Búnaðarrit - 01.01.1969, Qupperneq 112
102
BÚNAÐARRIT
vel sitt fag. Mér er nær að lialda, að allstórum hópi
bænda hafi mistekizt fóðrunin verulega, og það hafi
komið fram í minni eftirtekju eftir fjárbúið en skyldi.
Þessi mistök má flokka í tvennt: Notkun fóSursins á
röngum tíma miSaS viS þaS fóSur, sem til er, og röng
samsetning fóSursins. Fyrra atriðið hefur ef til vill aðal-
lega komið fram í því, að notaður hefur verið of mikill
lduti þess fóðurs, sem til var, um miðjan vetur og vantað
fóður um vorið. Getur þetta auðveldlega leitt til þess,
að við slíka fóðrun fást engu meiri afurðir en þegar van-
fóðrað er allan veturinn, en meira fóður eyðist. Seinna
atriðið, röng samsetning fóðursins, leiðir til óhreysti hjá
fénu. Óhreysti í fé var með mesta móti sl. vetur og vor.
Þetta er þó varla nema að litlu leyti sök bænda og ráðu-
nauta, lieldur miklu frekar afleiðing af því, sem hefur
verið að gerast á undanförnum árum, þ. e. afleiðing af
breyttum búskaparháttum. Sauðfjárbúskapur hefur smám
saman verið að breytast úr hjarðbúskap í ræktunarbú-
skap með þeim afleiðingum, að minna er treyst á vetrar-
heit. Hefur það víða verið eðlileg afleiðing f jölgunar f jár-
ins. Mikinn hluta ársins hefur sauðkindin því ekki mögu-
leika á að velja það, sem kann að vanta, en verður að
taka það, sem að lienni er rétt-—• töðuna og fóðurbætinn.
Vart mun gerlegt að segja, að taðan, og ef til vill ekki
lieldur fóðurbætirinn, hafi alltaf verið eins liollt fóður
og æskilegt hefði verið. Þær breytingar á búskaparhátt-
um, sem liér liafa gerzt, krefjast miklu meiri þekkingar
á fóðrinu og fóðrun en gamla búskaparlagið. Því her
að fagna þeirri nýbreytni að efnagreina hey frá bænd-
um, og er vonandi, að það geti að einhverju leyti hjálpað
við lausn þeirra vandamála, sem við er að stríða. Brýn-
ustu verkefnin munu nú vera þau, að bæta verkun inn-
lenda hluta fóðursins samfara aukinni þekkingu á með-
ferð og gildi þeirra fóðurtegunda, sem úr er að spila
hverju sinni, svo og kynbótum. Með öðrum orðum, fyllsta
hagnýting þess, sem fyrir hendi er.