjörnum,
þitt líf var dægrastytting uppi’ í sveit;
það var gáta anda efagjörnum,
auðskilin hverju barni, er lítið veit.
varst eins og kraftakvæði’ í morgun,
kjölcur í dag og rímað fyrir horgun.
I3eir kasta’ ei hjarta’ á torg, sem ekkert eiga,
°pna’ ei pyngju þá, sem ekki’ er til.
Hvernig máttu hikar hlóma teyga,
sem húinn ertu’ að fleygja’ í leirugt gil?
Þitt ljóð er dautt og löngu þulinn sálmur,
Hfið autt og söngurinn — gulur hálmur.
í3itt líf er eins og lag, sem enginn skilur,
Ijúð á tungu þeirri, er enginn kann. —
Það var forðum nístings norðanbylur,
nú er það orðið fuglatíst í rann,
í úengibúri, hvergi sól í glugga —
hljótt og visið eins og njóli’ í skugga.
205